I Ebeltoft mødes det aktuelle og det tidløse

Finurligheder og skønhed viser sig på to udstillinger på Glasmuseet Ebeltoft, der udfordrer på hver deres måde

Glasmuseet Ebeltoft følger aldrig de slagne veje eller lefler for publikum. Og giver man museets nye udstillinger en chance, går man beriget derfra. Her ses Lisa Cahill og Holly Graces værk ”Cascade #2”. - Foto fra udstillingerne.
Glasmuseet Ebeltoft følger aldrig de slagne veje eller lefler for publikum. Og giver man museets nye udstillinger en chance, går man beriget derfra. Her ses Lisa Cahill og Holly Graces værk ”Cascade #2”. - Foto fra udstillingerne.

Det er to meget forskellige udstillinger, man nu kan se på Glasmuseet Ebeltoft. Den første består af skævt velafrettede, billedrige kommentarer i glas til forskellige tendenser i tiden - betragtet med en distance, der paradoksalt bringer dem tættere på. De udsagn, som beskueren måske i en slags selvbeskyttelse foretrækker at betegne som overdrivelser, afslører en virkelighed så sammensat og grotesk, at man uden videre genkender den som sandhed, om end på et mere spektakulært niveau end normalt. Hvis man overhovedet kan henvise til normalitet i denne forbindelse.

Den anden udstilling er mindre direkte. I den er det ikke det helt aktuelle, der råder, men tidløsheden. Skønheden. Den æstetiske sans forkæles. Man går mellem værkerne med en mere og mere påtrængende fornemmelse af, at de har noget at sige én, men man skal være tålmodig for at opleve sig frem til svar på, hvad det er.

De nordjyske kunstnere Britta Madsen og Søren Gøttrup skriver om deres udstilling, Fake, at den er sammensat af almindelige ting, som de har ”ændret en smule på” og dermed ”gjort ubrugelige i forhold til deres oprindelige formål”.

Løsrevet fra deres mening får tingene en anden mening. En, der ikke er kalkuret med, men som alligevel kan ses af den, der vil se. Det er et forsøg på at spejle sigende glimt af den vestlige verden. Med undren genkender man alle de ting, som kunstnerne forholder sig til. Genkender og så alligevel ikke. Et øjeblik må man miste orienteringen for at finde den igen - på en anden måde. Madsen og Gøttrup lægger nogle nye betoninger ind, så det, man anså for hjemligt, bliver fremmed. Det forudsigelige glider over i det uforudsigelige.

Madsen og Gøttrup betragter i høj grad de behandlede foreteelser gennem en skævvridende humor. Og inden man for alvor begiver sig ind i humoren, kan man få det fejlagtige indtryk, at det meste bare er for sjov. Noget er da også temmelig uforpligtende. For eksempel når kunsterne drillende leger med skiltning, påbud og advarsler. På en væg læses, at ophold af mere end 117 personer i det pågældende rum er farligt og ulovligt. Rummets beskedne størrelse gør den udtryksløse alvor absurd - forstærket ved gentagelse af det meningsløse pedanteri.

”Ingen adgang for uvedkommende” læser vi nederst på en væg ved en dør så lille, at man nærmest skal være en mus for at blive en potentielt uvedkommende.

Mere slagkraft end i den slags pudsigheder er der i en serie store frimærker - i glas naturligvis. ”Alice i Eventyrland” har inspireret til et såkaldt narkofrimærke.

Og der leges med selfies. Havde Napoléon Bonaparte virkelig brug for denne selvspejling? Det havde han måske netop. I hvert fald ser vi, hvordan han med pompøs selvhøjtidelighed retter mobilen mod sig selv. Heller ikke det danske og det britiske kongehus kan nære sig. På andre frimærker er det kulturkanonerne, Britta Madsen og Søren Gøttrup morer sig med og over ved at indstille stegt flæsk med persillesovs, Thorvald Bindesbølls berømte øl-etikette samt Kaj og Andrea til æren.

Udstillingen, den første i en række, Mapping Denmark, der stiller skarpt på udviklingen inden for dansk glas i alle indtil videre tænkelige afskygninger, er fyldt med finurligheder. Nogle af dem skræmmende. Det sidste gælder først og fremmet nogle overdimensionerede badges med udsagn fra en barsk og kompleks virkelighed, hvori både indgår maskingeværer, terrorisme og krigeriske fredshåb.

Man føler, at der bliver meget stille, når man kommer fra Fake til Light Translations. Det er, som om alt i én skal indstilles på en ny måde for at kunne modtage på en meget anderledes frekvens.

De to involverede australske kunstnere, Lisa Cahill og Holly Grace, har begge nære relationer til Danmark og er inspireret af det nordiske landskab, som de forholder sig til i en tydeligt nærværende bevidsthed om deres egen hjemlige tradition. Deres værker et stemningsfulde, men kan samtidig virke indadvendte. Man sættes på sporet af noget gådefyldt dragende, mens man bevæger sig mellem de udstillede objekter. Man føler sig som på opdageslesrejse i et univers af fremmede kloder. Man overbevises om, at de er beboede.

Lisa Cahill tager udgangspunkt i ovenformet glas. Arbejdsprocessen, der for en ukyndig er uigennemskuelig, er ifølge museets formidler, Pia Bittner, denne: Værkerne ”er bygget op af lag på lag af sammensmeltede glasplader, ofte præsenteret som sammensatte vægpaneler, som bearbejdes individuelt gennem lagene ved hjælp af gravering”. Temaerne er de ”evige”: landskaber, hav, himmel og skyer. En tilsat dis eller tåge er med til at skabe en helhed, hvis art er svært definerlig.

Holly Grace arbejder især med blæst glas og skaber forskellige former for beholdere eller cylindere. Hun sandblæser sine motiver, der kan have deres baggrund i fotograferede landskaber - eller det kan være imaginære landskaber bygget op af mønstre og teksturer fra naturen. En stor rolle spiller lyset, der trænger gennem de opstillede objekter og bidrager til stemninger, som lægger op til medleven og personlige fortolkninger. Lang tid kan, ja, må man blive i denne tyste verden - og pludselig opdager man måske, at den er blevet en del af ens egen.

Man tager noget med sig fra udstillingen, som man ikke rigtigt ved, hvad er. Man man må konstatere, at det er en berigelse - som man er taknemmelig over at være blevet skænket. Værkerne er som betroelser.

kultur@k.dk

Britta Madsen og Søren Gøttrups værk ”Badges”. - Foto fra udstillingerne.
Britta Madsen og Søren Gøttrups værk ”Badges”. - Foto fra udstillingerne.
Britta Madsen og Søren Gøttrups ”Frimærke (Kulturkanon: Stegt flæsk med Persillesovs)”. - Foto fra udstillingerne.
Britta Madsen og Søren Gøttrups ”Frimærke (Kulturkanon: Stegt flæsk med Persillesovs)”. - Foto fra udstillingerne.