Jeg maler mine egne forhåbninger

A woman walks past posters of electoral candidates as she carries items to sell on the streets of ...

"Opstandelsen” forestiller Guds hænder, der hjælper et menneske til at opstå fra de døde. – Foto: Dorthe Krabbe.

Danske soldater vil blive i

”Enhver kunstner forsøger at komme i dialog med Gud. Og det gør man ved at male,” siger Arne Haugen Sørensen. – Foto: Leif Tuxen.

Den anerkendte kunstner Arne Haugen Sørensen er aktuel med udstillingen Ordet blev billede i Ølby Kirke. Udstillingen åbner i weekenden. Selv betragter han det som en dialog mellem kirkerummet og sin egen kunst

Den 80-årige kunstmaler Arne Haugen Sørensen vil hellere male mennesker, der opstår fra de døde, end Jesu opstandelse.

At Guds søn, Jesus, skulle stige til himmels, kan jo ikke imponere en lige så meget som løftet om, at det gælder os alle sammen, forklarer Arne Haugen Sørensen på en helt tydelig telefonforbindelse fra sit hjem i Spanien.

En del af hans værker er dog allerede blevet sendt til Danmark. For i weekenden åbner Ølby Kirke ved Køge kirkedørene for salgsudstillingen Ordet blev billede med fire store malerier og 15 akvareller af den anerkendte maler. Og blandt de store billeder er et nyt maleri, der netop hedder Opstandelse.

Det centrale i billedet er et par store hænder, der bærer et menneske ud af en grav. Det er ikke Jesus, men dig og mig, der bliver løftet ud af døden, ellers havde jeg malet det menneske anderledes, siger han og tilføjer, at han tidligere har udstillet et opstandelsesbillede i Ringkøbing Kirke, og at mange især begravelsesgæster efterfølgende har udtrykt deres taknemmelighed over at blive trøstet af billedet:

Det er jo en dejlig tilbagemelding at få som kunstner. Men jeg tror også, at det visuelle bliver stadig vigtigere at få med i kirkerne, hvor ordene efterhånden lader til at være blevet mangetydige. Derfor kan det være en ekstra stor trøst at sidde til en begravelse og se opstandelsen for sig på et maleri.

LÆS OGSÅ: Han kombinerer kristendom med æstetik og teknik

Arne Haugen Sørensen så det derfor som en herlig udfordring, da Køge Kunstforening inviterede ham til at udstille sine værker i arkitekten Johannes Exners moderne kirke i Ølby, hvor de protestantiske vægge ellers var helt tomme, som han udtrykker det.

Snarere end en udstilling ser jeg det som en dialog mellem kirkerummet og min egen kunst. Og jeg håber da også, at den vil være til trøst og vække til refleksion i Ølby Kirke. For jeg har for eksempel også lavet det nye opstandelsesbillede som en trøst. Der er nogle, der tager imod dig. Jeg siger ikke, at det er det definitive billede på, hvordan det bliver at opstå fra de døde. For jeg maler dybest set mine egne forhåbninger. Det er et forsøg på at materialisere mine drømme og mit håb.

Hvad bygger du det håb på?

Mit håb er baseret på min tillid til Gud. Jeg er blevet udstyret med en hjerne, der er så lille, at jeg synes, at det næsten vil være blasfemi at begynde at gætte på, hvad Gud har i sinde. Jeg er bare sikker på, at Gud har noget i sinde, som er mere fantastisk end det, jeg kan forestille mig, siger han og tøver et øjeblik, inden han fortsætter:

Men jeg kan jo også godt bede til Gud og takke ham for verden, selvom jeg ikke forstår den. Og når jeg maler, opfatter jeg det netop som bøn. Man siger ske din vilje og ikke min. Det lyder nok vanvittigt for folk, der ikke er funderet i kunst. Men enhver kunstner forsøger at komme i dialog med Gud. Og det gør man ved at male. På en måde udsletter man sit eget ego i den proces. Man må fjerne sit ego og gøre sig selv til et hul i jorden, og når man laver et hul i jorden, løber der noget til som en fornemmelse af, at nogen taler til dig udefra.

Arne Haugen Sørensen har malet på den måde i mange år. Men det var i sin tid lidt af en opdagelse for ham at begynde at male de bibelske motiver, der fylder meget i hans kunst.

Da jeg var ung, malede jeg også eksistentielle billeder som en dialog mellem lys og mørke. Men med de bibelske motiver fandt jeg et sted at male ud fra en fælles referenceramme, og det har fulgt mig siden.

For formand for Køge Kunstforening og tidligere museumsdirektør Ellen Tange er det et scoop at få en så anerkendt kunstner til Ølby.

Alle har været begejstrede for idéen, siden vi præsenterede den for menighedsrådet og præsten. Og Roskildes biskop kommer også og indvier udstillingen i weekenden, siger hun og påpeger, at man i en tid, hvor store dele af kirkelivet diskuterer, om en præst skal være troende for at få plads i folkekirken, også kan diskutere, hvilken slags kunst der kan have relevans for kirkerummet.

Ølby Kirke er en moderne kirke, der næsten er en rundkirke i sin arkitektur, så det kan virkelig mærkes at få Arne Haugen Sørensens meget ekspressive og farverige malerier ind i dette rene rum, så jeg tror, at det bliver meget pågående. Nogle vil måske føle sig frastødte af det, mens andre vil føle sig dragede af malerier. Men de vil ikke virke ligegyldige for nogen. Det er jeg sikker på. Og så kredser de alle sammen om påskens historier med både nadver, korsfæstelse og opstandelsesmotiver, siger Ellen Tange og tilføjer:

Så personligt håber jeg faktisk, at nogen vil købe et af malerierne til kirken, så Arne Haugen Sørensen kan få fast plads der.