Da den nordirske sanger og sangskriver Van Morrison udgav det mesterlige soloalbum ”Astral weeks” i 1968, trådte han ud af både Beatles’ og Rolling Stones’ skygge med sin egen unikke stemme og såkaldte ”celtic soul”-musik, der siden har været hans varemærke.
For albummet, der stadig regnes for at være et af de bedste album i rockhistorien, var spækket med unikke akustiske og surrealistiske rockballader, der gav Van Morrison en plads blandt musik- scenens allerstørste navne, hvor han snart 50 år efter stadig befinder sig. I hvert fald ifølge hans mange fans, også herhjemme, som i dag og i morgen kan opleve det 70-årige musikkoryfæ ved to koncerter i Danmark – i aften i Falconer Salen på Frederiksberg og i morgen på Værket i Randers, hvor de fleste fremmødte formentlig vil kunne synge med på storhittet ”Brown eyed girl” fra 1967 og det dertil hørende ”Sha la la la la la dee dah”.
”Ingen kan sammenlignes med Van Morrison. Det er nok derfor, han er så stor,” siger forfatteren, teologen og musikkenderen Jakob Brønnum, der uden tøven placerer Van Morrison i samme klasse som Beatles, Bob Dylan, Rolling Stones og for eksempel Beach Boys, når man taler om at have præget musikken historisk:
”Men han er helt sin egen. Og det, der gør ham spændende, ud over hans meget unikke stemme,” siger Jakob Brønnum.
Musikanmelder og forfatter Klaus Lynggaard er helt enig og kalder Morrison en slags antistjerne på grund af hans ekstremt nedtonede selvpromovering.
”Han har på den måde aldrig været en rigtig stjerne. Han er en meget kontrær person, som ikke bryder sig om journalister og meget sjældent giver interview. På samme måde er han meget studs på en scene. Han gør ikke et stort nummer ud af fanplejen. Han udsender sine plader og lader dem tale for sig selv,” siger Klaus Lynggaard, der kalder albummet ”Irish heartbeat” fra 1988 fabelagtigt på grund af det unikke personlige udtryk med inspiration i traditionel irsk musik.
”Det er svært at pege på nogen andre, der har lavet noget, der minder om ham. Derfor møder man også sjældent nogen, der direkte er inspireret af Van Morrison. Han ligger sit helt eget sted i musikhistorien. Han er en utrolig udtryksfuld sanger, meget interesseret i ord og er yderst belæst og kan altså sin T.S. Eliot og William Blake.”
Van Morrison valgte tidligt at satse på musikken. Allerede som barn mestrede han musikinstrumenter på et voksenniveau, og han udviklede sin særegne sangteknik med inspiration i gospellegenden Mahalia Jacksons måde at synge på. Senere fik han allerede sit internationale gennembrud med gruppen Them i 1965. Og gennem hele karrieren er han blevet kendt for at forene sin stemme med en form for fastholdelse af den åndelige dimension i tilværelsen, fortæller Jakob Brønnum.
Nogle gange har han også skrevet op imod et kristent gudsbillede, og helt evangelisk blev han sammen med Cliff Richard på nummet ”Whenever God shines his light” fra 1981, men det er alligevel svært at kalde ham en kristen sanger. For selvom mange af hans sange har en vis samklang med kristne mystikere, har Van Morrison hentet åndelig inspiration overalt, hvor han kunne finde den. Han har på den måde bevæget sig fra protestantisme til new age og tilbage igen. Van Morrisons åndelige stræben har gennemsyret alt, hvad han har lavet, siden han var helt ung, siger Jakob Brønnum.
”Det ville være mere rigtigt at kalde ham nyreligiøs. For hans åndelige søgen virker ofte til at være endt mere i narcissisme end overgivelse til Gud. Hvis man søger efter Gud foran spejlet, risikerer man at blive selvoptaget. Det er måske sket for Van Morrison, ligesom det jo er sket for mange andre rockstjerner gennem tiden,” siger Jakob Brønnum.
Van Morrisons åndelige rejse skildres i kærlighedssangen ”Vanlose Stairway”, der er skrevet, mens han i begyndelsen af 1980’erne boede i Vanløse uden for København med sin daværende danske kæreste. I sangen synger han blandt andet om Krishna og Bibelen i samme ombæring. I et interview i forbindelse med sin 70-årsfødselsdag sidste år sagde han om sin tro:
“Jeg adskiller religion og spiritualitet. Religion kan være alt fra suppe til nødder, men betyder generelt en organisering, så jeg bryder mig ikke om ordet, der egentlig betyder den ene kirke eller den anden kirke. Spiritualitet er anderledes, fordi det er individuelt.”
Både Brønnum og Lynggaard er enige om, at Van Morrisons musikalske storhedstid ligger langt tilbage i tiden.
”Min interesse for ham kulminerede med albummet ’Hymns to the Silence’ (1991), hvor han også taler ind over musikken, og som vistnok er Søren Ulrik Thomsens yndlingsplade. De sidste 20 år har hans musikalske udtryk stået i stampe. Der er sådan set ikke noget i vejen med hans album, men de når ikke samme højder længere. Han havde 25 rigtig gode år og efterfølgende 25, hvor han har konsolideret sin position,” siger Klaus Lynggaard.
Jakob Brønnum mener dog stadig, at man kan få meget ud af at lytte til Morrison, hvis man kan sortere hans store ego fra.
”Især hans senere tekster er dybt selvcentrerede, og de indkapsler også en form for kosmisk ensomhed, der er svær at holde ud, fordi de savner medmenneskelighed i deres fokus på ham selv. Hans sange har helt klart en mystisk kvalitet i sig selv. Hvad han ikke formår at udtrykke med ord, udtrykker han altså stadig stærkt gennem stemmen.”