Intet menneske er en ø

Den finlandssvenske forfatter Ulla-Lena Lundberg har skrevet en aldeles vidunderlig og meget bevægende roman om en præste-familie i den finske skærgård

Ulla-Lena Lundberg: Is. Oversat af Agnete Dorph Stjernfelt. 371 sider. 300 kroner. Gyldendal.
Ulla-Lena Lundberg: Is. Oversat af Agnete Dorph Stjernfelt. 371 sider. 300 kroner. Gyldendal. Foto: Bogforside.

Den finlandssvenske forfatter Ulla-Lena Lundberg er født og opvokset på øen Kökar i den finske skærgård. Det mægtige ørige danner en punktlinje fra Finlands vestkyst over Åland til Stockholms skærgård i Sverige. De hundredvis af små øer i Den Botniske Bugt er et resultat af landhævningen efter sidste istid. Og de isskurede klipper med fyr, lyng og enebær har igennem århundreder dannet grundlag for et samfund af fribyttere, der levede af fiskeri og lidt landbrug og brugte vandet og isen som veje sommer og vinter.

Ulla-Lena Lundberg bærer øriget med sig i hjertet og har adskillige gange i sit forfatterskab skrevet om det, både faktuelt, forskningsmæssigt og fiktivt. Det er herfra, hendes verden går. Som en slags syntese udgav hun i 2012 den store roman Is, der beskriver en præstefamilies ankomst til Örarna, som skærgårdssamfundet omkring Kökar kaldes i romanen. Det er en historie om en families skæbne, men også om den lokale befolkning omkring familien, som igennem århundreder har levet på naturens betingelser og udviklet sit instinkt derved.

Is er således en kollektivroman, der ikke alene beskriver pastor Petter Kummel, hans kone, Mona, og deres små piger, Sanna og Lillus, men også beskriver et ørige i forvandling i tiden lige efter Anden Verdenskrig. Et samfund på randen af civilisationen og på randen af den store krig, præget af knaphed, men også af en indre styrke og vished, som hører øboerne til og gør dem i stand til at leve hinsides moderniteten i Helsingfors med en dagligt åbenbaret gudstro, hvis kraft, skønhed og styrke er identisk med naturen, vejrliget og dyrene, der græsser på de magre enge.

Fortællingen er rammet ind af præstefamiliens ankomst og afsked og mellem dette deres livsudfoldelse ved eksemplets magt. For intet menneske er jo en ø. Pastor Kummel er ikke noget sublimt teologisk hoved og ikke nogen stor prædikant, men et musisk og entusiastisk menneske, der i løbet af få år får kittet det spredte og splittede samfund sammen. Han er her, der og alle vegne, ikke hævet over sin menighed, men midt blandt dem, ikke som en isoleret kristen individualitet, men som et menneske, der selvforglemmende kan give sig hen i andres liv og virke. Hans hustru er landmandsdatter, så hun formår at få næsten alting ud af ingenting og præstegården til at blomstre og køerne til at give mælk, som var det manna.

Familien Kummels præstegård på Örarna kan synes som det ideale hjem og det praktiserede evangelium, ja levet næstekærlighed, men Ulla-Lena Lundbergs roman er ikke uden suspense. Der er en viljestyrke over Mona, der kan virke skræmmende, og der er en naivitet og letsindighed over Petter Kummel, der forleder ham til at tro, at han kan gå på vandet. Men det er der som bekendt kun en, der kan. Andre synker til bunds, også når vandet er stivnet til krystaller af is, som det varsles i romanens overgribende metafor.

Romanens fortæller arbejder med lige dele gudstro og folketro. Den ene inkarneret i Petter Kummel, den anden i bådsmanden Anton, der er synsk og lever i pagt med ånden i naturen. Problemerne opstår, når gudstroen hæves op over folketroen og dermed suspenderer de naturlige instinkter. Når loyaliteten over for forkyndelsen og skrifterne sættes over respekten for det skabte. Og det selvom det kun sker i et øjebliks tankeløshed. Så bliver der fare på færde.

Ikke mindst hos Ulla-Lena Lundberg, der igennem et langt, rigt forfatterskab har skrevet sig tæt ind under naturen og dens vingede skygge som i den ornitologiske rejsebog Sibirien. Selvportræt med vinger fra 1993. Heri skriver hun om fuglene: Den, som har været berørt af engle, er altid på udkik efter dem. Da kommer man automatisk til at lægge mærke til andre vingede væsener; det er den store kompensation, verden tilbyder.

Det er den samme kompensation, Is handler om. Når vi ikke kan (be-)gribe det ene i flugten, så har vi det andet at skue. Fuglen på himlen og liljen på marken. I korrespondancen mellem himmel og jord, natur og menneske, guddom og skabelsesunder kan vi finde frem til det væsentlige. Ulla-Lena Lundberg har gjort det med denne hjertevarme og dybt menneskelige roman om en families kærlighed til hinanden, til skærgårdens natur og til sognets menneskebørn.

Is rummer i skildringen af Petter Kummel det smukkeste mands- og faderportræt i litteraturen siden Martin Andersen Nexøs af Far Lasse i Pelle Erobreren. Og skildringen af hans hustru, Mona, er knugende i sin konsekvens. Man griner undervejs, fordi Is er skrevet af en livsklog kvinde med et stort overskud og en dyb indsigt i mennesket, også når det bevæger sig på vildveje. Af samme grund kommer man også til at græde, da det går galt. Det er ikke til at bære, selvom man ved, det vil ske. For Ulla-Lena Lundbergs prosa gør karaktererne så levende og vedkommende for os. Man er med dem, i dem og kender deres tanker og følelser indefra.

Is blev belønnet med den Finlands største litterære udmærkelse, Finlandiapriset, i 2012, og var i år indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris, som den også kunne have vundet, hvis det ikke havde været for Kim Leine. Det er godt, at Is nu er kommet på dansk. Det er en vidunderlig roman, klassisk fortællekunst.

kultur@k.dk