I Danmark er dannede politikere suspekte

Barack Obama sammen med forfatteren Marilynne Robinson i 2013. I septemberudgaven af The New York Review of Books har præsidenten interviewet selv samme forfatter. Foto: Sipa USA / Scanpix Denmark

I dette land arbejder vi helst med absolutte skel og i reservater. Så snart en politiker er valgt ind på Christiansborg, forvandles han af dansk kulturliv og danske forfattere til en fjende. Mærkeligt
Henrik Wivel

Det vækker opsigt, når den amerikanske præsident, Barack Obama, interviewer en af USA's største forfattere. Det ville aldrig gå herhjemme

I september offentliggjorde The New York Review of Books over to numre et kæmpestort interview med den amerikanske forfatter Marilynne Robinson. Det er i sig selv ikke så bemærkelsesværdigt, for hun er en af USA's største nulevende forfattere. Hvad der fik læserne til at spærre øjnene op, var intervieweren, nemlig den amerikanske præsident, Barack Obama.

Det er i virkeligheden heller ikke så mærkeligt. For Barack Obama er levende interesseret i litteratur og kultur generelt og har igennem sine embedsperioder løbende haft kulturelle aftner i Det Hvide Hus, hvor kunstnere optræder for et indbudt publikum.

Med interviewet ønskede Barack Obama angiveligt at betale noget tilbage til litteraturen ved at interviewe en af de forfattere, han selv sætter højest. Det skete med ordene om, at han agter ”de kulturelle kræfter, der former vores demokrati, vore ideer og hvordan vi tænker om borgerskab og den retning, landet bør bevæge sig i”. Med andre ord: Kunsten er vigtig for borgernes og dermed samfundets udvikling.

Der er i USA en efterhånden lang tradition for, at kunst og politik ikke nødvendigvis er hinandens modsætninger. De Forenede Staters største kunstnere stiller som regel op, når nye præsidenter indsættes, ligesom forfatterne ikke er fraværende i den politiske diskussion. Man kan selvfølgelig ikke se bort fra den strategiske fordel, landets politiske magthavere kan have i at omgive sig med kunstnere. For også på det punkt er der jo en oldgammel tradition for, at kunsten og litteraturen kan kaste et forskønnende lys ind over politikken og magtens forvaltning.

Men i USA virker det for det meste ægte, og selv ekspræsidenter holder fast i deres helte. Således holdt Bill Clinton talen, da Rolling Stones' legendariske guitarist Keith Richards for nogle år siden fik Norman Mailer Prisen for sin selvbiografi, ”Life”.

Kunne noget tilsvarende finde sted i Danmark? Næppe. Den mest indlysende grund kunne være, at nationen ikke har fostret politikere, der er dannede nok til at føre en kvalificeret samtale med forfattere, kunstnere og intellektuelle. Men det er jo ikke hele sandheden. Danmark har mellem år og dag haft dannede og humanistisk indstillede kulturministre som Grethe Rostbøll, Per Stig Møller og aktuelt Bertel Haarder. Men det kvalificerer dem ikke nødvendigvis. Hverken blandt deres egne politiske kolleger eller i kulturlivet. Tværtimod kan det gøre dem yderligere suspekte, en slags fremmedelementer i begge lejre.

Og hvad så med manden eller kvinden i magtens centrum? Statsministeren.

Ja, i 2000'erne hed han Anders Fogh Rasmussen. Da han i 2006 åbnede en udstilling med maleren L.A. Ring på Statens Museum for Kunst, var der murren i krogene og åbenlys tale om, at den daværende direktør, Allis Helleland, sleskede for magten. Og da samme statsminister året efter holdt talen til Jens Smærup Sørensen, der fik De Gyldne Laurbær for romanen ”Mærkedage”, blev der skandale. Visse forfattere vendte ryggen til taleren, og andre udvandrede i protest. Bagefter kunne en lettere forbløffet Jens Smærup Sørensen udtale, at Anders Fogh Rasmussen tilsyneladende vidste mere om hans forfatterskab, end han selv gjorde.

Så meget for en politiker, der hyldede nogle kunstnere, som kom fra landet, ligesom han selv gjorde.

Den agtelse blev øjeblikkelig gjort hjemløs, irrelevant - og igen: mistænkelig. Hvad ville han opnå? På Marienborg, statsministerens embedsbolig, hang der malerier af Niels Larsen Stevns. Dem havde Anders Fogh Rasmussen selv sørget for kom op i hans egen regeringsperiode. Med den største respekt for L.A. Ring, Niels Larsen Stevns og ikke mindst Jens Smærup Sørensen: De er altså ikke folkeforførere eller crowd pleasere. I tilfældet Fogh Rasmussen var der tale om en politiker, der agtede dem af personlig interesse. Ligesom Barack Obama respekterer Marilynne Robinson så meget, at han ønsker at tale med hende på første hånd.

Noget tilsvarende synes frugtesløst i Danmark. I dette land arbejder vi helst med absolutte skel og i reservater. Så snart en politiker er valgt ind på Christiansborg, forvandles han af dansk kulturliv og danske forfattere til en fjende. Mærkeligt. Al den stund, at vi jo selv har valgt vedkommende ind i parlamentet. Han eller hun er med en frase ”en af vore egne”.

Men en fælles bestræbelse på at fremme ”de kulturelle kræfter, der former vores demokrati, vore ideer og hvordan vi tænker om borgerskab og den retning, landet bør bevæge sig i”, må vi kikke over Atlanten efter.