Ulf Peter Hallberg: Det store Tivoli. Oversat af Anne Marie Tetevide. 370 sider. 298 kroner. Batzer og co.
I kraft af en voldsom ekspansion ud over voldene forvandlede København sig i sidste halvdel af 1800-tallet til en moderne metropol med boulevarder, gasblus og magasiner med et glitrende udbud af varer. Dertil kom et viltert forlystelsesliv med teatre, caféer og restauranter, hvor byens nye typer flanøren og demimonden færdedes. Man mødtes på Bernina, A Porta og Wivels i de arabesklignende tåger fra store cigarer og i en rus fra opium og absint.
Og i kraft af Nordens førende kritiker og litterat Georg Brandes forvandlede København sig tillige til en radikal intellektuel og kunstnerisk smeltedigel, hvor nogle af de vigtigste kulturpolitiske, kønspolitiske og filosofiske diskussioner foregik. Nordiske kunstnere og forfattere opfattede København som ”Nordens Paris” og flokkedes i byen, der både geografisk og mentalt blev en slags port til Europa. Flere fik deres litterære gennembrud i byen, Knut Hamsun, Selma Lagerlöf - og August Strindberg, der skrev så væsentlige værker som romanen ”En dåres forsvarstale” og dramaet ”Frøken Julie” under sit ophold i København og nærmeste omegn i 1887-88.
Strindbergs københavner-år er der gennem tiden skrevet rigtig meget om. Allerede i 1940'erne udkom litteraten Harry Jacobsens banebrydende trilogi om Strindberg i 1880'ernes København, hvor han påviste den nære forbindelse mellem Strindbergs levede liv i byen og hans litterære produktion og selviscenesættelse. Bøgerne har dannet grundlag for de seneste årtiers forskning i Strindberg og det moderne gennembrud. Det er forskningsmæssigt et gennemskrevet kapitel i litteraturhistorien.
Og hvad gør man så, hvis man vil genfortælle den inciterende og altid underholdende historie? Den svenske litterat og forfatter Ulf Peter Hallberg har valgt at spejle historien i Tivolis daværende panoptikon, så den kan ses fra flere sider og mangedobles. Hans roman, der har fået den danske titel ”Det store Tivoli”, er en drømmende blanding af fakta og fiktion. Romanen er ikke plotstyret, men snarere en række tableauer, hvor et mylder af epokens centrale skikkelser optræder og gestaltes. Eller måske udgøres romanen snarere af en række passager igennem Københavns arkitektur og topografi - Ulf Peter Hallberg kan sin Walter Benjamin - men også passager ned igennem århundredet, så der skabes en forbindelse mellem fortid og nutid.
Romanens komposition er sindrig og fragmenteret, måske også for sindrig, når forfatteren både skal fortælle om sit eget aktuelle forsøg på at få greb om historien, sin slægts veneration for København omkring sekelskiftet 1900, og så titanen Strindbergs bersærkergang på den københavnske scene. For at bære vidnesbyrd forsyner han Strindberg med en slags skyggevæsen, litteraten Knud Wiisby, der er en observant iagttager af tidens personer og intriger.
Ja, Knud Wiisby bliver i romanen en slags ”go between” mellem den centrale aktør Strindberg, den svenske forfatter Victoria Benedictsson, der jo fik et tragisk endeligt i København, og endelig brødrene Edvard og Georg Brandes. Edvard Brandes hyrer ligefrem Knud Wiisby som en slags spion, der skal holde vågent øje med, hvad varylen Strindberg nu kan finde på, og om han udgør en trussel mod Brandes-brødrenes frigørelses- og magtstrategier.
Ulf Peter Hallberg er bedst i de indlevede skildringer af Strindberg og Victoria Benedictsson. Han kan i romanens fineste øjeblikke virkelig levendegøre og dramatisere epoken, så den fremtræder elektrificerende. Ikke mindst skildringen af Victoria Benedictssons håbløse forelskelses- og underkastelsesrite i forhold til Georg Brandes rummer bevægende og psykologisk prægnante iagttagelser. Ulf Peter Hallberg er hård ved Brandes-brødrenes forfængelighed og selviske eros, og han anskuer præcist Georg Brandes' berømte Nietzsche-forelæsninger ved Københavns Universitet som én stor selvspejling.
Præcis er romanen også i skildringen af Strindbergs temperament, idiosynkrasier og gnistrende herlige paranoia. Forfatteren kan ikke andet end få noget fornøjeligt ud af Strindbergs tabernakel i den forfaldne villa Skovlyst i Virum, hvor der virkelig går ting og sager i svang. Her lever romanen og tiden op og blusser som ild og fryser som is. Men romanens komplicerede fortællestruktur er ikke altid befordrende for dens fremdrift og spænding, og selvom Ulf Peter Hallberg er godt indlæst i tiden, er der også nogle mindre fejl, som ikke er reddet i oversættelsen. Christiansborg Slots profil lod sig ikke se fra Højbro Plads i 1888, jo, men i så fald var den sodsværtet, for slottet brændte i 1884, og i Holte er der ikke nogen strandvej, men højst en søpromenade.
Men som en serie tidsbilleder og spejlinger, hvor illusioner brydes med virkeligheden, er ”Det store Tivoli” både talentfuld og lidenskabeligt engageret.