Kortroman er let at læse og kompliceret at forstå

Norske Gunnhild Øyehaug har skrevet en både let og kompliceret kortroman om identitet og litteratur

Det er vanskeligt i få sætninger at yde Gunnhild Øyehaugs raffinerede bog retfærdighed. For dem, der går efter de nødder, som ikke lige knækkes i første forsøg, er der her noget at række ud efter.
Det er vanskeligt i få sætninger at yde Gunnhild Øyehaugs raffinerede bog retfærdighed. For dem, der går efter de nødder, som ikke lige knækkes i første forsøg, er der her noget at række ud efter.

Der er kun 144 sider i Gunnhild Øyehaugs roman om den 38-årige kvinde Undis Brekke. Men efter at have læst romanen én gang er jeg ikke sikker på at have forstået den fulde sammenhæng. Det er nu ellers ikke, fordi Gunnhild Øyehaug skriver klodset, tværtimod. Der er tale om en yderst elegant prosa med lange, snoede sætninger.

Det er heller ikke, fordi forfatteren benytter et højt abstraktionsniveau i sin fortælling om Undis Brekke, hvis livshistorie kan resumeres på få linjer, og som i mistænkelig grad ligner en kliche:

En ung forfatter har haft succes med sin debutroman, kunne ikke håndtere den pludselige medieopmærksomhed om sin person og har fået en skriveblokering. Nu sidder hun til en julefrokost med en håndfuld nye universitetskolleger i den hjemby, hun troede, hun havde forladt for altid.

Men hvad er der galt med denne historie? Den er jo alt for tyk i sin naivitet sammenlignet med det høje litterære niveau i romanen som helhed. Og er dette overhovedet en roman?

Undis Brekkes skriveblokering har også lammet arbejdet med hendes ph.d.-afhandling om den franske symbolistiske forfatter Arthur Rimbaud og spørgsmålet om, hvordan prosa og lyrik krydses i hans prosalyrik. Denne roman er netop en sådan prosalyrik.

Som man vil se, har Gunnhild Øyehaug skabt en litterær tekst, der på én gang er let at læse og kompliceret at forstå. Det skyldes først og fremmest, at distancen mellem forfatter og fortæller kun er diskret antydet, altså at forfatteren kun svagt lægger afstand til sin fortællende hovedperson og efterhånden lader hendes tragedie antage karakter af komedie. At opfatte denne diskretion som en kunstnerisk svaghed ville være en forhastet konklusion.

Den anden problemstilling er spørgsmålet om personlig identitet. Med henvisning til Anden Mosebog (3,14), hvor Gud siger ”Jeg er den, jeg er”, diskuterer Undis Brekke til julefrokosten med kollegerne betydningen af Arthur Rimbauds berømte sætning fra det såkaldte seer-brev i 1871 ”Je est un autre” (”Jeg er en anden”), hvor udsagnsordet ”est” står i tredje person, mens det burde have stået i første person, ”suis”.

Ligesom Rimbaud grammatisk illustrerer, hvordan jeget er individuelt (første person) og alment (tredje person), så demonstrerer Gunnhild Øyehaug, at den litterære jegperson nødvendigvis er både privat og universel. Og måske udgør dette sammenhængen i romanen. Vi kan alle genkende os selv i beskrivelsen af en person, som er fanget i et mønster, som vedkommende er bange for at forlade.

Det er vanskeligt i få sætninger at yde Gunnhild Øyehaugs raffinerede bog retfærdighed. For dem, der går efter de nødder, som ikke lige knækkes i første forsøg, er der her noget at række ud efter.