Israel er et mønsterdemokrati! - Nej, Israel er en apartheidstat!

To nye bøger står stejlt på hver sin udlægning af Israel-Palæstina-konflikten. Læseren bliver ikke meget klogere af de unuancerede partsindlæg

Læseren bliver ikke meget klogere af at læse to unuancerede partsindlæg om Israel-Palæstina-konflikten, mener anmelder.
Læseren bliver ikke meget klogere af at læse to unuancerede partsindlæg om Israel-Palæstina-konflikten, mener anmelder. .

Gymnasielektor Bjørn Meidell er en kender af Mellemøsten, som han har skrevet flere bøger om. I 1989 var han på Vestbredden, hvor han traf to piger på henholdsvis 10 og 14 år, der havde fået sprængt deres hjem i luften.

Et kvart århundrede senere vender Meidell tilbage til Vestbredden for at finde ud af, hvordan det er gået de to børn i mellemtiden. Den ene pige viser sig at være bosat i Jordan, mens den anden pige, Nadia, stadig bor på Vestbredden og underviser på en privatskole. Vi erfarer, at Nadias drøm om at blive læge ikke er gået i opfyldelse.

Til gengæld er hun blevet mor til en masse børn og en halsstarrig kritiker af Israel, og forfatteren tager afsæt i dette møde for at finde udaf, hvordan israelske fredsaktivister og palæstinensere generelt ser på regionens fortid og fremtid. Derfor består store dele af bogen af interviews. De er ikke synderligt spændende.

De er omstændelige, langtrukne, og der bliver ikke fremført argumenter, som man ikke tidligere har hørt om emnet. De medvirkende får lov at tegne og fortælle og anskue deres egne aktiviteter med milde øjne i Meidells medløber-interviews.

Forfatterens anliggende er nemlig at tilsværte staten Israel, der uden dikkedarer bliver kaldt en apartheidstat allerede i bogens titel. I 2002 rejste Israel en mur mod Vestbredden for at hindre attentater mod israelerne, men bogen mangler helt analytisk virksomhed, for så vidt angår den afsindige palæstinensiske selvmordsterror mod israelerne. Og det er jo et eksempel på, at der har udviklet sig en dogmatik vedrørende palæstinenserne, som der behændigt kan spilles på.

Ifølge denne dogmatik tilhører palæstinenserne pr. definition de svage, og derfor angler dette folks repræsentanter efter sympati hos venstrefløjen i Vesten ved at stille sig an med simulerede udtryk af undertrykkelse i ansigtet. Sådan som Hanan Ashrawi gør det i et interview med Meidell, der dog vistnok er skuffet over samtalen, idet den palæstinensiske talskvinde virker omtrent lige så hjertevarm som et køleskab.

Inden for socialpsykologien opererer man med begrebet kognitiv dissonans, hvilket betyder, at man eliminerer informationer, der strider mod det, man på forhånd mener at vide. Konkret: Er man overbevist om, at palæstinenserne har ret, mister man evnen til at se deres fejl.

Med omvendt fortegn er der samme problem med konsulent Poul Højlunds pamflet til forsvar for Israel. Meidells bog er udkommet på forlaget med det evigt unge navn Tiderne Skifter, hvorimod Højlund selv har bekostet sin udgivelse, der udstyrsmæssigt er i den mindre ødsle ende. Men ligesom Meidell excellerer også Højlund i billeder, der er for stærke, formuleringer, der er for bastante, vinklinger, der er en tand for skarpe. Et eksempel: Højlund refererer til den nu afdøde partiformand Gert Petersen med en skepsis, der grænser til det insinuerende: ”nu SF, før DKP, før DNSAP”.

Jo, vi ved da godt, at Gert Petersen som 13-årig meldte sig ind i det nazistiske parti. Men betyder det så, at man er nazist, hvis man kritiserer Israel? Det vil Højlund sikkert ikke påstå, men det gør vel ikke noget, hvis læseren kom på den tanke, synes ræsonnementet at være. På trods af at samme Gert Petersen jo altså sidenhen blev modstandsmand og endte i Frøslevlejren.

Adskillige steder i Høj-lunds lille bog, der både består af nye tekster og optryk af gamle aviskommentarer, citerer Højlund Spaniens tidligere ministerpræsident José Maria Aznar for ordene om, at hvis Israel falder, så falder Europa.

En egentlig argumentation for synspunktet støder man dog ikke på, og modstandere ville med lige så stor ret kunne hævde, at hvis staten Israel ikke var blevet oprettet i 1948, havde verden været langt fredeligere. Ejendommeligt er det også, at Høj-lund henviser til FN som højeste autoritet om et hvilket som helst emne af udenrigspolitisk karakter:

”Hvis FN's beslutninger ikke respekteres, hører alting op.”

Ja, eller også ville vi se begyndelsen til en ny og mere realistisk tilgang til verdens kalamiteter, kunne man indvende.

Forfatterne Meidell og Højlund står på hver sin side i mellemøstkonflikten, men de har det tilfælles, at deres bøger hver især er unuancerede partsindlæg i debatten om Israel.