”Jeg havde travlt med at overleve, da jeg var ung”

I dag modtager den amerikanske forfatter Paula Fox den store litteraturpris The Hadada Award. Kristeligt Dagblad mødte den anerkendte forfatter med de mange dedikerede læsere på hjemmebanen i New York til en samtale om forfatterskabet, der først kom sent i gang

"Jeg havde travlt med at overleve, da jeg var ung. Jeg havde alle mulige job. I mange år tænkte jeg på at tage mit eget liv, men så blev jeg sulten og skulle sørge for noget frokost. ’Jeg vinker ikke, jeg drukner’. Sådan plejer jeg at sige nu om de første voksne år,” siger Paula Fox. –
"Jeg havde travlt med at overleve, da jeg var ung. Jeg havde alle mulige job. I mange år tænkte jeg på at tage mit eget liv, men så blev jeg sulten og skulle sørge for noget frokost. ’Jeg vinker ikke, jeg drukner’. Sådan plejer jeg at sige nu om de første voksne år,” siger Paula Fox. –. Foto: Victoria Will/AP/Polfoto.

Mennesker, som er blevet overladt til andre og har flakket om fra sted til sted, opsøger altid deres fortid.

Paula Fox husker sin far sige de ord til hende, ufølsomt og henkastet skarpsindigt, på et tidspunkt, hvor hun netop søgte tilbage i tiden, ledte efter spor, et mønster i alt rodet. Kun 16 år, men allerede med omflakken nok til et helt menneskeliv.

Paula Fox blev født og så smidt væk.

LÆS OGSÅ: Kendt forfatters ros førte til genoptryk af Fox bøger

Faderen gav hende fra sig to dage efter hendes fødsel, modvilligt, men efter ordre fra moderen, og ad tilfældige veje endte nyfødte Paula Fox i den nordlige del af staten New York. En sognepræst, minister Elwood, forbarmede sig over barnet og tog det til sig, da hun fem måneder gammel var endt hos en familie, der ikke kunne forsørge hende.

Jeg er ikke i tvivl: Uden uncle Elwood ville jeg have været en anden. Jeg må have været et vildt barn, da jeg kom i hans varetægt. Han gav mig omsorg og kærlighed, sprog og litteratur. Han holdt af mig uden skygge af tvivl. Men jeg husker, at min tillid kunne forsvinde i et nu, jeg kunne få følelsen af at være faldet ud af verden. Hans nærvær bragte mig tilbage. Jeg var hos ham i seks år, og de år reddede mig. Jeg er jo blevet helt menneskelig, synes du ikke?

Fox stemme er dyb og 1940er-filmstjerneagtig, sensuel, i mol.

Der er en sejlivet autoritet over hele hendes person, en uovervindelighed. Hendes ansigt slår tit ud i et bredt smil; det er, som om en del af hende helst vil øse af alle de gode historier. Paula Fox kan se helt nordisk ud, høj og blond.

Ja, jeg er halvt spansk. Min mors familie stammer fra Nordspanien, Baskerlandet. Baskerne kan godt se nordiske ud. Min oldefar lignede en conquistador.

Paula Fox bor i Cobble Hill-kvarteret i bydelen Brooklyn i New York i en af de gader, der om efteråret er gyldne af platantræernes løv.

Folk går desorienterede rundt i T-shirts, sommerkjoler, bare ben, himlen er høj og blå.

Lige om hjørnet ved en lille park bor Fox i et af de karakteristiske brownstone-huse sammen med sin mand, Martin Greenberg, litterat, forlægger og science fiction-ekspert.

Han var en af de mange forlæggere, som takkede nej til hendes første forsøg på at få sine fortællinger udgivet.

Jeg skrev mørke, dystre noveller som ung. Ikke noget, folk ønskede at læse eller at udgive. Heller ikke Marty.

Efter at Fox andet ægteskab var gået i stykker, og hun havde fået mulighed for at gå på kurser i creative writing (kreativ skrivning) på Columbia-universitetet, havde hendes skrivelærer opfordret hende til at sende tekster ind til udgivelse et sted. De endte hos redaktøren Martin Greenberg, som fandt historierne for morbide, men inviterede forfatteren på kaffe, og så forelskede de sig.

Den anekdote smiler de begge to ad nu 50 år efter.

Jeg havde travlt med at overleve, da jeg var ung. Jeg havde alle mulige job. I mange år tænkte jeg på at tage mit eget liv, men så blev jeg sulten og skulle sørge for noget frokost. Jeg vinker ikke, jeg drukner. Sådan plejer jeg at sige nu om de første voksne år. Men jeg har skrevet, siden jeg var i begyndelsen af 20erne. Faktisk skrev jeg min første historie, da jeg var syv år. Min far sagde Well, du har en stemme.

Måske Fox tidlige erfaring af at være værgeløs, mærke jorden skride under sine fødder, har bibragt hendes stemme noget af dens nerve?

Jo, jeg så jo tidligt, at mennesker kan indrette deres liv på så mange måder, så modsætningsfuldt. Jeg vænnede mig til at stå udenfor og se ind på andres liv, i Cuba, i Californien, i New York, fortæller Fox.

Da jeg begyndte at fortælle folk historier fra mit liv, begyndte jeg også at forstå, hvor anderledes og omskifteligt mit liv havde været, fordi folk blev så chokerede. Som ung kvinde syntes jeg egentlig, at mine forældre var glamourøse, der lå sådan et røgslør omkring dem, min far var manuskriptforfatter, min mor hans muse, fjern og smuk og ond, de kom ind og ud af mit liv som en slags feriegæster. Nu, så mange år efter, kan jeg jo se, at hvert enkelt individs liv er anderledes, mit var bare så iøjnefaldende anderledes. Og jeg overlevede; jeg ved ikke, hvad overleve egentlig betyder, men det var det, jeg gjorde. Overlevede. Og jeg er her for at bringe vidnesbyrd om det.

I Lånte fjer lader Fox scener fra sin barndom glide forbi som lysbilleder, i glimt. Hun har en sælsom evne til at gengive øjeblikkene i deres forbigående tryghed eller rædsel; de små scener er omme, inden man har nået at begribe deres gru:

Min mor er stadig så uforklarlig for mig som intet andet menneske, jeg har mødt, et af de store mysterier i mit liv. Noget i min kerne frøs til is i hendes nærvær. Når jeg skulle tale med hende, var mine ord altid så formelle, som om de ikke var mine egne ord. Min far elskede jeg, selvom han var alkoholiker og havde en uberegnelig autoritet, fuld af overraskelser. Jeg plejer at sige, at min mor var den pris, jeg måtte betale for at få min far. Daddy kaldes han forsonende i bogen.

I The Coldest Winter beskriver Fox sin ungdomstid i Europa lige efter Anden Verdenskrig. Helt alene i London, Paris og et sønderbombet Warszawa.

Hvad drev hende? De fleste mennesker ville putte sig efter en barndom som hendes.

Jeg har vel været 23-24 år, men du må forstå, at jeg oplevede en vidunderlig frihed ved bare at komme væk, væk fra det mareridt, min familie var. Jeg så mod verden for at komme væk fra min mor. Det var dengang, jeg stadig troede, at hvis bare jeg kunne finde det rigtige sted, den rigtige by, så ville livets besværligheder forsvinde. På en underlig måde passede det mig godt at befinde mig i Warszawa, som var så ødelagt. Jeg var freelancejournalist, lavest placeret i hierarkiet, dårligst betalt og havde friheden til at observere, være alene.

Fox beskrivelse af Europas byer har en skønhed over sig; de mest kummerlige, grusomme omgivelser får hende til at skrive smukt. Fox fortæller,at hun kan huske dage i Warszawa, hvor de spillede Chopins klaverkoncerter udenfor i byen.

På dage med højt solskin og sne knitrede lyden af musikken i sneen og alt lyset; øjeblikke med en mystisk, forsvindende skønhed. Samtidig sagde man den vinter, at når tøvejret kom, ville de sidste lig komme frem blandt ruinerne. Jeg tror, at de mest grusomme erfaringer vil kalde kærligheden eller det lyriske frem i mennesket og i kunsten.

I dine erindringer gengives en stor følsomhed over for først en lille pige og senere en ung kvinde med en veludviklet radar for, hvem der kan give hende kærlighed. Samtidig er der en nøgtern stemme i bogen, en, der registrerer sine omgivelser. Hvordan er denne tone opstået?

Ja, du skal kunne stå uden for det rum, du har været i, og så skal du skrive om det rum. Men en stemme opstår jo ikke som et bevidst valg; jeg sætter mig bare hen til skrivebordet, og så sker der noget. Med Lånte fjer og The Coldest Winter var det lidt specielt, for jeg havde været udsat for et overfald i Jerusalem. Efter det mistede jeg for en tid evnen til at skrive fiktive historier, det der med at finde på, simpelthen. Kun det, jeg oplevede som barn eller helt ung, kom tilbage til mig. Jeg kan præcis se de folder, stoffet i min fars frakke fik, når han røg en cigaret, og jeg husker tydeligt den første gang, han besøgte mig i et par timer: Han havde bestilt en vogn, og inden han kørte af sted, vinkede han til mig, og lige da brød solen frem, og det var, som om han også havde bestilt solen. Det er måske den lysbilledeffekt, du taler om. Min erindring er visuel. Men jeg må advare dig, ellers husker jeg elendigt; jeg kan ikke huske noget fra sidste uge. Det er forfærdeligt, jeg ville næsten hellere være døv.

Den roman, forfatteren Jonathan Franzen forelskede sig i, Desperate personer, skildrer et prøvet kærlighedsforhold. To privilegerede mennesker, bosat i Brooklyn, er blevet fjerne for hinanden. En kompakt prosa lader genstande og fysiske omstændigheder spærre de to mennesker inde; kvindens eneste kattelem er at lulle sig i søvn med fantasier om de gange, hun er blevet forført af sin tidligere elsker. Men hvorfor vælger Fox at fremskrive alle de genstande, alle de ting?

Ja, det bliver lidt svært at trække vejret ikke? Jeg tog to sjæle, væsensforskellige fra hinanden, og så lod jeg dem være et ægtepar, haha. Der er måske områder, hvor de forstår hinanden, men der er ikke nogen dyb kærlighed mellem dem. Der kan indfinde sig en forfærdelig stilhed i sådan et menneskeliv, og den stilhed lever mellem tingene, under al vores aktivitet, i al mellemtiden.

Hvordan begyndte du så at skrive Desperate Characters og de andre bøger, som The Paris Review nu vil give dig The Hadada Award for?

Jeg var i 40erne. Martin og jeg og to af mine børn tilbragte seks måneder i Grækenland på en lille ø. Børnene var store nok til at beskæftige sig selv, så jeg havde masser af tid bare til mig selv. Det var som at have en stor portion chokoladesoufflé og en lille bitte ske. Jeg kastede mig over skrivemaskinen og begyndte at skrive Poor George. Der er jo en bog, vi alle er meget tæt på, det er bogen om os selv. Nogle er formidable til at fornægte, men når du skriver en roman, skal du nærme dig sandheden, række ud efter sandheden, selvom du aldrig kan nå den. Du kan ikke komme væk fra dig selv, når du skriver, faktisk skal du tættere på selvet, tættere på den gåde, det mysterium. Et eller andet sted havde jeg altid vidst, at jeg ville skrive. Men det tog mig tid at nå til at skrive.

Marie Skibsted Mogensen er cand.mag. i litteraturhistorie og freelancejournalist