På underarmen har Nicolo Donato en tatovering af sin farfar, og med filmen ”Fuglene over sundet” ærer den danske filminstruktør igen manden på armen med navnet N.B. Ferdinandsen.
Han var ikke Donatos rigtige farfar, men en pap-farfar, der ændrede en drengs liv som ingen anden, fortæller instruktøren, der husker især en sætning, han aldrig vil glemme:
”’Man skal altid huske at se folk i øjenhøjde, når de ligger ned,’ sagde han til mig.”
Med den livsfilosofi hjalp bådbyggeren i Gilleleje mange danske jøder over Øresund, da nazisterne ville arrestere dem i oktober 1943 og de efterfølgende år.
Men det var ikke alle med en båd i havnebyer som Gilleleje, der reddede jøderne ud fra en rendyrket anstændighed, som en læge i ”Fuglene over sundet” på et tidspunkt siger efter at have hjulpet en jødisk familie på flugt:
”Det er ikke noget at takke for. Det er ren anstændighed.”
Andre danskere som taxachaffører, fiskere og andre hjælpere tog store summer for at sejle jøder i sikkerhed – ifølge historikere cirka 1000 kroner pr. næse, svarende til 20.000 kroner i dag.
Historikere anslår, at hele redningen af knap 8000 mennesker i efteråret 1943 kostede flygtningene et beløb svarende til 250 millioner kroner i nutidens penge.
”For jøderne handlede det om liv eller død. Mange jøder blev reddet, men det var meget få danskere, der hjalp uden at ville have noget igen,” siger Nicolo Donato.
Filmen er ikke en sand historie, men inspireret af virkelige hændelser med udgangspunkt i farfaderens indsats og tilgang til livet. Farfaderens er repræsenteret som den anstændige redningsmand spillet af Jakob Cedergren, der viser både barmhjertighed og styrke, når det virkelig gælder og det tyske sikkerhedspoliti er på trapperne.
”Han mødte andre mennesker i øjenhøjde og hjalp folk i nød uanset, hvem de var. Han fortalte ikke meget om krigen, men han sagde ofte til mig, at jeg skulle huske jødepengene.”
”Fuglene over sundet” er den tredje danske spillefilm om redningen siden ”Oktoberdage” fra 1970 og ”En dag i oktober” fra 1991 instrueret af Kenneth Madsen.
Nicolo Donatos vil vise alle facetter af aktionen, både de medmenneskelige og de mindre flatterende sider.
”Der er blevet talt og skrevet meget om det, men løgnene og hemmelighederne findes stadig. Og det går mig meget på. For så sidder vi jo stadig fast i fortiden. Fortællingen om redningen er alt for glorificeret og unuanceret. Det er derfor, jeg har lavet filmen,” siger instruktøren.
At mange sidder fast i fortidens, og ikke mindst Anden Verdenskrigs, traumer blev tydeligt for ham, da han viste sin forrige film, ”Broderskab” om homoseksuelle blandt nynazister, i Tyskland, hvor han blev beskyldt for selv at være nazist.
”Jeg har meget medlidenhed med de nye generationer af tyskere, der stadig lever i skyggen af Hitler og ikke er i stand til at hvile i det. Man må respektere, at det, der skete, skete, og så lade det dø. På samme måde håber jeg, at min film er med til at rense lidt ud i de danske følelser omkring den heroiske redning. Det har overrasket mig, hvor betændt emnet er, men nu skal det bare frem,” siger Nicolo Donato.
En central begivenhed fra virkeligheden er anholdelsen af omkring 80 jødiske flygtninge på loftet af kirken i Gilleleje, hvor pastor Hans Kjeldgaard Jensen viste medmenneskelighed med udgangspunkt i det berømte hyrdebrev fra biskoppen.
”Han var overbevist om, at Gud ville hjælpe jøderne. Og han ville gøre det rigtige, men endte med at måtte låse døren op, så jøderne kunne blive anholdt. Og det prægede ham meget,” siger Nicolo Donato og fortsætter:
”Folk handlede jo meget forskelligt og med forskellige udgangspunkter. Jøder stjal fra hinanden for at overleve, og tyske soldater lod jøder slippe, mens danske nazister fangede jødiske medborgere.”
”Meget af det er ulogisk for mig. Jeg ville elske at lave en film om den gode nazist. For det handler ikke om svastika’et eller nazisme. Det handler om mennesker. Vi kan være det værste overhovedet. Men ingen er født onde. Vi er i udgangspunktet ligeværdige og lærer vores adfærd af vores omgivelser og forældre. Men alle har to øjne, to ører og hår på hovedet. Og så bløder vi rødt uanset hudfarve. Gud har gjort én stor ting ved at give os samme farve indvendigt. Det huskede min farfar mig på, da jeg var ung og lavede ballade og var voldelig,” siger instruktøren, der har italienske rødder.
Han blev dybt berørt over, at filmen blev færdig på et tidspunkt, hvor der igen er flygtninge i Danmark på vej til Sverige.
”Netop som vi sad og klippede filmen, var der billeder på tv af flygtninge på danske landeveje. Det var vildt. Filmen blev uhyggeligt aktuel. Og igen bliver vi mindet om, at vi skal behandle hinanden ordentligt,” siger Nicolo Donato og peger på tatoveringen på armen.