Det fremstår næsten som en vittighed, at Skejby Centret i Morten Leth Andersens roman er bygget oven på helvede med adgang direkte fra kælderen under Føtex. Måske er det endnu sjovere for de læsere, der kender centret i Aarhus, som i romanen bliver fremstillet som et hul i jorden eller i hvert fald som et trøstesløst sted.
”I helvede flyder en flod”, som romanen hedder, er lidt sjov, lidt smal og hurtigt læst, den bevæger sig ikke op i de højere luftlag.
Handlingen udspiller sig over 28 år, fra Skejby Centret bygges i 1987 og frem til 2015. Hovedpersonen er Tore, chefen i centeret, som bliver ansat, da byggeriet går i gang.
Det er også på dette tidspunkt, at porten til helvede bliver opdaget lige midt på byggepladsen. Fire jord- og betonarbejdere forsvinder ned i et uendeligt hul, som er helvede. Deres forsvinden forties af angst for at skræmme kommende kunder væk.
Senere bliver hullet til en flod, a la Styx, med en aflagt todimensional papfigur af Søren Pilmark som en anden Charon, færgemanden. Han står i kælderen under Føtex, men bliver levende og rumsterer rundt om natten. Hans funktion i handlingen er at kommunikere med Tore om dødsriget.
Porten til helvede holdes imidlertid skjult for offentligheden og optræder ikke på plantegninger over centeret og dets kælderetage. Som årene går, dør de folk, der kender til helvedets eksistens, ligesom almindelige mennesker på mystisk vis forsvinder i Skejby Centret. Samtidig siger rengøringsfolk op på stribe på grund af en sort slim, der trænger ud af væggene. Undergangen truer Skejby Centret.
Idéen er sjov, men romanen er ikke rigtig skarp, hverken i sin persontegning, som er flad satirisk, eller i forhold til motivet helvede.
Nogle personer har navne som for eksempel Den Ansvarlige Ingeniør, og alle taler latrinært. Det afspejler noget trøstesløst, men det er også trøstesløst at læse.
Hvad helvede angår, viser det sig, at floden, der flyder under kælderen i Føtex, er som et spejl, hvor beskueren ser sit eget forpinte ansigt. Der er bare en selv, en selv, en selv. Beskuerne oplever selvspejlingen som både frastødende og uimodståelig. De drages ned i floden. I denne fremstilling af, hvad helvede kan være, er der en kim til noget samfundssatirisk, men det bliver ved det, og satiren drukner i handlingens mange elementer.
”I helvede flyder en flod” er Morten Leth Andersens femte roman, skrevet efter at han i 2012 modtog Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat. Den er tilpas både grotesk i handlingen og trimmet i opbygningen til at holde min koncentration under læsningen.
På sin vis kan den ses som en litterær lillebror til Kasper Colling Nielsens ”Mount København” fra 2010, men uden at have denne romans tyngde og overraskende omformning af velkendte steder.
Mest af alt er den kortvarigt underholdende