Jeg har en præcis erindring om hvert splitsekund. Det første skud er ingen i stand til at afkode. Det lyder som et bord der vælter, eller et metalskab, lige dér, bag glasdøren. Nummer to, nej, det er noget andet. Måske nogle kanonslag helt tæt på, virkelig dårlig smag.
Det var ved det efterfølgende skud det gik op for mig at der var tale om geværild, det var dér jeg efter et lynhurtigt blik vidste at jeg måtte kaste mig ned på gulvet, at det der netop var sket i Paris nu skete i København, og at alle i dette kaos ville blive skudt ned, nøjagtig som redaktørerne på Charlie Hebdo en måned tidligere.
Jeg kan huske et par kolde og lysende sekunder, renset for sentimentalitet, blot visheden om at det var sådan afslutningen var: umiddelbart forestående og hvid. Det kunne jeg også være kommet ud for andre steder, på embedsrejse i Irak, Colombia eller Tjetjenien.
Dette var sket i hjertet af fredelige Danmark. Det var en lørdag. Til at begynde med havde jeg tøvet med at tage imod indbydelsen til at åbne debatmødet om karikaturtegningerne og ytringsfriheden. Men så tænkte jeg at jeg ikke bare kunne krybe udenom. Fordi det er friheden det handler om, fordi jeg ved hvor ensomme dens forsvarere kan føle sig, og fordi fortovet foran Den Franske Ambassade i København lige siden 7. januar havde været dækket af tonsvis af blomster og hundredvis af lys.
På grund af de lys og de buketter, på grund af det som Frankrig står for for de mennesker der var kommet med dem, på grund af det mod det danske folk udviste under den nazistiske besættelse hvor de reddede landets jøder og tog vare på det jøderne ejede:
Af alle disse grunde var jeg nødt til at møde op.
Jeg havde ønsket at blive udstationeret i Danmark, og da jeg først var tiltrådt min stilling, havde jeg ikke haft lyst til at vende tilbage til de papirer hvor jeg havde nedfældet indtrykkene fra mine tidligere rejser. Ikke før attentatet.
I: Well, I suppose I see a different world
than you do
I fuldmånens skær er maskinen lydløst begyndt
sin nedstigning gennem den afrikanske nat. Under
os ligger Rwanda. Med tindingen mod vinduet
spejder jeg efter lys på jorden. I morgen har
jeg en aftale med kranierne. Udenrigsministeren
har sendt mig som Frankrigs repræsentant
ved mindehøjtideligheden for folkemordet.
Jeg er menneskerettighedsambassadør. I fem år har jeg rejst verden rundt for at tale og ikke mindst lytte på Frankrigs vegne. Det er anden gang jeg er her. Besøget på mindemuseet er ikke en del af det officielle program, men jeg tager derhen i morgen.
Jeg ser frem til at genfinde den ro der præger det mørke lokale hvor der på væggene bliver projiceret glimt af ansigter, barneansigter. I en glasmontre næsten uden lys ligger små kranier på række. Og i hvert hoved ser man det brud macheten eller køllen har forårsaget, et hul der nogle gange er på størrelse med en knyttet hånd. Igen styrter jeg ned i et hul hvor ingen forklaring slår til.
De talepunkter som Paris havde forberedt til mig, og som jeg havde genlæst i flyveren, ville jeg ikke kunne bruge til noget. Jeg forsøger at forstå, jeg vender tilbage til de på én gang korrekte og utilstrækkelige analyser af det komplicerede samspil mellem hadet og den endnu mere destruktive gode vilje. Også vores egen rolle. Skyer, turbulens.
Da jeg samler mine dokumenter sammen på sædet ved siden af, opdager jeg en note om hvad Frankrig tidligere har foretaget sig:
"Vores politik er at vi bestræber os på at undgå enhver form for destabilisering i regionen."
I morgen skal jeg deltage i den officielle ceremoni. Endnu en gang skal jeg høre de overlevendes skrig fylde stadion.
Vi får anvist pladser i henhold til etiketten, og ceremonien begynder. Vi står op under nationalsangen. Vi sidder ned mens der er taler. Bernard Kouchner og jeg er blevet placeret ved siden af hinanden. Han er her som privatperson, inviteret af den rwandiske regering.
Kouchner kæmper med de hovedtelefoner der leverer simultantolkning, men opgiver kampen. Republikkens præsident bliver introduceret, og vi lytter opmærksomt til ham for at spore enhver henvisning til Frankrig, for en sådan vil kræve at der straks bliver sendt et telegram til Paris. Pludselig skærer et brøl sig gennem luften. De som ikke har hørt det, ved ikke hvad et brøl er:
"Ikke min datter! Nej, nej! Ikke min søn!"
Manden, som sikkerhedsvagterne hjælper væk i folkemængden, genoplevede bogstavelig talt mordet på sine børn. Efter folkemordet har Den Internationale Domstol og landets eget retssystem ganske vist fældet tusindvis af domme, men ofrene i Rwanda har været nødt til at bo side om side med forbryderne.
Min nabo, min morder, som en dokumentarfilm meget passende hedder. Dette stolte folk er kommet videre ved at udviske sin hukommelse. Men en gang om året, på Jenoside Day på Kigali Stadion, vender erindringen tilbage, intakt og brændende. Man lukker øjnene, og så er man der igen. Præsidenten fortsætter uforstyrret, også da det ikke længere er ét eller to, men fire, ti, halvtreds hjerteskærende brøl der danner kor overalt på stadion og afstedkommer en uafbrudt strøm af samaritter.
Kouchner er netop trådt ud af regeringen.
Det er første gang han er tilbage i Kigali. Undervejs standser han kortegen:
"Kan du se det vejkryds? Lige præcis dér dræbte de tredive mennesker om morgenen. Jeg havde taget et gevær med for at komme forbi. Og i den her kirke ... sat i brand ... ikke en chance ..."
Da jeg er tilbage på mit værelse på ambassaden, tager jeg den pin jeg fik i henhold til protokollen, ud af jakken. Jeg har i forvejen muleposen fra Holocaust Day som jeg fik i Auschwitz. Nu om dage har selv massakrerne deres eget merchandise.
Jeg valgte at blive advokat ud fra en lidenskabelig trang til at forsvare nogen, fordi juraen med sin særegne blanding af strenghed og manglende perfektion for mig har noget bevægende over sig. Jeg forlod denne metier efter at have udøvet den i tyve år for i stedet at blive menneskerettighedsambassadør. Dette diskrete og ikke særlig kendte embede findes i en halv snes diplomatkorps verden over.
Da jeg traf det valg, stoppede jeg samtidig med mit politiske arbejde som folkevalgt på lokalplan og på europæisk plan. Det jeg ledte efter, var en mulighed for at udøve mit virke i en anden skala, og det forekom mig at diplomatiet, til trods for alle dets svagheder, kunne være en stærk løftestang for menneskerettighederne.
Mit ansættelsesbrev lød sådan her:
"Med den otte år gamle indstiftelse af det embede som De i dag bliver betroet, har republikkens præsident og den franske regering haft det ønske at vort land, hvis budskab og handlinger inden for menneskerettighedsområdet bliver mødt med en ganske særlig opmærksomhed og forventning, skulle få yderligere mulighed for at tage initiativer og komme til orde. Frankrigs omdømme skyldes landets historie, den kvalitet vi leverer når vi deltager i udarbejdelsen af internationale normer, såvel som det forhold at vort land med største strenghed fører disse normer ud i livet og holder øje med at de bliver respekteret. (…)
De skal benytte enhver lejlighed til at opmuntre til at man medtænker menneskerettighederne alle de steder hvor det kan lade sig gøre. De skal være med til at definere de standpunkter vort land forsvarer og til, når det er gavnligt, at foreslå nye initiativer som Frankrig kunne søge at fremme på nationalt, europæisk og multilateralt plan. (…)
De skal deltage i de internationale møder hvor vor tilstedeværelse vil bidrage til at udbrede kendskabet til den krævende vision vi har om individuelle og solidariske menneskerettigheder. (…)
De vil, når der er behov for det, blive udpeget til at lede den franske delegation ved den regelmæssigt tilbagevendende aflæggelse af beretning ved De Forenede Nationers Menneskerettighedsråd (UNHCR). Desuden skal De bidrage til at vore ambassader bliver "menneskerettighedshuse", som er opmærksomme på denne problematik, og som slår dørene op for dem der forsvarer menneskerettighederne."
Da ministeren overrakte mig dette dokument
på sit kontor i udenrigsministeriet, tilføjede
han:
"Jeg må advare Dem om en ting: Mens alle
er klar over hvad en ambassadør med embedsbolig
i en hovedstad foretager sig, er der ingen
der ved hvilken funktion en omrejsende ambassadør
har. Det er den funktion De skal udfylde."
Vi havde en diskussion om Frankrigs prioriteter i forhold til menneskerettigheder, jeg brød mig ikke om den tanke at man skulle prioritere da jeg var af den overbevisning at man ikke kunne rangordne de forskellige sager efter vigtighed, og at vi burde kæmpe på alle fronter: tortur, kvinder, international ret, børn, pressefrihed ...
Især mente jeg at det diplomatiske sprog var for konventionelt, og at vi ved at benytte udvandede begreber i de lukkede internationale fora var endt med ikke at sige tingene ligeud, eller i bedste fald kun hentyde til de menneskelige dramaer ved hjælp af virkningsløse abstraktioner løsrevet fra enhver sanselig virkelighed: forsvundne, fordrevne, migranter ...
Som jeg så det, var der kun én vej hvis jeg skulle afbøde virkningen af disse semantiske løgne og sørge for at dørene til vores ambassader rent faktisk stod åbne for menneskerettighedsforkæmpere, og det var ved at komme i kontakt med en universel sandhed der var gjort af kød og blod.
I mere end fem år gennemvandrede jeg tragediernes
verden på kryds og tværs i Frankrigs navn. I felten, men også i Genève og New York, dér hvor de lovtekster som omhandler
menneskerettighederne, bliver drøftet og vedtaget.
Jeg tog ikke ret mange noter i løbet af disse fem
hundred rejser i embeds medfør, i hvert fald
ikke den slags noter man bruger når man skriver
bøger.
Jeg har imidlertid ønsket at nedfælde nogle af disse begivenheder før jeg glemmer dem, og hver af dem fører sine egne vage mindelser med sig. Dette er ikke en dagbog, og det der stadig er tilbage, må vidne om resten.
II: I alle tænkelige landskaber
I løbet af de år hvor jeg var i menneskerettighedernes
tjeneste for Frankrigs udenrigsministerium,
oplevede jeg gentagne gange hvor begrænset
vores indflydelse er. Jeg er overbevist
om at jeg har set nogle enestående ting og oplevet
afstanden mellem de mange taler og den
menneskelige virkelighed, ligesom jeg er overbevist
om at jeg bag de indstuderede ansigtsudtryk
trods alt har oplevet nogle glimt af sandhed.
Der har naturligvis været nogle smukke succeser, løsladelser og reelle fremskridt, som for eksempel de første domme der blev afsagt af Den Internationale Straffedomstol, hvis eksistens i høj grad skyldes Frankrigs indsats. Der er tilstrækkelig mange små eksempler på retfærdighed til at man trods alt tør tro på at det nytter med et menneskerettig-hedsdiplomati, og til at man kan stå distancen.
I den forbindelse har man af og til offentliggjort nogle kommunikeer:
"Frankrig glæder sig over at ..."
Den slags kommer det ikke til at handle ret meget om her hvor jeg især vil fokusere på de dilemmaer og den tvivl der altid er en iboende del af dét at påtage sig et ansvar, og på det utålelige ved de stadig flere slag man taber eller ganske enkelt ikke leverer, i den evige kamp for det som Victor Hugo kaldte "rettighedernes rettighed".
Mange andre end mig bliver udsat for lidelse og uretfærdighed i kraft af deres erhverv eller på grund af de vilkår livet tilskikker dem. Men lægen på skadestuen kan handle, krigsreporteren kan udstøde et skrig. Diplomaten der gør tjeneste, deler i bedste fald sine analyser med myndighederne. Han ved at det tempo stater og internationale institutioner arbejder i, sjældent stemmer overens med et menneskelivs tid.
Resten – dilemmaerne, tvivlen, de dystre udsigter, oprøret – holder han for sig selv.
Til trods for de sanktioner der er blevet indført på foranledning af Frankrig, til trods for de arabiske oprør, og til trods for en lind strøm af diplomatiske forespørgsler vore stabe i Damaskus, Moskva og New York har rejst, er der allerede gået mere end et år uden at det er lykkedes at få den syriske præsident til at standse massakrerne på hans eget folk. I marts 2012 bad ministeren mig om at begynde at indsamle vidneudsagn til et anklageskrift mod Bashar al-Assad så der kan føres sag mod ham ved Den Internationale Straffedomstol.
III: Veto
Jeg er i Ar Ramtha i nærheden af den syriske
grænse, det er nat. Jeg lytter til flygtningenes
beretninger mens jeg sidder på det bare gulv
i et hus uden møbler, udlånt af en jordansk
forretningsmand. De fortæller hver især deres
historie og fremviser deres sår. Nogle af dem
har krydset grænsen for kun to timer siden.
Jeg tager billeder, jeg noterer. Én løfter op i sin skjorte, kuglen er gået ind i ryggen. Hos en anden genkender jeg de karakteristiske mærker efter elektrisk stød, som jeg har set i Irak, i Cambodja, på brystet af ofrene for De Røde Khmerer, og for nylig i de libyske fængsler. Manden aflægger vidnesbyrd:
"Den 31. maj skød en soldat fra lufttropperne" – det syriske regimes eliteenhed med ansvar for efterretning og tortur – "en kugle gennem hovedet på tre brødre. Aram, Nasser og Mohammed. De dræbte dem i ambulancen. Lægen, Taha Salam, blev dræbt for øjnene af mig."
Så fortsætter en soldat der er deserteret:
"Den øverstkommanderende general, Nessim Mahmoud, beordrede os til at skyde ind i folkemængden. Den 1. august havde vi skudt på demonstranterne, og der var mere end to hundred døde og sårede. Det gentog sig syv gange. Jeg sad i en T-72-kampvogn. Først affyrede jeg seks tusind skud med maskingevær, så fik jeg ordre til at bruge kanonen."
Da jeg hører en beretning fra en mand der
havde kørt sin ti år gamle astmatiske søn til
apoteket, bliver jeg lamslået over kynismen hos
regimets repræsentanter. Faren havde siddet i
bilen og ventet på at drengen skulle vende tilbage
med sin medicin. Inde på apoteket udspurgte
en agent fra det korps der har ansvaret for luftfartssikkerheden,
barnet:
"Var du selv med til demonstrationerne?"
"Ja, hr."
Med et revolverskud dræbte han barnet og stoppede tuben med Ventoline ind i munden på ham. Derefter gik han roligt ud af apoteket og over til bilen og sagde:
"Din søn venter på dig derinde."
På det tidspunkt var der ingen af os i Paris
der for alvor regnede med at denne massakre
ville vare flere år og medføre tre hundred tusind
døde for øjnene af hele verden. Hvordan kan
man forstå at befolkningerne i Rusland, Indien
og Brasilien her i informationssamfundets tidsalder
stadig accepterer at deres regeringer, på
deres vegne, med skandaløs stædighed blokerer
enhver bindende resolution i Sikkerhedsrådet?