Der er udsigt til Københavns tage, Marmorkirken og - med lidt god vilje - Operaen på den anden side af Københavns Havn fra forfatteren Anne-Marie Vedsø Olesens penthouselejlighed på 7. og 8. sal. Og så har hun oven i købet hele verden i sit skød, når hun sidder med sin bærbare computer og skriver sine romaner i sofaen i et så hæsblæsende tempo, at man skulle tro, at alle døgnets timer blev brugt på at skrive. Lejligheden, som hun deler med oversætteren, forfatteren og kulturskribenten Jakob Levinsen, er også fuld af bøger. Men en lille figur på det sorte flygel, der står som en tom teaterscene mellem alle bøgerne, afslører, at tiden også bliver brugt på at se dramaserier på nettet.
Figuren forestiller den unge kvindelige heltinde Arya Stark fra HBO's blodige tv-successerie Game of Thrones. Og der står den modige pige som en feministisk superhelt med sit lille, skarpe sværd ”Needle”, parat til at stikke modbydelige mandspersoner ned.
”Det var Jakob, der fandt figuren til mig i London. Det mente han var en passende gave. For jeg dyrker også de kvindelige actionhelte i mine bøger,” siger Anne-Marie Vedsø Olesen og slår en smittende latter op.
Actionheltinden i Anne-Marie Vedsø Olesens igangværende trilogi hedder Madeleine de Montdidier og gennemgår selv en forvandling fra ung, (konflikt)sky hofdame til iskold morderske i løbet af de tre bøger, der begyndte med ”Dronningens dame”, for nylig blev fulgt op med bestselleren ”Bastarden” og ender med ”Mordersken”, som Anne-Marie Vedsø Olesen stadig skriver på.
Men selvom de alle udspiller sig i renæssancens Europa under forskellige religions- og regionskrige, har der været en verden til forskel på at skrive nummer et og to, der er påbegyndt med næsten tyve års mellemrum.
”Internettet har simpelthen revolutioneret mine muligheder som forfatter,” siger hun og nikker ned på spisebordet, hvor et par af hendes romaner professionelt ligger placeret fremme.
”'Dronningens dame' var min første historiske roman, og jeg brugte årevis af research på at rejse rundt til små og store museer i Frankrig for at finde malerier af de historiske personer, jeg ville bruge i bogen. 'Bastarden' krævede samme grad af research. For den udspiller sig i 1500-tallets Spanien, men den skrev jeg på et halvt år. For nu havde jeg nettets genvej til at finde alting,” siger hun og kalder internettet for en ”luksusgave til forfattere”:
”Hvis jeg skal finde et billede af en historisk person, kan jeg nu bare google ham eller hende. Eller spørge mine venner på Facebook, hvem der for eksempel var den franske ambassadør i Madrid i 1569. Det er forbløffende, hvordan man kan få den slags detaljer at vide i en fart.”
Men ødelægger det ikke den sansning, man kan få i 'gammeldags' research?
”Ikke for mig. Jeg skriver meget sanseligt, men også meget ekspressivt, så jeg henter sansninger fra andre oplevelser. Jeg kan have oplevet en skoldhed mur på en ferie i en anden sammenhæng og skrive det sanseligt ind i mine fortælling ud fra de følelser, jeg skriver ud fra. Og på den måde hjælper det faktisk kun at få de nøgne facts på nettet uden forstyrrende sanseindtryk.”
På samme måde bruger Anne-Marie Vedsø Olesen nettet meget, når hun markedsfører sig selv som forfatter:
”Før i tiden havde jeg en privat facebookprofil, hvor jeg stort set kun var venner med folk fra den københavnske kulturelite, men nu har jeg i stedet fået en forfatterprofil på Facebook. Og det har vist sig at være helt fantastisk. For på den måde er jeg kommet i kontakt med mange læsere, jeg ellers ikke ville kunne nå. Og jeg involverer dem i mit arbejde lige fra researchrejser over forlagets forslag til omslag til anmeldelser og interviews og placeringer på e-bogsbestsellerlisten. For sådan får folk et forhold til bøgerne allerede, inden de kommer ud, mens jeg selv får nyttig feedback,” forklarer Anne-Marie Vedsø Olesen, der tror, at vi vil se meget mere af den slags i fremtiden.
”Jeg er meget på nettet, men ikke i forhold til udenlandske forfattere. I Danmark er Twitter for eksempel endnu ikke så stort, men i USA skriver mange af de førende forfattere nærmest 20 tweets om dagen, der bliver læst og kommenteret af tusinder. Og så skriver de igen til folk. Det giver selvfølgelig mere arbejde, men også et helt nyt samspil mellem læser og forfatter.”
Selv svarer hun så mange læsere, som hun kan. Til gengæld deltager hun kun nødigt i debatter på nettet. For dér bliver man hurtigt misforstået, som hun siger.
”Jeg tænker altid, om min statusopdatering er nødvendig, før jeg offentliggør den. Tre ud af fire gange er den ikke nødvendig, og så sletter jeg den igen. Men nettets muligheder for at skabe kontakt og dialog mellem mennesker styrker demokratiet og vidensniveauet i befolkningen, mener hun.
”Nogle mener, at nettet fremmer den laveste fællesnævner. Men jeg tror omvendt, at nettet først og fremmest truer uvidenhed. Selvom der er mange fejl i Wikipedia, bliver de som regel rettet. For der findes mange, der er sultne efter at give deres viden videre på nettet. Og det smitter af på alle. Så det er faktisk svært at sige noget rigtigt negativt om nettet som koncept, bortset fra at det kan misbruges som alt andet, ligesom det sommetider kan være en pestilens og stjæle ens tid, hvis man ikke passer på. Men man må bare begrænse sit forbrug af nettet på samme måde, som man skal passe på mad at indtage for meget god mad og vin.”
Anne-Marie Vedsø Olesen disciplinerer sig selv på alle tre områder. I januar og februar spiser hun for eksempel hverken kulhydrater eller drikker vin (kun ”rigtig god, sød te, der er dyrere end hash”), og hun har også fundet en måde til at begrænse sig selv fra at gå på nettet - via nettet. For med tjenesten Freedom kan man for ti dollars købe sig fri fra nettet.
”Det lyder måske mærkeligt, men det er en stor hjælp, hvis man skal have arbejdsro til at skrive. Så bestiller man bare et par timers begrænsning på nettet ad gangen, og så kan man hverken tjekke mails eller blive forstyrret af Facebook i den periode. Det er en god hjælp for mig. For nettets natur af ubegrænset viden om alting taler til min egen nysgerrighed. For jeg vil egentlig gerne vide alt om alt.”
Det vidner Anne-Marie Vedsø Olesens baggrund som lidt af en vidensvampyr også om. Hun uddannede sig til læge, inden hun fandt ud af, at hun hellere ville være skabende kunstner, og alle hendes bøger er fulde af historiske detaljer - og med masser af musik i både sprog og referencer.
Hun fik sin debut som forfatter med ”Salernos sol”, der vandt andenprisen i Gyldendals middelalderromankonkurrence. Siden har hun skrevet en rost romantrilogi om den egyptiske kasogud, Seth, der genfødes ind i vores moderne verden. Men det var faktisk en tur gennem Europa i en åben bil sammen med hendes daværende mand, der satte hende i gang med at skrive.
”Jeg skrev dagbog gennem hele turen, og det gav mig allerede dengang idéen til at skrive en trilogi om Europa i en brydningstid, hvor religionssammenstød allerede dengang fyldte en del i samfundet.
Den første bog, ”Droningens dame”, som jeg havde i skuffen længe før min romandebut, handler om religionskrigen mellem katolikker og huguenotter, ” siger Anne-Marie Vedsø Olesen, der er fortsat med at skrive om religionskonflikter. For den anden roman i trilogien handler om den spanske kong Philip II, der slår hårdt ned på både muslimer og jøder, mens den sidste bog kommer til at udspiller sig i Konstantinopel, da Osmannerriget begyndte at brede sig. Og én ting har særligt slået Anne-Marie Vedsø Olesen i hendes research:
”Religion har ofte fået skylden for verdens konflikter, men i virkeligheden blev religioner allerede dengang mest af alt bare brugt i det storpolitiske spil.Kong Philip II var for eksempel bange for Osmannerrigets udbredelse, og derfor slog han hårdt ned på både jøder og de tvangskristnede muslimer - de såkaldte moriscoer - og forbød dem at dyrke deres egen religion og skikke. Moriscoerne måtte for eksempel ikke bære deres traditionelle klæder eller tale arabisk. Den form for intolerance fik muslimerne til at gøre oprør, som Kong Philip igen slog hårdt ned på. Grusomhederne var voldsomme dengang, hvor man for eksempel puttede krudt i folks ører, og sprængte hovederne af. Og sådan kan man ende i en voldsspiral, hvis man kun dyrker intolerancen.”
Hvad er dit eget forhold til religion?
”Jeg er ateist. For jeg synes hurtigt, at tro bliver overtro, men teologen Johannes Værge gjorde mig engang opmærksom på, at jeg alligevel kredser om religion hele tiden i mine bøger, så måske ender jeg alligevel med at tro en dag. Og jeg synes i hvert fald, at jeg er blevet mere tolerant overfor troende mennesker med alderen. Efter den 11. september tænkte jeg, at islamister skulle have tilbage med samme mønt. Men siden har vi jo set, at der findes en verden af forskellige muslimer, der ikke skal have skylden for, at der findes nogle få psykopater, der for eksempel kan finde på at skyde tegnere. Vi må møde mennesker som mennesker, og det tror jeg faktisk, at nettet hjælper os til. For det kan også ses som et modspil til intolerance. Og det eneste positive, der kom ud af terroren i Paris, var måske, at så mange muslimer efterfølgende tog afstand fra det på nettet,” siger Anne-Marie Vedsø Olesen, der dog gerne indrømmer, at hun også dyrker vold på nettet selv.
”Spillet om magt fascinerer mig. Jeg elsker for eksempel Game of Thrones. Det er befriende, at serien også lader kvinder deltage i det kyniske spil om magten, som jeg også beskriver i min egen romantrilogi. Og hvis jeg skal pege på noget opbyggeligt i min fortælling, er det måske, at man skal tage magten i sit eget liv. Det gør min kvindelige hovedfigur, og jeg står gerne ved, at min fortælling er feministisk. For jeg synes stadig, at vi mangler flere stærke kvinderoller i dansk litteratur,” siger hun, inden hun viser mig ud forbi den lille figur af Arya Stark, der stadig står og truer på toppen af det klassiske flygel.