Hvad kan vi holde fast i, når alle drømme er dømt til at ende?

Milan Kunderas nye roman er en finurlig og bevægende fortælling om forgængeligheden og andre store spørgsmål

Ligesom i gennembrudsromanen ”Tilværelsens ulidelige lethed” fra 1984 udforsker Milan Kundera også i denne roman såvel glæden som melankolien over en verden, hvor alt er blevet let, betydningsløst og kortvarende.
Ligesom i gennembrudsromanen ”Tilværelsens ulidelige lethed” fra 1984 udforsker Milan Kundera også i denne roman såvel glæden som melankolien over en verden, hvor alt er blevet let, betydningsløst og kortvarende.

Der findes en hel genre, man kan kalde alderdomsprosa. Bøgerne inden for denne genre er typisk skrevet af ældre herrer, der melankolsk beretter om livets forgængelighed, verdens begrænsninger og de afsavn, alderdommen fører med sig. Ofte er disse bøger krydret med samme herrers vemodige blikke på unge kvinder, de ser passere forbi, og som de ikke længere deler den samme erfaringsverden med.

Milan Kunderas nye roman, ”De ubetydeliges fest”, som nu er udkommet på dansk i en velfungerende oversættelse af Lilian Munk Rösing og Birte Dahlgreen, vil umiddelbart kunne læses i denne retning: Romanen handler om fire venner, hvis veje krydses i Luxembourg-haven i Paris, som delvis allerede har oplevet dødens pust i nakken, og som nu reflekterer over livet og dets afgrunde.

Ud af historiens fire hovedpersoner er det især Alain, der repræsenterer alderdomsprosaens kendte helt. Han er en ældre mand, der i denne sidste fase af sit liv netop har undgået en kræftdiagnose. Og som samtidig iagttager verdens forandringer, ikke mindst de nyeste udtryksformer i pigernes mode - at vise deres blottede navle frem - udløser undren i ham.

Han er, som det hedder i romanen, ”betaget, men også forvirret” af denne nye trend, som for ham varsler en helt ny epoke, en ny tidsalder, som han ikke længere forstår meningen i.

Alligevel hæver Kunderas roman sig på fortræffelig vis over denne, ofte ellers ret forudsigelige alderdomsprosa.

I den lille, finurlige roman åbner Kunderas personer snarere for en diskussion af de store spørgsmål om den menneskelige eksistens, dens drømme og dens forgængelighed.

Ligesom i gennembrudsromanen ”Tilværelsens ulidelige lethed” fra 1984 udforsker Kundera også i denne roman såvel glæden som melankolien over en verden, hvor alt er blevet let, betydningsløst og kortvarende.

I ”De ubetydeliges fest” går Kundera på sin vis imidlertid længere end det og spørger, hvad vi kan holde fast i som mennesker, når alle drømme er dømt til at ende.

Svaret i romanen er ligeså melankolsk, som det er opløftende: Det er de små ubetydelige ting i dagligdagen; menneskenes latter, børns leg, der åbner blikket for de eksistentielle ligheder, som præger os alle.

En af hovedpersonerne i romanen forventer sågar en hel ny tidsalder, navlernes tidsalder. Den bliver fremstillet som en gentagelsens tidsalder, en verden, hvor vi ikke længere dyrker ”det individuelle, det uefterlignelige”, men derimod den eksistentielle lighed, vi alle deles om. Navlerne, udtrykkes det i romanen, er alle ens.

Kunderas velkomponerede roman peger på dagligdagens glæder midt i verdens store forgængelighed. På navlernes lighed, børns latter, og den store teaterforestilling, som livet i sidste ende også er.

Den 86-år gamle Kunderas roman er både opløftende og melankolsk på samme tid - og god læsning, ikke mindst.

kultur@k.dk