Vatteret og indbundet i silke! I en montre på Faaborg Museum ligger den markante tyske maler Paula Modersohn-Beckers eksemplarer af J.P. Jacobsens ”Gedichte” og romanen ”Frau Marie Grubbe”. Kunstneren har personligt indbundet bøgerne i gyldent rosa stof og polstret dem, så de giver efter for tryk og tager imod stød.
J.P. Jacobsens bøger er tydeligvis ikke længere ord, der er trykt og forsynet med et omslag. De er transformeret til fetichistiske effekter. For Paula Modersohn-Becker handler J.P. Jacobsen ikke længere alene om læsning, men om berøring. De bløde bøger vidner om, at J.P. Jacobsen ikke udelukkende var en intellektuel oplevelse for hende, men en sanselig affære. J.P. Jacobsens forfatterskab er forvandlet til noget, der mest af alt minder om pikant lingeri!
Paula Modersohn-Becker skriver henført om, hvordan Jacobsens ord ”fremtryller en stemning for sjælen” og beruser alle hendes sanser. At læse romanen ”Niels Lyhne” er som at ”vandre gennem en blomstrende lindeallé i middagsstunden”. Som citaterne demonstrerer, er kunstnerens indlevelse i Jacobsens univers så udtalt, at hun til en vis grad overtager hans sprog og dets rigdom af skønne metaforer.
Sit eksemplar af ”Frau Marie Grubbe” havde Paula Modersohn-Becker fået af sin gode ven, digteren Rainer Maria Rilke, der som en dedikation havde skrevet et digt om Jacobsen på titelbladet. Jacobsen var omkring år 1900 en gigant i den tysktalende del af Europa, hvor en række af de største digtere læste ham og lod sig inspirere: Stefan George, Herman Hesse, Frans Kafka, Thomas Mann, Gottfried Benn og Stefan Zweig. Og Jacobsens bøger udkom på tysk i bibliofile pragtudgaver, der blev erhvervet og dyrket med samme pietet, som Paula Modersohn-Becker tog vare på sine intime eksemplarer af hans bøger. Jacobsen var kult.
Men Jacobsen var ikke alene digternes digter, han var også malernes. Rilke er i den henseende en eksemplarisk figur. Han var selv digter, men arbejdede tværæstetisk og interesserede sig passioneret for billedkunsten og billedkunstnerne, Rodin, Cezanne og Hammershøi blandt andre. Ved siden af Bibelen anså Rilke Jacobsens digte, noveller og romaner som de mest betydende og billedskabende tekster. Det var han ikke ene om.
Den aktuelle udstilling på Faaborg Museum og den tilhørende antologi ”J.P. Jacobsen og kunsten” accentuerer Jacobsens betydning for billedkunsten både i Tyskland og i Danmark. Den er resultatet af den intensive tværfaglige forskning de sidste 30 år og føjer sig til udstillinger om mesterskribenter som ”Selma Lagerlöf och bildkonsten” på Nationalmuseum (1989), ”Dickens and the Artists” på Watts Gallery (2012), ”Edgar Poe: Terror of the Soul” i Morgan Library (2013) og ”Augen auf! Thomas Mann und die bildende Kunst” på Museum Drägerhaus (2014). Jacobsen kan matche alle disse forfattere i betydning og billedkunstnerisk eftervirkning.
På den lille sluttede og – helt i Jacobsens ånd – let nørdede og nærsynede udstilling kan man se enkelte eksempler på både de danske og de tyske kunstneres inspiration fra og fascination af Jacobsens suggestive, drømmende og koloristisk nuancerede univers af ordbilleder. Og dertil Jacobsens helt egne tegninger. Trækpapiret på hans skrivebord sugede et mylder af hans små tegninger til sig. Jacobsen illustrerede så at sige sine egne tanker og ord for at skærpe, ikke alene synet som sans, men også for at befrugte ordene og give dem et både indre og et ydre liv.
Udstillingen viser billedkunstnere, der forholdt sig illustrativt til Jacobsens univers som Kristian Zahrtmann, Kristian Kongstad, August Jerndorff og Gudmund Hentze. Der er en egen historisk ironi i, at Hentzes morbide illustrationer til Jacobsens obskønt og excessivt depraverede fortælling ”Pesten i Bergamo” hører til noget af det mest interessante, der vises i Faaborg. Det var selvsamme Hentze, der i 1907 var ophavsmand til den såkaldte bondemalerstrid, hvor han gjorde op med fynbomalernes træskorealisme.
De fynbomalere, som Faaborg Museum er rejst som sejrrigt monument over! Hentze blev eksileret i kunsthistorien, ja tilmed nazist og derfor helt fortrængt, men hans tegninger til Jacobsens pesthistorie fra 1921 er kongeniale.
På udstillingen kan man også opleve kunstnere som Godfred Christensen og L.A. Ring, der lod sig inspirere af Jacobsens opgør med overleverede trosformer, men frem for alt af hans måde at se på. Især er Ring spændende her, fordi han på den ene side stiller sig malerisk solidarisk med ”Niels Lyhne”s ateistiske oprør og sammenbrud, og på den anden side evner at skildre naturen med hele Jacobsens detailrigdom, koloristiske skarphed med den ”blaaeste himmel” og de overraskende vinkler. Som i Jacobsens novelle ”Mogens” kan Ring finde på at vinkle sit motiv helt nede ”fra et hjørne af hegnet”.
Endelig viser udstillingen nogle af de mange portrætter, der blev skabt i tiden af kultfiguren. Fra ungdomsportrætterne af Jacobsens venner, maleren Axel Viggo Wørmer og billedhuggeren Johannes Takanen, til Ernst Josephson og Axel Helsteds portrætter af den tuberkuløse forfatter, præget af sin sygdom. Billederne lægger alen til epokens dekadent romantiske opfattelse af kunstneren som et uhyre sensibelt, nervøst og sygdomsramt individ, hvis kropslige svækkelse modsvares af den åndelige indsigt, geniets seergave.
Er udstillingen beskeden og biografisk i udgangspunktet, vider den ledsagende antologi perspektivet ud og går i dybden. Anders Ehlers Dam og Jørn Erslev Andersen skriver indsigtsfuldt om de tyske kunstneres inspiration fra Jacobsen. I Tyskland er Jacobsens avantgardeposition knyttet til hans status som en tidlig og original repræsentant for jugend, dekadence og symbolisme. De kunstnere, som tager afsæt i Jacobsens overdådige arabesk-slyngede billedunivers er for det meste symbolist- og jugend-kunstnere, navne som Max Klinger og Alfred Kubin og fra kunstnerkolonien i Worpswede navne som Modersohn-Becker, Otto Heinrich Engel og Heinrich Vogeler. Sidstnævnte tegnede og indrettede sin Villa Barkenhoff som et ekko af Jacobsens lyriske overgroede og vildtvoksende stemningsmaleri.
I Danmark er synet på Jacobsens litterære og kunstneriske placering mere tvetydig. Fra 1870’erne til 1890’erne har forfattere og litterater som Georg og Edvard Brandes, Herman Bang og Johannes Jørgensen blik for Jacobsens originalitet og helt ekstraordinære særposition som både darwinistisk naturvidenskabsmand og poetisk visionær, naturalistisk oprører og symbolistisk dekadent. Det er først efter år 1900, at litteraturhistorikeren Vilhelm Andersen knæsætter Jacobsen som ren naturalistisk forfatter, hvad der har givet mangen en litteraturstuderende problemer, når han eller hun forvildede sig ind i Jacobsens forviklede, fortvivlede og forskrevne tekst-labyrinter, der sætter alt andet end problemer under debat.
Billedkunstnerne dyrkede derimod Jacobsen for det, han kunne. Skabe billeder med ord. Sætte farver på papir, som de satte farver på lærred. Blegrød, mathvid, bronze, perlegrå, purpurblodig, egebrun, blomsterhvid, søgrøn, gyldenmat, løvbrun, mælkehvid, røgrød, ravblond og sherrygylden. Som Anne-gret Heitman skriver i sit fremragende bidrag til ”J.P. Jacobsen og kunsten” er det overdrevent, ja, i enhver henseende overskrevet, alt for meget og mere til med alle disse valører, der i bølgende sætninger og i alle detaljer ornamenterer siderne i hans bøger.
De flyder over med sansninger, ikke for at være realistiske, men for at stimulere, fascinere og pege på sig selv og deres egen pragt. J.P. Jacobsens digte og fortællinger er kunst på kunst – og nærmest kitsch. Det er tekster, der iagttager verden, men også iagttager sig selv, spejlende, fremmedgørende og til alle tider højmoderne. Hele Jacobsens ornamentale farverigdom gør opmærksom på tomheden, den manglende mening og sammenhæng, ja, transcendens.
I Tyskland fangede kunstnerne det slyngede og selvreflekterede hos Jacobsen, i Danmark var det vel kun Zahrtmann, Hentze og Ring, der på hver deres må kunne se, hvor farlig skønheden og alle de røde roser, hvis blade dryssede så generøst ned over siderne i hans bøger, var og kunne være, hvis man så igennem hele denne billedvævning af ord ind til tornene.
kultur@k.dk