Forfatter: Jeg skriver først til Gud - og så til læserne

Præster kommer især i krimier ofte til at få lidt suspekte roller, men med sin roman ”Orkansæsonen og ...

Præster kommer især i krimier ofte til at få lidt suspekte roller, men med sin roman ”Orkansæsonen og stilheden” ville Anne-Cathrine Riebnitzsky gerne skildre en præst, der hjalp andre. Foto: Scanpix

Jeg ved aldrig, hvor handlingen fører mig hen, så på en måde er det en trosvandring for mig at skrive
Anne-Cathrine Riebnitzsky

Anne-Cathrine Riebnitzsky ville gerne skildre både troen på Gud og på ægteskabet i sin nye anmelderroste roman ”Orkansæsonen og stilheden”

I et tv-program kaldte Det Etiske Råds tidligere formand Erling Tiedemann kort før sin død religiøs blufærdighed ”et fint ord for frygt”. For mange er bange for at tale om deres tro, fordi de frygter folks reaktion. Men troen møder os netop med ordene ”frygt ikke”, og man bør derfor heller ikke være bange for at tale om sin tro, mente han.

Forfatteren Anne-Cathrine Riebnitzsky, der er aktuel med den roste roman ”Orkansæsonen og stilheden”, har det på samme måde. Siden hun som 20-årig fik en åndelig ”Frygt ikke”-oplevelse, der førte hende væk fra New Age-miljøet og ind i kristendommen, har hun troet på, at Gud kan tale til os. Og når hun holder foredrag om sine bøger, fortæller hun åbent, hvordan troen er en central del af både hendes liv og arbejdsliv.

Læs anmeldelsen af bogen her.   

Når hun sætter sig ved computeren om formiddagen, er det ikke for at arbejde, men for at bede:

”Jeg lukker øjnene og sætter alle ti fingre på tastaturet og så begynder jeg at skrive mine bønner ned til Gud, og hvis jeg fornemmer et svar, skriver jeg også det ned. Sådan renser jeg alle mine bekymringer ud af mit sind og lader Gud komme ind og inspirere mig med sin ånd. Og så behøver jeg også kun at skrive to timer hver dag,” siger hun smilende.

Sådan begynder hver dag for forfatteren med mindst tre kvarters bøn foran computeren - og så kan hun skrive både inspireret og koncentreret.

”Jeg ved aldrig, hvor handlingen fører mig hen, så på en måde er det en trosvandring for mig at skrive. Hvis jeg vidste det hele på forhånd, ville det nok heller ikke blive lige så spændende for læseren og slet ikke for mig selv at gå på arbejde foran computeren. Handlingen er en rejse, som jeg ikke engang selv kender ruten på. Denne gang var jeg egentlig lidt spændt på, om det hele ville komme til at hænge sammen med alle de små, kalejdoskopiske historier, der er i romanen.”

Den nye roman ”Orkan-sæsonen og stilheden” fletter ganske rigtigt en masse spændende historier fra flere forskellige verdensdele og mennesker sammen.

”Den er smukt flerstemmig og ligner ikke noget, man tidligere har læst,” som Kristeligt Dagblads anmelder skrev tidligere på ugen, hvor romanen fik fem stjerner her i avisen.

Men faktisk er romanen fuld af nærmest uendelige stjerner. For en af romanens centrale figurer - præsten Monica - er gift med astro-fysikeren Johan. Og mens hun har blikket vendt ind mod sit indre liv, ser han op mod universet. Og der er plads til begge dele i både romanen og Riebnitzskys eget liv.

”Jeg ville gerne give plads til både tro og viden i romanen, ligesom jeg gerne ville skildre et lykkeligt ægteskab mellem modsætninger. Jeg synes, at både dansk litteratur og film er fuld af forliste ægteskaber, og det er da rigtigt, at hvert andet par bliver skilt, men det betyder også, at hvert andet par bliver sammen.”

Som barn var hun ikke selv vidne til et lykkeligt ægteskab. Det skriver hun om i den prisvindende roman ”Forbandede yngel”, men som voksen har hun lært at tro på vielsesringens velsignelse:

”Jeg kan huske, at jeg som ung så et forældrepar, der stod og kyssede forelsket i lufthavnen, mens deres tre børn legede rundt. Det blev en øjenåbner for mig, at man stadig kunne være så glade for hinanden efter mange år sammen. Og selv er jeg lykkelig gift. Jeg synes, at det er en rigdom at dele livet med en ægtefælle, der kender en. Nogle orienterer sig hele tiden væk fra et forhold, hver gang der er et lille problem. Men små ting som et knus i sofaen eller et glas vin sammen kan minde en om, hvor dejligt det er at være gift.”

På samme måde supplerer Monica og Johan hinanden smukt i romanen, hvor de altså repræsenterer hver sin vinkel på livet. Mens han tænker naturvidenskabeligt, taler hun med Gud - og får svar, ligesom Anne-Cathrine Riebnitzsky selv oplever det:

”Jeg mener også sagtens, at tro og viden kan følges ad. Mange tror måske, at videnskaben har løst de fleste gåder, men sandheden er, at vi kun forstår omkring fire procent af universet. Mange tror måske, at det er omvendt. Men der er en grund til, at mange fysikere bliver religiøse. For når man ser ud i universet, opdager man også, hvor små vi er.”

Samtidig ville hun også gerne revitalisere præsten som en god sjælesørger, der kan hjælpe mennesker på vej i livet. Og selvom der også er spænding og ligefrem mord i hendes fortælling, er det ikke med præsten som skurk:

”Jeg læser ikke selv krimier, men sommetider ser jeg krimier som underholdning om aftenen, hvor præster næsten altid har en suspekt rolle. Og det er underligt og ærgerligt, at kirken har fået den rolle i fiktionen. For mange mennesker har jo positive erfaringer med deres præster, der kan hjælpe dem både gennem sorg og lykke,” siger hun og tilføjer:

”Men når jeg netop gerne ville have en præst med i romanen, så er det også, fordi jeg har en fornemmelse af, at de kristne værdier er på vej op igen. Og jeg håber også, at romanen kan vise, at vi har bygget vores samfund på de kristne værdier, der også gennemsyrer vores love. Men jeg kan stadig mærke, at nogle mennesker er på vagt, når man siger, at man er troende, fordi de så tror, at man så vil styre, hvad andre skal synes og tro. Det vil jeg ikke, men jeg vil netop gerne have ret til selv at have min tro,” siger forfatteren og tilføjer:

”Og efter mine foredrag får jeg sommetider et klem i hånden af en, der takker mig, fordi jeg tør stå ved min tro.”