I skiftende filmiske verdener

Ingrid Bergman blev Sveriges største filmstjerne. Ny dokumentar tegner i anledning af 100-året for hendes fødsel et følsomt portræt af en ambitiøs kvinde, som ville ud i verden

Ingrid Bergman, som ifølge den nye dokumentarfilm "Jeg er Ingrid" elskede film mere end livet.
Ingrid Bergman, som ifølge den nye dokumentarfilm "Jeg er Ingrid" elskede film mere end livet.

På lørdag den 29. august ville Ingrid Bergman være fyldt 100 år. I den anledning har den svenske filminstruktør Stig Björkman lavet en dokumentar om den atletiske og smukt skabte kvinde, der blev Sveriges største filmstjerne ved siden af Greta Garbo.

Men hvor Greta Garbo var den mørke, melankolske og mystiske kvinde, var den langlemmede Ingrid Bergman med det vidunderlige smil indbegrebet af lyse nordiske nætter og mild hengivenhed. At det bag de mange roller, som den syvdobbelt nominerede og tre gange Oscar-vindende Ingrid Bergman spillede, forholdt sig anderledes, viser Stig Björkmans dokumentar fra begyndelsen.

Ingrid Bergman mistede sin mor, da hun var tre år, og sin elskede far, da hun var 12. Det er filmens påstand, at hun aldrig kom sig over tabet. Livet igennem forsøgte hun at overkomme smerten med sin ukuelige optimisme og sit levende væsen. Når hun poserede foran kameraet, var det ikke for alverdens biografgængere, men for faderen i sin himmel.

Ingrid Bergman var rodløs og evig rejsende. Hun blev født på Östermalm i Stockholm, og den generte pige vidste tidligt, at den eneste måde, hun kunne kommunikere med andre på, var ved at optræde for dem. Så var der et filter mellem hende og de andre mennesker. Det skulle imidlertid ikke bare være det filter, der var mellem scenekanten og publikum.

Hun blev skuespillerelev på Dramaten, men hvad andre ville have givet deres højre arm for, forlod hun i utide for at indspille film i stedet. Den svenske instruktør Gustav Molander skaffede hende til Hollywood, hvor hun på rekordtid manifesterede sig som den helt store stjerne - tænk på Michael Curtis' ”Cassablanca” fra 1942. Vi er alle Sam, der fra hendes bløde læber gerne vil høre: ”Play it again”.

Ingrid Bergman boede og arbejdede i Sverige, USA, Italien, Frankrig og England. I Stig Björkmans biografiske portræt er der tidligt et klip fra et amerikansk talkshow, hvor Ingrid Bergman bliver spurgt, om hun ikke er rodløs. Jo, svarer hun helt uden fortrydelse, ”jeg elsker friheden i at flytte mig. Det er det, som holder mig i gang”. Hun var ikke for fastholdere, og hendes ambition gik forud for alt andet i livet.

Stig Björkman følger Ingrid Bergman igennem hendes egne private smalfilmsoptagelser - hun var ikke for ingenting datter af en fotograf. Dertil talrige arkivklip og tv-optagelser samt en række aktuelle interviews med hendes fire børn og et par af de skuespillere, som fortsat lever, og som hun kom tæt på: Liv Ullman og Sigourney Weaver.

Vi hører om hendes skiftende ægtemænd og elskere - blandt andre fotografen Robert Capa - og om hendes konflikter med det moralske Hollywood, der en årrække eksilerede hende. Lidt den samme historie som med Charlie Chaplin. Klippene fra hendes mange berømte filmindspilninger bruges til at understrege glæder og sorger i hendes liv - som om alle spillefilmene handlede om hende selv i sidste ende!

Det er naturligvis et fortælleteknisk greb, men det fungerer fint, selvom man godt kunne have ønsket et klarere fokus på kunstneren Ingrid Bergman. Hvad var hendes metode? Hvad var hendes særlige talent? Hendes udstråling er jo indlysende, ikke mindst i de sort-hvide softtonede filmklassikere, hvor hun er dårende skøn at skue; men hvad var der inden i hende, så at sige.

De mange og lange interviews med hendes børn Isabella, Roberto og Ingrid Rossellini lægger ikke meget andet til end sympatiske banaliteter. Man skal ligesom se igennem, hvad de siger, og i stedet se på, hvordan de ser ud, når de siger det, for at mærke smerte og mulige svigt. Ikke mindst den ældste datter fra første ægteskab, Pia Lindström, er (ufrivilligt) givende i så henseende. Da den ene berømte Bergman mødte den anden berømte Bergman, nemlig Ingmar, indspillede de sammen som det sidste i hendes filmkarriere ”Høstsonaten” i 1978. Her fokuserede Ingmar Bergman netop på forholdet mellem mor og datter - og som altid, traumatisk.

Stig Björkman er rutineret og dygtig, og ”Jeg er Ingrid” er et sympatisk, solidarisk og stedvis lettere sentimentalt portræt af en stjerne, hvis ulmende lys aldrig vil slukkes.

Ingrid Bergman elskede film mere end livet, hævdes det et sted undervejs. Det er således i hendes ånd, at der nu er lavet en film om hende, der kan supplere de skrevne biografier, as time goes by. I de aktuelle optagelser har selveste Eva Dahlgren stået bag kameraet, ligesom hun synger dokumentarens smukke elegiske slutsang. Så bliv endelig siddende i biografen, når filmen klinger ud. For det gør den smukt.

kultur@k.dk