Hospicesygeplejerske: I Guds lys bliver både livet og døden lettere at bære

”På en måde tror jeg også, at jeg blev et mere rummeligt menneske ved at gå lidt i stykker selv,” ...

”På en måde tror jeg også, at jeg blev et mere rummeligt menneske ved at gå lidt i stykker selv,” siger hospicesygeplerske Kirsten Bühler, der selv havde været igennem en stor personlig krise, inden hun valgte at blive diakon og sygeplejerske for at vise vej til fred for andre. Foto: Leif Tuxen

Det at dø er en meget intim begivenhed, ligesom det er, når man bliver født. Det er også derfor, at elefanter trækker sig væk for at dø i fred
Kirsten Bühler

Som hospicesygeplejerske forsøger Kirsten Bühler at hjælpe folk til en så fredfyldt død som muligt. Men selv kender hun både til frygt og mørke. Som helt ung havde hun slet ikke lyst til at leve, men siden er troen og kunsten blevet hendes styrke

Solen rødmer både over sin opgang og nedgang, morgenen minder om aftenen, og sådan ligner fødsler og dødsfald også hinanden. Man fader ind og ud af livet. Det er i hvert fald hospicesygeplejersken Kirsten Bühlers erfaring.

”Da jeg startede her på Sankt Lukas, forventede jeg en masse eksistentielle samtaler, men det er de færreste døende, der er i stand til dybe samtaler. De fleste døende bliver på et tidspunkt ukontaktbare, ligesom man som regel også først kan få rigtig øjenkontakt med et spædbarn efter nogle uger, men også døende har brug for megen omsorg,” siger Kirsten Bühler, mor til tre, mens hun tænder et lys på et kunstnerisk lystræ i hospicets smukke stillerum som en slags bøn om, at lyset også må nå ind i vores samtale.

”Når folk kommer her, har de jo ofte været igennem et langt, smertefuldt sygdomsforløb for både dem selv og deres pårørende, hvor de har kæmpet mod døden. Men her får de mulighed for at slippe kampen. Og det skal vi hjælpe dem med. Dødsangst har nok fulgt menneskeheden altid. Men mange er mere bange for det, der leder op til døden, med kontroltab og smerte. Men det prøver vi at møde med vores nærvær. Vi har oplevet lidt af hvert, så vi er ikke bange. Det kan folk mærke, og alene det, at vi tør gå ind i dødens rum, gør mange mere rolige,” siger hun og tilføjer:

”Det at dø er en meget intim begivenhed, ligesom det er, når man bliver født. Det er også derfor, at elefanter trækker sig væk for at dø i fred. Men sygehuse er ikke bygget til at give folk fred, men for at behandle folk i en hektisk systemverden med hvide kitler, som jeg heller aldrig selv trivedes i som sygeplejerske. Men vi er til for at give folk ro, fred og lindre deres plagsomme symptomer. Her er en anden rytme med tændte lys og en smukkere udsigt, og det gør, at skuldrene allerede falder ti centimeter, og at de pårørende kan slappe af, fordi vi er til stede her.”

Udenfor i vinterdagens sidste dagslys er de levende lys også tændt i lanterner i et rigtigt træ i Sankt Lukasstiftelsens fredfyldte have i Hellerup nord for København, og over alle dørene er der bogstaveligt talt skrift på væggene med betryggende bibelcitater som ”Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred” fra 4. Mosebog eller ”Frygt ikke, for jeg er med dig, fortvivl ikke, for jeg er din Gud. Jeg styrker dig og hjælper dig, min sejrrige hånd holder dig fast” fra Esajas.

Samme budskab kan man finde ordløst på Arne Haugen Sørensens maleri af et menneske, der går ind i Himlen gennem Guds store hænder, men for Kirsten Bühlers døende patienter er det i første omgange hendes egne varme hænder, der møder dem her på hospicet.

Kirsten Bühlers egentlige titel er palliationssygeplejerske, der har speciale i at lindre patienters smerter og andre plagsomme symptomer. Ordet ”palliation” kommer af det latinske ”pallium”, der betyder kappe, forklarer hun.

”Det synes jeg er smukt. Man lægger en kappe omkring den, der lider. Og det kan man gøre på mange måder, ikke kun gennem medicin, men også gennem ord og ordløs omsorg. Ofte har sygdommen taget så hårdt på patienter, at de kan være svære at komme i kontakt med eller måske ikke længere har ord for, hvordan de har det, men stadig oplever smerte på mange planer. Og der har jeg oplevet, hvordan kunst også kan være en kappe, man kan lægge omkring folk for at styrke dem,” siger hun og peger over mod Adi Holzers glasmalerier, der er med til at give stillerummet et sakramentalt udtryk med en engel i det ene vindue og en due med en olivengren i næbbet i det andet, hvor et lille digt er en del af billedet: ”Når din sjæl er duen, så læg du grenen i dens næb for at den måtte finde sit nye land” står der med reference til både Noahs ark og Grundtvigs Paulus-inspirerede strofe i ”Den signede dag”:

Så rejse vi til vort fædreland,

dér ligger ej dag i dvale,

dér stander en borg så prud og grand

med gammen i gyldne sale;

så frydelig dér til evig tid

med venner i lys vi tale.

Sådan kan Kirsten Bühler citere mange smukke salmer. Det virker faktisk, som om den kunstglade sygeplejerske kan hele Højskolesangbogen og salmebogen udenad. Og danske sange bruger hun også ofte på stedet. Men selv er hun født i grænselandet mellem Danmark og Tyskland. Hun gik på den danske skole i Flensborg. Den sydslesvigske accent følger hende stadig, og det bruger hun ofte aktivt her, hvor accenten gør det nemt for hende at tale med folk om, hvor de kommer fra. Men selvom hun virker som en rolig engel, der ikke kan skræmmes af noget som helst, kender hun selv til frygt og meningsløshed. Og hendes egen rejse til at kunne hjælpe folk så fredfyldt som muligt over grænsen mellem liv og død begyndte, da hun som ganske ung blev troende og så mistede troen på både Gud og livet, inden hun langsomt genvandt begge dele.

Foto: Leif Tuxen

”Biskop Gejl har sagt, at troen er et tomrum, der skriger efter Kristus. Og jeg har nok prøvet at være i det tomrum, hvor jeg ikke kunne se meningen med det hele. I 9. klasse var jeg et år i Japan. Det var enormt berigende, men da jeg kom tilbage til Flensborg og skulle i gymnasiet i en ny klasse, endte jeg med at føle mig meget ensom. Jeg følte ikke, at jeg passede ind. Jeg fik en veninde, der var baptist og tog med mig til møder i kirken. Jeg kom ikke selv fra noget særlig kirkeligt hjem, men nu gik jeg helt ind i frikirkemiljøet. Jeg læste hele Bibelen og sad i frikvartererne og bad sammen med de andre kristne på gymnasiet i et rengøringsrum, vi havde fået tildelt. Det forstærkede nok min mærkelighed over for mine klassekammerater. Men så fik jeg en krise, der var ret slem,” siger hun og tier et øjeblik:

”For mig blev troen en præstationskultur i frikirken, det føltes så udvortes, og jeg syntes ikke, at det holdt. Pludselig så jeg kun hykleriet i kirken, og jeg gik direkte fra halleluja-stemningen i Baptistkirken til at læse de franske eksistensfilosoffers erkendelse af, at livet dybest set er meningsløst. Jeg havde også fransk på højt niveau, og min lærer sagde bekymret, at hun syntes, at det virkede, som om jeg var 50 år i hovedet, men jeg var jo kun ved at blive voksen. 'Jeg hader at se spild,' sagde hun, for hun syntes, at jeg skulle leve livet, og hun syntes, at jeg skulle gå til lægen og blive henvist til en psykolog. Og det gjorde jeg så. For jeg havde slet ikke lyst til at leve. Jeg følte mig alene. Og jeg følte, at livet var meningsløst.”

En nat gik hun alene rundt i Flensborg og så, hvordan alle folk sad og så fjernsyn. Det virkede meningsløst, hvis livet ikke havde mere at byde på end det, så hun gik hjem og skar i sig selv. Med ordet ”Désespoir” skrev hun bogstaveligt talt den franske fortvivlelse ind i sin arm med en kniv i det, der nemt kunne være endt i et selvmord, men hun fik i stedet sin tysklærer til at køre sig til psykiatrisk skadestue, og i et halv år var hun i behandling.

”Jeg havde nået bunden ved at se ned i min egen ensomhed. Det var, som den tyske dramatiker Georg Büch-ner sagde: 'Ethver menneske er en afgrund, man bliver svimmel, når man kigger ned i den'. Sådan havde jeg det også. Jeg tror, at jeg havde tænkt for meget. Jeg havde tænkt over livet i stedet for at leve det. Og så kan det gå hen og blive så stort, at jeg tænkte på livet som en eksamen, som jeg ikke kunne bestå. På en måde var det enorm befrielse at blive indlagt på den lukkede afdeling, hvor der ingen forventninger var til en, og hvor folk heller ikke bar masker. Men det var jo også deres sygdom. Ligesom det er at være på en yderkant her på hospice, var der også en yderkant der. Og på en måde tror jeg også, at jeg blev et mere rummeligt menneske ved at gå lidt i stykker selv. Og sådan sad jeg der på den lukkede afdeling og lyttede til kassettebånd med Bachs kantater, mens livet langsomt vendte tilbage til mig.”

Om sommeren hørte hun om et sommerstævne for Danmarks Kristelige Gymnasiastbevægelse i Tarm, og hun cyklede hele vejen derop fra Flensborg. Og blandt talerne var to Mariadøtre fra Mariagården i Kollund under Haderslev Stift. Og deres jordbundne teologi talte så meget til hende, at hun blev fast gæst på Mariagården de følgende år. Ad mange omveje besluttede hun sig til at læse på Diakonhøjskolen og siden til sygeplejerske.

”Jeg ville også gerne pege på muligheden for at finde fred, ligesom Mariadøtrene havde vist mig vejen. For de stod for en kristentro, der ikke krævede noget af folk, men lagde vægt på, at man ikke behøver at præstere noget for at være Guds elskede barn. Man skulle bare lade sig elske som et nyfødt barn eller som en døende omgivet af kærlighed i stedet for at tro, at man skulle gøre sig fortjent til sin egen frelse og Guds kærlighed. Det var næsten for godt til at være sandt, og jeg går stadig i kirke og læser i Bibelen og salmerne igen og igen for at få det at vide igen og igen. For sådan åbner livet sig pludselig og bliver en stor og smuk gave,” siger hun.

”Den tyske teolog og modstandsmand Dietrich Bon-hoeffer sagde også, at man ikke skulle begynde dagen emsigt med at tænke på alle sine gøremål, men starte med at huske nåden. For hvis man stiller sig i Guds morgenlys fra morgenstunden, bliver resten af dagen farvet af det lys,” siger hun og peger hen mod vinduet, hvor solen er ved at gå ned med et pink vink over Sankt Lukas Stiftelsens have.

Det ligner en solopgang. Og pludselig står det klart, hvorfor Johannes Døbers far, Zakarias, også sammenlignede Jesus med en solopgang i sin profetiske lovsang i Lukas-evangeliet, som mange stadig bruger som morgenbøn eller trøstende ord på hospicet:

”...takket være vor Guds inderlige barmhjertighed,

hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os

for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge,

og lede vore fødder ind på fredens vej.”