En ung kvinde bliver fundet myrdet, liggende i det røde mudder i Sowetos fattige, sorte kvarterer. Det er indledningsscenen i en ny dansk krimi, der allerede fra begyndelsen får godt fat i sin læser, skrevet stilsikkert, som den er, af Louis Klostergaard, der har sydafrikansk baggrund.
Hans hovedperson er privatdetektiven Pieter Martin, en ældre, sort mand med en fortid inden for politiet under apartheidstyret, hvilket fik folk fra hans eget miljø i Soweto til at kigge skævt til ham.
I dag ejer han et lille detektivbureau i Johannesburg og er en ensom, desillusioneret, selvironisk mand med hang til whisky. Man skal ikke langt ind i romanen, før portrættet af ham står skarpt og leder tankerne hen på for eksempel hovedpersonen i Dan Turèlls Mord-serie og Raymond Chandlers noir-roman om Philip Marlowe.
Ligesom dér hvirvles Klostergaards detektiv ind i en sag, der viser sig at afsløre samfundets mest depraverede sider. En dag får han besøg af en tv-kendis, Andrea Barret, som engagerer ham til at finde sin forsvundne datter. Familien tilhører Johannesburgs pengestærke, hvide overklasse, ægtemanden er involveret i ejendomsbyggeri, og datteren går på universitetet.
Pieter Martin begynder sin ensomme efterforskning, der i første omgang fører ham til datterens universitetsmiljø. Det viser sig, at hun inden sin forsvinden var gået i gang med et forskningsprojekt om bosætningspolitik over for sorte befolkningsgrupper. Meget tyder på, at hun havde fundet ud af hemmeligheder, hvis afsløring kan blive farlig for prominente personer og derfor også hende selv.
Martins undersøgelser leder ham til politiets rapporter om tidligere forbrydelser, og de viser sig at være bemærkelsesværdigt hullede. Flere af de personer, han taler med, bliver efterfølgende myrdet, Martins eget liv kommer i fare, og han står over for modstandere, der tilsyneladende kender hans næste skridt.
Efterhånden føres vi ind i en jungle af ulovligheder, der har tråde tilbage til apartheidtiden og dens netværk af politifolk, erhvervsledere og politikere. Her var fusk med ejendomshandel, kidnapninger og mord på programmet, alt sammen racistisk funderet, så det forstærkede udnyttelsen af de sorte og den hvide overklasses privilegier.
En pointe i romanen er, at kriminaliteten med baggrund i den hvide magtkoncentration ikke er forsvundet trods apartheidsystemets afskaffelse. Forsoningsprocessen, som havde til formål at være konfliktløsende og skabe grobund for et nyt samfundssystem uden raceskel, førte også til hvidvaskning af et væld af ulovligheder og de personer, der stod bag, og som derfor stadig kan bedrive kriminalitet.
Stillet over for disse uigennemskuelige, magtfulde netværk af anerkendte samfundsborgere med lyssky tilbøjeligheder forstærkes Pieter Martins desillusionerede holdning, både til egne evner og til systemet.
Og læseren føler med ham, troværdig, som han er, fordi forfatteren har gjort ham til et sympatisk menneske på godt og ondt og samtidig en spejling af et samfundssystem med store problemer. Det er overbevisende gjort af en debutant, som også med stor indsigt har skrevet nye, fremmedartede miljøer ind i dansk krimi.