I det gode venskab lærer vi os selv at kende

"Det er igennem venskabet, man konstant søger at blive klogere på både den anden - men også på sig selv," fortæller Jonas Holst. Arkivfoto. Foto: Martin Foldgast / Scanpix Denmark

På den måde er den gode ven jo netop en livline, der hjælper dig i dit liv - ligesom du er livlinen for vennen, når det er ham eller hende, der har brug for dig
Jonas Holst

Gode venskaber bygger på respekt, tillid og åbenhed og kan hjælpe til større selverkendelse. De gør os i stand til at knytte relationer og til at være der for hinanden. Men venskabets etiske betydning er gået i glemmebogen, mener filosof og idéhistoriker Jonas Holst, aktuel med bogen ”Venskab”

I tv-programmet ”Hvem vil være millionær?” er der tre livliner. Hvis deltageren pludselig er blank og ikke kan finde svaret på et af spørgsmålene på vej mod millionen, så er der hjælp at hente. Du kan spørge publikum, få fjernet to af svarmulighederne, eller du kan ringe til en ven.

Den sidste mulighed er ifølge filosofi og idéhistoriker Jonas Holst et rigtig godt eksempel på, hvad det er, vi lægger i begrebet venskab. Et begreb, han igennem flere år har forsket i og skrevet bøger om.

”Livlinen er et oplagt billede på venskabet. Dels er du garanteret ikke i tvivl om, hvem af dine venner du skal ringe til. Du kender dem hver især rigtig godt og ved, hvilke styrker og svagheder, de har. Og du ved, hvordan de netop komplementerer dig, så du selv er i stand til at gå videre. På den måde er den gode ven jo netop en livline, der hjælper dig i dit liv - ligesom du er livlinen for vennen, når det er ham eller hende, der har brug for dig.”

Men selvom vi nok allesammen godt ved, at det er sådan, det er med venner, så mener Jonas Holst alligevel, at vi har glemt noget vigtigt. Venskabet har nemlig en etisk dimension, som de gamle grækere havde meget større blik for end os. Ja, faktisk så mente den græske filosof Aristoteles, at venskaber er noget af det mest nødvendige i livet. ”For uden venner ville ingen ønske at leve selv med alle de øvrige goder i behold,” skrev han i ”Den Nikomacheiske Etik”.

”De gamle grækere havde fat i noget væsentligt. De forstod, at netop venskabet er der, hvor mennesker kan nå til større indsigt i sig selv gennem mødet med hinanden. Hvor interessen for hinanden og lysten til at dele ting med hinanden også forstås som en ressource, der er med til at udvikle os. De så på den måde næsten venskabet som en slags dannelsesproces, for du lærer ikke kun noget om dig selv i venskabet, men også at omgås andre med respekt, tillid og åbenhed.”

I sin egen nye bog ”Venskab. Det gode mellem mennesker” tilegner Jonas Holst det sidste afsnit til en af sine venner, der i bogen kun hedder L.K.

Læs en anmeldelse af bogen her.   

Vennen døde for nogle år siden af kræft efter 15 måneders sygdom. De mødtes som børn, spillede fodbold fra solen stod op, til mørket faldt på, gik i skole sammen og på opdagelse i livet:

”Vi levede i to forskellige tempi: Jeg var den indadvendte type, der var sen til at træde ind i voksenlivet, men hurtigt fik mig gjort færdig med tingene, mens du i dit adstadige tempo tidligt udviste en storslået åbenhed over for andre, specielt det modsatte køn. I dag forekommer dit tempo mig at være langt det mest attraktive, og jeg kan se, at i følgeskab med dig kom jeg steder hen, som jeg ikke ville have lært at kende alene.”

At venskaber på den måde kan være med til at udvikle os og gøre os bedre til at møde både os selv og andre mennesker, har vi ifølge Jonas Holst ikke rigtigt blik for længere. Og det skyldes blandt andet, at vi lever i en tid, hvor der er fokus på andre værdier end dem, grækerne tillagde størst betydning.

”Dengang var det delfiske orakelord 'Kend dig selv', og ifølge Epikur var der ganske enkelt ikke noget større visdomsgode end venskabet, når det handlede om at leve et lykkeligt liv. I dag har mange af vores værdier derimod at gøre med arbejde, produktion og konkurrence. Præcis det, som venskab ikke står for: Venskab er snarere som fri leg, ganske uproduktivt, set ud fra kapitalistiske termer, og venner går snarere sammen for at hjælpe hinanden og dele med hinanden, selvom de selvfølgelig også kan udfordre hinanden,” siger Jonas Holst.

Mens venskabets etiske betydning ikke har haft den helt store bevågenhed fra filosoffer og sociologer, så peger Jonas Holst på flere eksempler i litteraturen, hvor netop venskabet er det centrale omdrejningspunkt. Han fremhæver især forholdet mellem Gandalf og Bilbo i Tolkiens romantrilogi ”Ringenes Herre”.

”Venskabet mellem troldmanden Gandalf og hobbitten Bilbo bliver virkelig sat på prøve på grund af ringens stærke og ødelæggende kræfter. Men deres venskab overlever. Ikke mindst fordi de har kendt hinanden længe og oplevet så meget sammen, at de har fået opbygget en helt grundlæggende tillid til hinanden og derfor kan modstå de farer, der kommer. På den måde viser Tolkien os også, at venskabet kan være den kraft, der sikrer, at vi sammen og hver især får ekstra styrke til at klare os i livet.”

Når det i dag kun er få tænkere, der beskæftiger sig med venskabets betydning, skyldes det ifølge Jonas Holst, at den kristne kærlighedstanke har overtaget pladsen.

”Både venskab og kærlighed handler om at elske, men det er den betingelsesløse kærlighed, der har fået størst status i tænkningen. Det er også kærligheden, man bygger institutioner op omkring, som for eksempel ægteskabet - simpelthen fordi den er en stærkere lidenskab, og vi via kristendommen har en forståelse af, at den har sine rødder i noget evigt og uforanderligt, nemlig Guds kærlighed. Venskabet derimod er jo bundet til denne verden og er derfor endeligt.”

Men der er en anden vigtig forskel på venskab og kærlighed også. For mens venskabet lader de to venner forblive forskellige, så søger de elskende gennem kærligheden at blive forenede og imod at ophæve forskelligheden.

”Fremmedheden bliver på den måde ved med at være et grundvilkår ved venskabet. Men det er samtidig et unikt og dynamisk forhold, hvor man lytter, spørger og i det hele taget bliver ved med at være åben og nysgerrig overfor den anden, hvor man deler følelser, erfaringer og tanker i en åbenhjertig dialog. Det er igennem venskabet, man konstant søger at blive klogere på både den anden - men også på sig selv. Der ligger ganske enkelt nogle ressourcer i venskabet, som venter på at blive brugt. At vi bliver noget i forhold til hinanden. Noget, som opstår, et gode, der ikke var der før. Hvor vi aldrig gør hinanden til genstand, men ser hinanden i stedet for at se på hinanden! Og på den måde kan den gode ven lære os noget vigtigt: nemlig at gå fra mellemmenneskelighed til medmenneskelighed. Det kunne vi nok have brug for at være bedre til i dag,” siger Jonas Holst.

Jonas Holst beskriver det gode venskab som en afgørende livline. Det er igennem venskabet, man konstant søger at blive klogere på den anden - men også på sig selv. Illustration: Morten Voigt.