Glimrende fortælling om en verden af løgne

Jesper Bugge Kolds roman ”Land i datid” er en glimrende fortælling om DDR, familieforhold og de løgne, som diktaturet har bragt med sig

I ”Land i datid” lykkes det Jesper Bugge Kold at gengive gerningsmandens motivation og indre overbevisning.
I ”Land i datid” lykkes det Jesper Bugge Kold at gengive gerningsmandens motivation og indre overbevisning. . Foto: Heidi Lundsgaard.

Jesper Bugge Kolds debutroman ”Vintermænd” fra 2014 var en stor succes. Romanen blev rost af anmeldere, og efter sigende skal romanen, der handler om to brødre, der mod deres vilje bliver del af de nazistiske grusomheder, have opnået en del succes i både Tyskland og USA.

Virkeligt overbevisende er den imidlertid ikke: med sit fokus på de modvillige bødler opretholdt den snarere myten om de ”anstændige gerningsmænd”, der kun imod deres egen overbevisning blev trukket ind i krigens rædsler. Virkeligt klogere på de nazistiske gerningsmænd og deres motivation blev man på denne måde aldrig.

Sammenlignet med debutromanen er Kolds nye roman ”Land i datid” langt mere overbevisende. Den er en stærk og velfungerende beretning om en ung dansker, Andreas, der i 2006 tager til Berlin for at optrevle historien om sin biologiske far, efter at denne, som hovedpersonen aldrig har kendt, er blevet dræbt af en ukendt hjemløs.

Historien, der langsomt åbner sig for Andreas, stiller imidlertid faderen i et andet lys, end hans danske søn havde forventet. Han begynder at forstå, at hans far inden Murens fald var officiel medarbejder i DDR’s hemmelige politi, Stasi, og som sådan havde ansvar for forfølgelse af dissidenter og talrige andre forbrydelser.

På mange måder ligner romanens tilgang altså debutromanens. Også hér forsøger Jesper Bugge Kold at give et indblik i gerningsmænds oplevelser og det verdenssyn, de er præget af – om det så er i den tyske nationalsocialisme eller i DDR. Alligevel adskiller romanerne sig voldsomt fra hinanden.

I ”Land i datid” lykkes det nemlig Bugge Kold, i modsætning til i debutromanen, at gengive gerningsmandens motivation og indre overbevisning. I dele af romanen fortælles Andreas’ fars historie kronologisk fra 1970’erne og frem, og det lykkes forfatteren på overbevisende vis at skabe en form for forståelse for Stasi-officerens tanker og handlinger. Det er stærk læsning, og man ser DDR levende og i alle detaljer genopstået i romanen.

Samtidig kombineres blikket på det tidligere DDR med nutidige overvejelser om arv, ansvar og fortrængninger. Andreas’ egen tilgang til faderen, som han aldrig har kendt, og de dilemmaer, som de historiske afsløringer udløser hos ham, er yderst overbevisende skildret.

I bund og grund forbinder Bugge Kold blikket på Stasi-officeren med en diskussion om arv og miljø: Hvilken rolle spiller et menneskes biologiske ophav, når det er opvokset med andre forældre, delvist uvidende om denne baggrund? Er denne baggrund egentlig relevant? Og hvordan kan man undgå at blive fanget i sine forældres baggrund?

Romanen er velresearchet og indeholder nøje beskrivelser af såvel det nutidige Berlin som det historiske DDR, der på imponerende vis genopstår i romanen. På trods af det af og til lidt uinspirerende sprog, der måske kunne nyde godt af en mere poetisk udtrykskraft, er her tale om en helstøbt, stærk og tankevækkende fortælling.

kultur@k.dk