Ulrik Høy: Høy på ord. 70 perler og platugler. Udvalgt af Arne Hardis, Hans Mortens og Poul Pilgaard Johnsen. 200 sider. 149,95 kroner. Forlaget Bianco Luno.
Forleden fyldte Ulrik Høy, tidligere kulturredaktør og tidligere skribent på Week-endavisen, 70 år, og i den anledning er der udkommet et udvalg af hans klummer og artikler gennem årene, udvalgt af hans kolleger Arne Hardis, Hans Mortensen og Poul Pilgaard Johnsen på sidstnævntes forlag.
Når man fulgte Høy gennem årtier (den første klumme er fra 1986, den sidste fra 2011) på Weekendavisens bagside, er det glædeligt med et gensyn. Bagsiden er aldrig rigtig blevet den samme, siden han afmønstrede. Udvalget er dog ikke helt repræsentativt for den Høy, jeg husker.
Som avisprofil kan Ulrik Høy anskues fra tre vinkler. Han er den lystige fætter, han er den fornemme essayist, han er den borgerlige meningsdanner. Det særlige ved Høy er naturligvis, at disse tre skikkelser ofte flød sammen på lykkelig vis og aldrig tabte hinanden helt af syne.
Alligevel har udvalget klart valgt at prioritere den lystige fætter. Det viser sig i den smarte titel ”Høy på ord” på bogens forside, hvor Høy poserer som seniorhipster, iført butterfly, jakkesæt og rulleskøjter, og i bagsideillustrationen, hvor Høy er tegnet som Groucho Marx. Her må grines begejstret! Og det viser sig i tekstudvalget, hvor de sjove og speedede klummer dominerer i forhold til de vellagrede erindringsessays og de principielle holdninger.
Det er selvfølgelig også fristende, for Høy kan skrive guddommeligt morsomt i sin helt egen fræsende og overgivne stil. Men stilen kan også være en fristelse. Der var fredage, hvor man måtte konstatere, at denne dag havde Høy ikke andet at byde på end veloplagt tomgang eller satirisk selvsving. Et par af disse klummer er med i udvalget, og det kan også virke lidt mærkeligt, at vi skal læse hele to stykker om at der i Danmark er uendelig mange grupper, der konkurrerer om at have det værst.
Den fornemme essayist er heldigvis repræsenteret, blandt andet med en fantastisk (og lang!) tekst om at løbe maratonløb, en Walter Benjamin-inspireret analyse af juletræet og julepynten samt flere eksempler på et af Høys store temaer: hyldesten til 1950'erne, til barndommens gade i Silkeborg, den hjemmegående mor, karakterfastheden og nøjsomheden og det atletikstadion, der lå så velsignet tæt på. Ungdomsoprøret er det store syndefald i Høys verden, og der er bidske udfald mod normopløsningen, ungdomskulturen og dyrkelsen af Elvis, der lancerede det åndelige pattebarn som type. Som jeg husker det, var den kulturkonservative Ulrik Høy langt mere insisterende og fremtrædende end i udvalget her.
I dag, hvor de fleste profilerede debattører er borgerlige i den ene eller anden aftapning, er det værd at huske, at for en menneskealder siden kunne borgerlige debattører tælles på én hånd. Høy var en af de første, der tiltrak sig opmærksomhed.
I et selvbiografisk forord til bogen fortæller han, hvordan Jørgen Schleimann hentede ham til Weekendavisen som kulturredaktør i 1984, og hvordan det sendte chokbølger gennem kultur- og journalistparnasset, at denne højskolelærer fra provinsen, der oven i købet omgikkes Søren Krarup, pludselig kunne komme ind fra højre og sætte sig på så eftertragtet en post.
I den rifbjergske fortælling om dansk kulturliv var man opdraget til, at borgerlige skønånder var livsangste mørkemænd, og derfor virkede det overrumplende, at Høy kunne skrive så sjovt og så frækt, ja nærmest kulturradikalt, om allehånde emner, herunder også sex og kønsroller (mandlige ronkedorer!), som traditionelt var venstrefløjens terræn.
De markante politiske og kulturkæmpende udmeldinger fremstår stærkt reducerede i udvalget.
Man noterer en tidlig sympati for EF, dog mere pragmatisk end emotionelt betinget - de store følelser er for Høy altid bundet til det lokale - og en kritik af Tidehverv i den forbindelse.
Der er kritik af samarbejdspolitikken under Besættelsen, før Anders Fogh gjorde det til et tema, og sympatisk nok er en enkelt uforsigtig spådom fra 2004 også sluppet igennem: at den udskældte George W. Bush 10 eller 20 år senere vil blive hyldet på samme niveau som Ronald Reagan, blot som Mellemøstens befrier! Det kommer nok ikke helt til at holde stik.
Men disse spredte glimt giver på ingen måde et billede af Høys samlede indsats som meningsdanner. Mit gæt er, at Ulrik Høy simpelthen skiftede mening for mange gange. Og at det ville se for mystisk ud i et udvalg af denne type, hvis meningerne stak af i for mange retninger. Et fødselsdagsportræt forleden erindrede mig om, hvad jeg skammeligt havde glemt, at han i de sene år på Weekend-avisen vendte sig imod USA's invasion i Irak og også pludseligt meldte sig som fan af Helle Thorning-Schmidt, begge dele til bestyrtelse for andre borgerlige debattører.
Men disse skift er jo samtidig højst interessante, både i en kortlægning af meningsdannelsen i nyere tid og måske også forstået som et vilkår for den sensitive og temperamentsfulde meningsdanner. En sammenfatning fra redaktørernes side eller en lille regnskabsaflæggelse fra delinkventen selv kunne have været på sin plads.
Nuvel, dette skal ikke skygge for, at der er adskillige perler i denne bog, fra hyldesten til BAT-cerutten til den provokerende konstatering af, at vi danskere holder alt for meget ferie.
Og de største øjeblikke indtræffer, når Ulrik Høy lader et enkelt erindringsbillede smelte poetisk sammen med en karakteristik af en epoke, en kultur og en særlig tilgang til tilværelsen.
Selv har jeg aldrig glemt beskrivelsen af, hvordan Ulrik Høys far som en mild patriark i autoritetens tidsalder kunne få sin søn til at slå græsplænen blot ved at sætte plæneklipperen ud på græsset.
Eller hvad med dette billede på fordringsløsheden i den gamle verden: ”Når livet var gråt, købte vor mor nye karklude.”