Den store interesse for tv-serien ”Downton Abbey” lover godt for introduktionen af den engelske forfatter Edward St Aubyn på dansk. Også han skildrer det britiske aristokrati og livet mellem herskab og tjenestefolk i den anerkendte Patrick Melrose-serie på fem bind, hvoraf de første tre udkommer i Danmark i næste uge.
Men hvor ”Downton Abbey” viser den gamle, traditionsbundne verden som en drøm, formidler Edward St Aubyn den som et mareridt. Hos ham er vi ikke i selskab med godmodige jordbesiddere med brede, konservative skuldre, der bærer de tungeste byrder, men med sadistiske snobber fra en dekadent og selvoptaget overklasse.
I centrum af fortrædelighederne står David Melrose, den gamle patriark, hvis ugerninger seriens hovedperson, Patrick, skal bruge en betragtelig del af sit liv og mange af seriens virtuost skrevne sider på at komme overens med.
Amoral og ondskab i det britiske aristokrati - hvorfor dog læse om dét, når vi har så mange hyggelige skildringer af ”Upstairs and Downstairs”-miljøet, kan man skeptisk spørge.
Edward St Aubyn har svar på rede hånd, da han smilende lukker døren op til lejligheden her i det hyggelige og mondæne Holland Park i den vestlige del af London.
”Mine romaner er befolket af forfængelige snobber, det er sandt. Men på netop sådan en baggrund står hovedpersonen Patricks længsel efter en mere sand og autentisk verden desto tydeligere frem,” fortæller St Aubyn.
Han klæder sig med skødesløs elegance og taler med en stemme, man nok ville kalde på kanten af det affekterede, hvis ikke den var så rig på forskellige registre og suppleret af mange generøse smil og interesserede modspørgsmål. St Aubyn er som sin hovedperson af adelig slægt, med en stamtavle der går tilbage til normannerne, men han har brudt med familieværdierne ved at kaste sig over noget så - for en adelig - vulgært som simpelt lønarbejde med høj produktivitet.
Syv romaner er det foreløbig blevet til, og han arbejder for tiden på sin ottende. St Aubyns berømmelse og Bookerpris-nomineringer skyldes de fem Patrick Melrose-romaner, der er hyldet af et enigt anmelderkorps i hele den engelsktalende verden som arvtageren til Oscar Wildes og Evelyn Waughs værker. Ja, enkelte mener, at vi skal tilbage til Henry James omkring århundredeskiftet for at finde så god en stilist på engelsk.
St Aubyn fortæller, at arbejdet med de selvbiografiske Patrick Melrose-romaner er at sammenligne med en udgravning:
”Der findes to slags skrivekunst. Den ene type er som en udgravning, hvor man graver sig længere ned for at lære mere om en måske skræmmende sandhed. Den anden type er som en bygningskonstruktion, hvor man skaber sin tekst baseret på observationer af verden. Udgravningen er langt den sværeste. Ikke blot er den teknisk svær, ligesom 'konstruktions-modellen' kan være det, men den er også mere følelsesmæssigt udmattende. Man blotlægger noget, som man samtidig gerne vil holde skjult. Det skaber en stor spænding i arbejdet.”
Med denne dobbeltbevægelse mellem at afsløre og skjule hentyder St Aubyn blandt andet til det faktum, at han som barn blev misbrugt seksuelt af sin far.
I første bind af Melrose-bøgerne, ”Glem det”, skildres en voldtægt på familiens landsted i Frankrig, set fra den femårige Patricks synsvinkel. Og i tredje bind, ”En smule håb”, samler den nu voksne Patrick omsider mod til at fortælle en ven, hvad der overgik ham som barn. Noget, som Patrick Melrose/Edward St Aubyn helst vil holde skjult, kommer frem gennem det udgravningsarbejde, som romanerne er.
Et centralt ord i dette tredje bind er nåde. Patrick har levet sin ungdom i dekadent og ulykkelig narkotikaafhængighed og er ved tredje bind så træt af at hænge fast i fortiden og faderens forbrydelse, at han åbner sig for“ ja, for hvad?
”Patrick længes efter tilgivelse,” siger St Aubyn og retter sig op i lænestolen:
”Ikke efter at han selv skal tilgives, men efter muligheden for at kunne tilgive sin far. Han har oplevet en barndom med straf og perversion og udvikler siden det, som man i psykoanalysen kalder at identificere sig med aggressoren. Han bliver som den, der forfølger ham. Han bliver som sin far. Der er så megen hårdhed i hans barndom og i hans afhængighed, at han skriger på nåde. Alle fem bøger er drevet af spørgsmålet om, hvor meget vi selv kan vælge, hvor meget fortiden bestemmer over os, og hvordan vi opnår frihed og rum til at manøvrere i.”
Hvad er frihed for Patrick - og for dig?
”Frihed er at kunne rette sin opmærksomhed, hvorhen man vil, i stedet for at bevidstheden hele tiden bliver stjålet af minder, afhængighed, frygt. Eller overspringshandlinger. Det, der driver mine bøger frem, er denne søgen efter tilgivelse, frihed og empati. Og Patrick længes efter noget, der ikke er hårdt og fordømmende, en verden, hvor det ikke handler om at nedgøre andre.”
St Aybun er selv far til to og tøver ikke med at udlede råd til børneopdragelse baseret på arbejdet med romanerne:
”Jeg tror, at der er tre modeller for børneopdragelse, og kun den sidste er værd at stræbe efter. I den første model gør man mod sine børn, hvad man selv hadede som barn. Det er en overraskende populær strategi, men den er primitiv og nem at undgå.”
”Den anden model er en anelse mere raffineret. Her gør man alt det modsatte af, hvad man selv lærte, ud fra en idé om, at det modsatte af ondt må være godt. Men det er også forkert. Hvorfor løsrive al opdragelse fra, hvad man selv har lært?”.
”Så tredje model er den bedste. Her er der hverken gentagelse eller reaktion, men en blanding og en opmærksomhed på det enkelte barns talenter, som undertiden skal have lov at udvikle sig i fred.”
”Men vi lever i en tid, der er det modsatte af den verden, jeg beskriver i mine bøger. Patrick havde ingen lykkelig barndom, bestemt ikke, men han havde megen tid for sig selv. Verden var for ham et hemmelighedsfuldt og spændende sted. Det har vi glemt værdien af i dag,” siger St Aubyn.
Han beklager i samme åndedrag eksplosionen af diagnoser og opkomsten af mange nye psykiske lidelser. Han mener, at vi overfokuserer på det antageligt unikke ved det enkelte barn:
”Der er en ny fare i tiden, hvor børn bliver for godt eller for meget forstået. Forældre falder over sig selv for at lade børnene vide, at forældre forstår alt. Men det gør vi jo ikke, og det rum, hvor børn har mulighed for selv at opnå forståelse og erkendelse, er indskrænket.”
”Samtidig er generationskløften overvundet, så voksne og børn nu er venner og på lige fod med hinanden; går til koncerter sammen og klæder sig på samme måde. Hvordan skal den voksne verden kunne blive attraktiv, hvis den hele tiden er tilgængelig for børnene? Jeg er bekymret for, at vi ødelægger den nødvendige individuationsproces, hvor barnet gør oprør mod sine antageligt monstrøse forældre. For hvorfor skulle man forlade sit hjem, hvis hjemmet er der, hvor man altid bliver forstået og lovprist?”.
St Aubyn filosoferer lidt videre over, at det måske endda ender med en litterær krise, for hvordan skrive ”hjem-ude-hjemme igen”-romaner efter tysk bildungsroman-forbillede, når børne- og voksenverdenen går i ét?
Inden han når så langt, medgiver han dog, at der fortsat nok skal blive skrevet romaner, også i fremtiden. Den pessimistiske prognose fra kolleger som Salman Rushdie og Philip Roth, der frygter for skrivekunstens fremtid i en digitaliseret verden, giver han ikke så meget for.
”Romanen er den frieste kunstform, man kan tænke sig. Den kan udvide sig, indoptage alt, være en bastard og se ud på måder, som vi slet ikke kan forestille os nu. At fortælle historier med en tidsmæssig udvikling om den menneskelige eksistens går aldrig af mode.”
Serieformen i litteraturen går nok heller aldrig af mode. Fra barndommens Jan- og Puk-bøger til nutidens fantasybølge har bøger i serier været uendeligt attraktive for både læsere og forfattere.
St Aubyns amerikanske kolleger John Updike og Philip Roth har begge skrevet nu klassiske seriebøger med en tilbagevendende hovedperson i henholdsvis Rabbit-bøgerne og Zuckerman-serien. Hvornår vidste han selv, at den første Melrose-roman ville udvikle sig til en serie?
”Jeg vidste fra begyndelsen, at jeg ville skrive en trilogi. Den skulle rumme først en krise, så konsekvenser af krisen og endelig en form for løsning på krisen. Efter de tre bind skrev jeg en roman om noget helt andet, men så vendte Patrick tilbage til mig. Det at skrive er en forhandling mellem ens bevidsthed, det man ved, og det ubevidste, alt det man ikke ved, og sidstnævnte trak mig atter i retning af Patrick og det, der blev til fjerde bind, 'Mother's Milk'.”
Denne roman og den sidste i serien, ”At last”, udkommer på dansk til efteråret. Med hele serien får vi en moderne litterær milepæl på dansk, en serie, der står på hylderne i alle boghandlerne herovre, og som man trods de tunge emner stryger igennem. Og så er det hele heller ikke tungere end som så, forsikrer St Aubyn:
”Jeg vil gerne vise, at verden både er rædselsfuld og hjerteskærende smuk. At nåden har en plads. Patrick erkender jo gradvist, at også hans egen fars liv til en vis grad er fastlagt af generationen før ham. Hvad end vi gør, påvirker vi hinanden. Og i det store perspektiv er det nok trods alt bedre at have haft Patricks barndom i anden halvdel af det 20. århundrede end at være barn i eksempelvis 1600-tallet, hvor absolut ingen ville tage notits af en trist barndom,” ler St Aubyn.