En aften i sommeren 1944 mødtes Raoul Wallenberg med Adolf Eichmann over en middag i den mondæne ende af Budapest. Den ene opsat på at redde menneskeliv. Den anden det modsatte.
”Når nazismens nederlag er forudsigeligt, så kan det ikke længere have nogen mening for Dem at fortsætte med at deportere jøder fra byen her,” siger den modige svensker til den kølige topnazist over en pandekage med is.
Sådan forestiller Stig Dalager sig samtalen mellem de to personer i sin roman ”Rejse uden ende” om den svenske diplomat, der tog til Ungarn i foråret 1944 for at redde så mange jøder som muligt. Samtalen er opfundet, men mødet og redningen er historisk fakta. Drømmen var nogle hundrede, resultatet blev mange tusinde jøder. Nogle blev reddet i nærområdet, andre til Schweiz med til situationen udstedte beskyttelsespas.
Dalager ser en tydelig parallel mellem flygtningesituationen i Europa for over 70 år siden og den, vi oplever i dag. Det handler om, hvordan vi behandler folk på flugt fra krig og forfølgelse, og der er det officielle Danmark ikke det bedste eksempel, mener forfatteren, der synes, vi kan lære meget af Wallenberg, der endte sit liv i en sovjetisk fangelejr.
”Historien om denne unge svensker på kun 31 år, der udrettede så ekstraordinært meget for menneskeheden, er med til at uddybe nogle værdier, som også ligger i vores egen baggrund, og som er lige til at finde frem og bruge i den situation, vi befinder os i,” siger Stig Dalager, der har skrevet en række historiske romaner om blandt andre Kierkegaard, H.C. Andersen og Marie Curie.
I hans nye roman skildrer han med faktuel præcision og et fiktivt indre tankeliv Wallenbergs indsats, da han med politisk opbakning fra Sverige og enorme donationer fra USA i krigens sidste år rejste til Budapest bekendt med nazisternes igangværende mord på de europæiske jøder. Turen var kommet til de ungarske jøder, og Eichmann og hans håndlangere var godt i gang med deres ondsindede planer.
Men Wallenberg og hans jødiske ansatte gjorde alt, hvad de kunne for at stoppe de mange deportationer. De udstedte svenske pas til så mange som muligt, drog ud til togstationerne og skændtes med bevæbnede SS-officerer ved de fyldte togvogne, og Wallenberg tog med en kuffert fyldt med sedler og diamanter til skæbnesvangre møder.
”Wallenberg var opdraget med en humanistisk tilgang til verden og havde en idé om at skulle udrette noget på andre menneskers vegne. Han havde en høj moral og var det rigtige sted på det rigtige tidspunkt til at foretage en så omfattende handling. Det er dybt fascinerende at betragte, hvad et enkelt menneske er i stand til. Det er ikke fri fantasi, som man bare kan afvise med rent drømmeri,” siger Stig Dalager, der netop har besøgt det internationale Raoul Wallenberg Institut for Menneskerettigheder i Lund for at fortælle ansatte fra hele verden om, hvad han har lært om svenskeren.
Fra lænestolen i sin lejlighed i det nordvestlige København og en pibe i mundvigen nævner Dalager en udveksling i bogen mellem Wallenberg og en katolsk pater. Svenskeren fortæller, at han ikke er så sikker på, at han har en egentlig gudstro, men at han har en tro på mennesket. Og hvis mennesket er skabt i Guds billede, sagde han videre, så må der være en krystal af kærlighed indbygget i det. Og det er denne krystal, som Dalager også appellerer til i den aktuelle situation, hvor Danmark skal håndtere flygtninge fra hovedsageligt borgerkrigen i Syrien.
”Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, har fat i noget, når hun taler om et værdiernes Europa, som vi definerer i disse år. Hvad nytter det at sidde og vente på en løsning, indtil vi har mistet vores sjæl? Hvad er det for en civilisation, vi gerne vil opbygge? Det handler om grundlæggende værdier, vi orienterer os efter. Vi står i en afgørende historisk situation, der tegner vores fremtid, og håndterer vi det med storsind og empati eller med den danske afvisningsfront, vi ser udspille sig politisk?”, spørger Dalager retorisk og med eget klare svar på spørgsmålet.
”Danmark er overvældet af virkeligheden, siger man, men hvad med den realitet, at vi som danskere og befolkning i Norden har traditioner og værdier i vores historie, som siger noget om, hvad vi også er?”, påpeger Stig Dalager og fortsætter:
”Hvis vi taler om det nationale, så lad os få det hele med og inspireres af folk, vi betragter som store danskere. Niels Bohr havde det internationale udsyn i debatten om våben og a-kraft og stod for en utrættelig indsats i kampen for fred. Så er der forfatterne. Henrik Pontoppidan var dybt bekymret for de fattige og stigmatiseringen af dem, H.C. Andersen var en verdensborger og hentede inspiration fra blandt andet datidens Konstantinopel uden forskrækkelse over for det fremmede. Og så var der Kierkegaard, hvis vigtigste bog handler om næstekærlighed. Han skriver om selvindsigt og om at være selvkritisk på egne fordomme,” siger Dalager.
Han konkluderer, at vi har de bedste forudsætninger for en anden officiel tilgang i flygtningespørgsmålet, men at den stolte tradition for storsind fra vores bedste forfattere og fra egne handlinger bare ikke tillægges stor værdi i det politiske etablissement. Derfor har forfattere og kulturfolk en vigtig rolle i samfundsdebatten, der i hans øjne er renset for en kulturel dimension.
”Og det er så meget desto mere ironisk, som det er det kulturelle indspark, der får folk til at handle, når de bliver gjort opmærksom på de kulturelle værdier, der ligger gemt i vores sprog og tankegang,” siger Stig Dalager.