I Randers har de fået en hel bydel til at læse

12 danske kommuner har det seneste år kæmpet om at blive Danmarks bedste læsekommune. Kulturstyrelsen offentliggør i dag, at Randers er vinderen

Beboerne i Nordbyen i Randers har i det forløbne år kunnet se bøger og opleve skønlitteratur mange steder i deres nærområde. Med projekt ”Nordbyen læser” er Randers udnævnt til Danmarks bedste læsekommune.
Beboerne i Nordbyen i Randers har i det forløbne år kunnet se bøger og opleve skønlitteratur mange steder i deres nærområde. Med projekt ”Nordbyen læser” er Randers udnævnt til Danmarks bedste læsekommune. . Foto: Randers Kommune.

Bøger i vaskekælderen, ved busstoppestedet og hængende ned fra træer, fortællinger som dessert ved fællesspisningen og cyklende bibliotekarer. Det er nogle af de måder, litteraturen har været synlig på i bydelen Nordbyen i Randers i det forgangne år. En synlighed, der har skabt nye fællesskaber og givet flere beboere i området lyst til at læse eller lytte til skønlitteratur.

”Nordbyen læser” hedder projektet, der når sin foreløbige kulmination i dag, hvor en dommerkomité nedsat af Kulturstyrelsen har udnævnt Randers til Danmarks bedste læsekommune.

”Formålet har været at få mennesker, der ikke læser så meget, til at interessere sig for litteratur. Den mission er lykkedes i Randers, hvor man ikke bare er gået op på det højeste bjerg, men også har taget de tungeste sten med sig i form af god litteratur,” siger Kåre Vedding Poulsen, der er redaktionschef i DR og et af de fem medlemmer af dommerkomitéen.

Nordbyen er et socialt udsat boligområde, hvor mere end halvdelen af beboerne står uden for arbejdsmarkedet, og hvor 40 procent har en anden etnisk baggrund end dansk. Bydelen er på mange måder velfungerende med fritidstilbud til beboerne, men på Randers Bibliotek har man konstateret, at der ikke kommer mange boglånere fra området. I forbindelse med Kulturstyrelsens ”Danmark læser”-kampagne besluttede kommunen derfor at lave et projekt i bydelen.

”Vi har flyttet nogle af vores aktiviteter ud i området og ladet beboerne møde litteraturformidling på uventede steder. Men det vigtigste er nok, at vi har fundet samarbejdspartnere i lokalrådet, som har været med til at føre idéerne ud i livet,” fortæller Lene Byrialsen, bibliotekschef i Randers Kommune.

En af de samarbejdspartnere er Sonja Björg Gudnadottir, der er såkaldt boligsocial medarbejder i områdets boligforening. Hun har registreret, at biblioteket og bøgerne ikke bare har flyttet sig geografisk for beboerne, men i høj grad også mentalt.

”Litteratur er kommet på dagsordenen her. Der er opstået nye fællesskaber via læseklubber. Eksempelvis har den lokale Sankt Andreas Kirke etableret en læseklub, ligesom der er opstået et læsefællesskab blandt en gruppe beboere, der forener det med at hygge sig med kagespisning. Der har været stor interesse for at få del i de omkring 1000 bøger, der er blevet uddelt i løbet af året. Mange beholder bøgerne, men der er også mange, der lægger dem tilbage, når de er læst, og på den måde er de kommet langt omkring,” siger hun.

Sonja Björg Gudnadottir har også kendskab til enlige og ældre beboere, der har fået fornyet livskvalitet ved at læse skønlitteratur.

”En ældre svagtseende mand har eksempelvis opdaget, at der findes lydbøger og har fået stor glæde ud af det,” fortæller hun.

Danmarks bedste læsekommune fejres officielt ved et arrangement i Nordre Fælled i Randers den 30. maj, hvor kulturminister Marianne Jelved (R) overrækker et diplom, der er det synlige bevis på den ærefulde titel.

”Noget af det fantastiske ved at læse en bog er de efterfølgende samtaler, hvor vi hører hinandens tanker og refleksioner. Det styrker vores forståelse for hinanden og skaber på den måde fællesskaber. I Randers har fællesskabet omkring læsningen været i centrum, og derfor er jeg glad for at kunne sige tillykke med titlen som Danmarks bedste læsekommune,” siger hun.