Caféen er så storslået anderledes end den sædvanlige italienske bar: Højt til loftet, spejle, glimtende messing og løvefødder. Den er fra dengang, Trieste var en vigtig havneby i det habsburgske rige og mødested for Europas litterater og intellektuelle.
James Joyce og Rainer Maria Rilke kom her dengang, ligesom tidens modstandsfolk, de pro-italienske ”irredentisti”, der trykte falske pas i baglokalet.
I dag er Antico Caffè San Marco i højere grad kendt som Claudio Magris’ vandingssted, og han rejser sig op fra et hjørnebord bagerst i lokalet og vinker, mens han afslutter en samtale på mobilen.
Han hilser imødekommende og smiler meget. Der er ofte skælmske glimt i blikket fra den 77-årige forfatter.
”Jeg har lige talt med parret dér”, fortæller han og peger mod et ældre ægtepar, da vi har sat os ned.
”De er fra Sicilien og ville gerne hilse på mig.”
For alle italienere ved, at hvis man vil møde ham, så er chancen stor på Caffè San Marco, som han skrev om i bogen ”Mikrokosmer”.
Er det rigtigt, at De har skrevet en stor del af deres bøger her?
”Ja. Jeg skriver ofte her. Jeg tager det med, jeg har brug for,” siger han og peger på sin mappe, en smal sag af læder, “og det er nødvendigt, for at bogen kan blive til noget, for her er jeg kun for den bog. Hvis jeg sidder hjemme, så ser jeg alle de andre bøger omkring mig, og så får jeg lyst til at læse dem i stedet for.”
Det sicilianske ægtepar kommer over for at sige farvel, og Magris rejser sig og trykker hånd med høflige bemærkninger. Han bliver bestormet, fortæller han. Han får et væld af breve hver dag, men besvarer dem alle. Personligt.
Det er der vist ikke mange andre, som gør?
”Jeg kan ikke gøre forskel. Da Canetti skrev til mig, og Singer, så skrev jeg jo tilbage, og jeg kan ikke skelne og sige, at jeg vil svare dem og ikke andre. Det er imod min natur,” siger Magris om sine forfatterkolleger Elias Canetti, der modtog Nobelprisen, og den jødisk-amerikanske Isaac Bashevis Singer.
Claudio Magris regnes for en af tidens vigtigste europæiske stemmer. ”Donau”, der udkom i 1986, er en klassiker, og mange af hans bøger er blevet oversat til dansk. Udover ”Mikrokosmer” er udkommet blandt andre ”Et andet Hav”, ”I Blinde” og ”Som De sikkert forstår”, og han er aktuel med ”Intet retsligt efterspil”, der lige er udkommet i Danmark.
De bliver ofte nævnt som kandidat til Nobelprisen…
”Ja,” afbryder han hurtigt, med en afvæbnende latter, ”til fredsprisen, for mine gode karakteregenskaber.”
Jamen, hvad betyder det for Dem? De bliver set som et fyrtårn. Påvirker det?
”Jeg tror ikke på, at der er sådan en kategori af intellektuelle, af sekulære præster, som ved bedre. Hvis vi tænker på, at nogle af de største forfattere i 1900-tallet har været fascister, nazister, stalinister, så kan vi begribe, hvorfor Pirandello (Luigi Pirandello, italiensk forfatter og Nobelprismodtager, som meldte sig ind i fascistpartiet, red.) sendte et telegram i solidaritet til Mussolini, og hvorfor Knut Hamsun priste Hitler. Men det er ikke ensbetydende med, at de havde mere forstand på politik end dørmanden. Så jeg har på ingen måde en idé om at være andet end… en eksistens. Folk ved, at jeg eksisterer og skriver.”
Ikke så langt fra hvor vi sidder godt på caféen, ligger en gammel risfabrik, Risiera di San Sabba. Det er en stor, klodset og grim bygning i røde sten, som tyskerne brugte som koncentrationslejr og krematorium under Anden Verdenskrig, og den har givet Magris stof til den seneste roman.
“Dér dræbte de folk, hvis de ikke smed dem i havet, og brændte ligene, men det mærkelige er, at det talte man aldrig om siden her i Trieste, ikke engang i antifascistiske kredse. Som dreng lærte jeg meget om, hvad der var sket under krigen, men ikke om Risiera. Det var en slags Minotaurus. Som om byen ville rive en vigtig del af historien ud, glemme og begrave den.”
Som så ofte før, når han har taget sine læsere med gennem historiens og kulturernes mangfoldighed, er også denne bog et produkt af forfatterens fantasi med udgangspunkt i fakta og virkelige eksistenser. Her bruger han risfabrikken, ”som jeg har gået og gået rundt i” og en manisk våbensamler, der ville lave et krigsmuseum for freden, ”og ham har jeg kendt”, siger Magris, som begynder romanen med ordene: ”Brugte U-både købes og sælges.”
”Han var besat af alt med krig og ville lave et krigsmuseum for at sikre freden, men døde en forfærdelig død i en ildebrand. Jeg har så taget idéen ud fra ham og hans manier,” fortæller Magris og konstaterer med Mark Twain: ”Truth is stranger than fiction”. Virkeligheden overgår fantasien.
Også i denne roman har han øje for ofte absurde begivenheder og detaljer; som en fest, der blev holdt på slottet Miramare lige udenfor Trieste den 20. april 1945, ”da russerne stod ved Berlin”, for at fejre Hitlers fødselsdag. ”Verden er en stank, en af Hitler’s fjærte,” konstaterer våbensamleren i bogen, fordi den tyske fører led af ildelugtende flatulens.
”Jeg har arbejdet på bogen i syv år, og det har været et kæmpe arbejde. Jeg nyder selve procesen med at skrive, men først skal jeg samle information, og den research er hårdt arbejde,” erklærer Magris, der denne gang var en tur på Martinique, har studeret slavernes sprog, våbens oprindelse, den sydamerikanske Chamacoco-kultur, og nærlæst udskrifter fra Inkvisitionens forsøg på at dømme en uskyldig sort kvinde for hekseri tilbage i 1500-tallet.
Resultatet er en ny fortælling om vores historie og krigens konsekvenser.
Men det virker tit som om, at vi ikke vil lære af historien?
”Det kommer an på, hvad det betyder at lære. Hvis det er i betydningen, at man har spist en giftig plante, og hvis man ikke dør, så lærer man – så nej. Men hvis man taler om at lære som en generel erfaring om verden, så bliver man rigere. Som man lærer om venskab eller kærlighed.”
”Jeg gjorde en erfaring, som hjalp mig til at forstå mere end alle de bøger, jeg havde læst om Første Verdenskrig. Jeg havde en ven, den østrigske historiker Adam Wandruszka, hvis far tog afsted i krig i 1914, lige før han blev født. Faderen sagde, at hvis det blev en søn, skulle moderen kalde ham Adam, ’for dette bliver den sidste krig i verden, og ud af den skal Adam vokse i et nyt fredens paradis’. Sådan tænkte alle dengang. Sådanne ting kan man lære, men man lærer ikke at undgå at gøre forkerte ting. Her i Trieste havde vi en voldsom spænding mellem italienere og slovenere og den er meget meget mindre i dag, så noget lærer man.”
De har sagt, at vi nu er i den fjerde verdenskrig.
”Ja, for den tredje har været der. Det var den kolde krig med 55 millioner døde, fra 1950 til 1989, som Vesten vandt. Nu er vi i den fjerde, men ingen ved mod hvem. Er Assad (Syriens præsident, red.) en ven eller fjende? Og hvad med Saudi-Arabien? Måske er det i virkeligheden mere korrekt at sige, at der kun er en verdenskrig, den første, der begyndte i 1914. For det var den, der brød den gamle orden op, og der er aldrig rigtigt fundet en ny.”
”Alle identiteter, især nationale, der praler af at være uforanderligt naturgivne, er viljesakter, så heroiske og kunstige som alle andre moralske imperativer,” skriver Magris i ”Mikrokosmer”.
Han taler for, at den nye orden på kontinentet bør være en fælles europæisk stat.
”Jeg tror, at en europæisk stat er den eneste mulighed. Hvis økonomien falder sammen i Tyskland, så er det jo ikke sådan, at Frankrig og Italien kan sige: Stakkels tyskere. Brexit er et andet eksempel på, hvordan der ikke eksisterer uafhængige lande længere. Der er større afstand mellem London og den del af landet, der stemte for Brexit, end mellem London og Milano. Det London, der stemte imod, er tættere på mig.”
”Jeg drømmer om den dag, da Danmark og Italien ikke længere eksisterer som stater, hvilket ikke vil sige, at Danmark ikke skal eksistere. Men én europæisk stat, som USA, med en fælles præsident og regionale forskelle.”
Men i disse år er flygtningekrisen jo endnu et eksempel på, at de europæiske lande ikke kan arbejde sammen.
”Ja. Da de begyndte at komme til Italien, sagde resten af Europa, at det var Matteo Renzi’s problem (den italienske premierminister, red.). Ud fra det, så skulle han jo have sagt: Det er Siciliens problem, fordi det ikke var nået op til Bologna dengang,” siger Magris om det europæiske samarbejde og mangel på samme, der ifølge ham har problemer som ineffektivitet og manglende sikkerhed blandt de værste.
”Man skal være opmærksom på den frygt, der er blandt folk, så Le Pen og andre ikke udnytter det. For ellers stemmer folk på Le Pen. Jeg har før talt og skrevet imod det, men nu tror jeg, at der er brug for, at vi måske først laver en fælles stat med de lande, der grundlagde unionen. Så kan vi få de andre med senere. For den ungarske forfatning er for eksempel ikke kompatibel med en europæisk. Det ville være det samme, som hvis en by besluttede, at piger ikke måtte gå i skole. Umuligt.”
Selv er han færdig med at være aktiv i politik. Claudio Magris var i to år senator i det italienske parlament for en venstrefløjsliste, ”og jeg er meget interesseret i politik, men jeg kan ikke repræsentere andre. Det er imod min natur.”
”Intet retsligt efterspil” er som alle hans bøger skrevet i hånden. Claudio Magris har fået ry af at være anti-digital, ikke kun fordi han stadig skriver sine bøger på papir med pen, men også fordi han en gang kaldte Facebook for ”et usynligt parti, som vil have alle til at gå med den samme slags skjorte, som sortskjorterne engang, og de gør det på en lyssky og snigende måde”.
”Det var, fordi jeg pludselig optrådte på Facebook uden mit vidende. Så jeg sagde fra af princip, fordi jeg vil have min frihed. Facebook interesserer mig ikke. Selvom det kan være nyttigt. En af mine venner brugte det til at finde sin hund igen. Men jeg tror ikke på falske venskaber, og vi har sådan et samfund nu, hvor alle skal gøre det samme, men det vil jeg ikke tvinges til. Jeg ville også blive vred, hvis man ville tvinge mig til at gå i kirke. Det er min sag.”
Når han skriver i hånden, er det ikke fordi han har noget imod computere. Slet ikke.
”Det er ganske enkelt noget personligt. Jeg kan finde ud af at skrive en besked, sådan j-e-g-k-o-m-m-e-r-i-m-o-r-g-e-n,” siger han og banker bogstaverne i bordet med en finger, ”men det flydende, det ligger i hånden. Det er lidt ligesom, hvis man har et brækket ben. Så tager man jo heller ikke på tur op i bjergene, vel?”
”Der er enorme fordele ved at vide alt med det samme, og jeg bruger computeren, hvis der er ting, jeg ikke kan huske, så slår jeg det op og finder det øjeblikkeligt. Men samtidig, med al den information, så ved vi ikke noget. Hvad ved vi for eksempel om krigen i Afghanistan, som nu har varet tre gange længere end Anden Verdenskrig? Ved vi, hvem der virkelig har magten, og hvad der influerer dem? Og hvordan kan det være, at vi ikke ved mere?”
”Da jeg underviste på Bard College i USA, havde jeg 33 studerende, og der var kun seks af dem, der vidste, hvem Stalin var. Stalin! Det vigtige er jo at sætte al den information ind i en historisk sammenhæng, og når der er studerende, som ikke ved, hvem Stalin var, så er der noget i dette formidable instrument, som informationen er, der ikke fungerer.”