Jeg ville aldrig have lyst til at skrive en krimi, der bare handlede om at opklare et mord

Helle Vincentz,forfatter fotograferet i hjemmet ved

Krimiforfatter Helle Vincentz oplevede, hvordan historierne om kunstig befrugtning myldrede frem, når hun delte sine egne erfaringer med andre. Det var blandt andet de historier, der inspirerede hende til at skrive om fertilietsindustriens sort/grå marked. Foto: Leif Tuxen.

Forfatter Helle Vincentz har altid insisteret på at snige viden ind i sine romaner, og hendes nye krimi om fertilitetsindustriens skyggesider og etiske 
dilemmaer er ingen undtagelse. Selvom læserne først og fremmest skal underholdes, må de også gerne lære noget nyt om verden – og måske om sig selv

Helle Vincentz har selv mærket det. Hvordan drømmen om et barn og frygten for aldrig at få et langsomt, men sikkert kan rykke ens indbyggede moralske kompas i retninger, man ellers aldrig havde drømt om.

For syv år siden stod hun midt i alle følelserne, da hun selv var i fertilitetsbehandling, og selvom forfatterens egen oplevelse med fertilitetsindustrien både var kort og endte lykkeligt, så var den intense periode, hvor intet var sikkert, nok til, at hun forstår den længsel, der får pæne og retskafne borgere til at bryde loven og krydse landets grænser for at købe sig til en livmoder eller et befrugtet æg.
 
”Der er virkelig stærke kræfter på spil,” fortæller Helle Vincentz.
 
”Men derfor føltes det også som den perfekte ramme for en spændingsroman.”

Helle Vincentz har som krimiforfatter altid pakket sine plots med fakta, viden og miljøer, som kun de færreste danskere kender til. Hun har skrevet om oliebranchens magtspil og kampen om Grønlands råstoffer, og med sin nye roman, ”Stjålne liv”, om antropologen Sofie Munks efterforskning af bortkomne befrugtede æg kaster hun sig over fertilitetsindustrien og dens indbyggede etiske dilemmaer i en historie, der fører læserne dybt ind i det danske justitsministeriums bageste korridorer, forbi Ukraines voksende ægmarked og til Indiens velsmurte rugemor-industri.

Dermed har hun skrevet en bog, der med forfatterens egne ord udspiller sig i et miljø, der rummer noget nær de ideelle komponenter til en kriminalroman, men hun har også skrevet en bog, der borer fingrene dybt ned i en af sundhedsteknologiens kerneetiske problemstillinger og inviterer læserne til gå på opdagelse i deres eget moralkodeks.

”Det er de verdener og spændingsfelter, som vi kun overfladisk kender til, der tiltrækker mig. Jeg ville aldrig have lyst til at skrive en krimi, der bare handlede om at opklare et mord. Jeg vil selv lære noget nyt undervejs og give den viden videre til mine læsere,” siger hun og fortsætter:
 
”Det skal selvfølgelig først og fremmest være krimiplottet, der driver læsningen frem, og det er også det, der trumfer alt, når jeg skriver. Men den viden, jeg sniger ind mellem linjerne, smider man lige ind bagest i hjernen – det er i hvert fald sådan, jeg forestiller mig det – og så ligger den der og summer i baghovedet, og den kommer måske til at betyde noget for, hvad man tænker og føler i forhold til den verden, man læser om, og de mennesker, der opererer i den,” siger Helle Vincentz.

Helle Vincentz,forfatter fotograferet i hjemmet ved

”Det skal selvfølgelig først og fremmest være krimiplottet, der driver læsningen frem, og det er også det, der trumfer alt, når jeg skriver. Men den viden, jeg sniger ind mellem linjerne, smider man lige ind bagest i hjernen – det er i hvert fald sådan, jeg forestiller mig det," siger Helle Vincentz. Foto: Leif Tuxen

Den stille summen i baghovedet må gerne føre til nye refleksioner, fortæller hun, den må gerne åbne verden og tilføje den flere nuancer og dimensioner som en form for eksperimentarium, hvor man kan udforske sit eget etiske standpunkt i en litterær og fiktiv ramme, men den skal ikke nødvendigvis føre til en afklaring.

Det er ikke Helle Vincentz’ ærinde eller ambition at servere færdigstøbte holdninger eller skråsikre løsninger, og hun blev ikke selv mere afklaret omkring sit eget etiske standpunkt i løbet af sin research til bogen. Tværtimod blev tvivlen større, jo nærmere hun kom en forståelse af industriens virkelighed og de menneskeskæbner, der befolker den.

”Det var spørgsmålet om rugemoderskab, jeg startede med at dykke ned i: Kan man på nogen måde forsvare at leje et andet menneskes livmoder? Mit eget moralske udgangspunkt var, at det kan man ikke. Man kan ikke købe sig til dele af andre menneskers krop. Men undervejs i min research talte jeg med for eksempel antropologer, der gennem deres forskning er blevet mindre kritiske, og i takt med at jeg har lyttet til deres argumenter og forklaringer, er jeg faktisk selv blevet mindre skråsikker,” siger Helle Vincentz:

”Man kan sige, at jeg er blevet splittet mellem min egen etiske overbevisning og den virkelighed, som man også bliver nødt til at forholde sig til.”

Hun taler om en virkelighed, som måske er indrettet sådan, at den bedste hjælp til et menneske, der i bogstaveligste forstand er tvunget til at sælge ud af sig selv, ikke nødvendigvis er et forbud, men derimod hjælp til at organisere sig, sikre sig rettigheder, ordentlige forhold og fair kontrakter med dem, der lejer sig til livmødre og køber ind af andres arvemateriale for at få det barn, de brændende ønsker sig, men ikke selv kan producere.

”For mig er det stadig en grundlæggende forkert transaktion, men det bliver også enormt hovent at sidde her i sit pæne hus med sin pæne familie og være moralsk skråsikker og fordømmende over for dem, der køber, og dem, der sælger. Det bliver i hvert fald sværere at være det, når man kommer tættere på en forståelse af de motiver, forudsætninger og bevæggrunde, der er på spil.”

Og det er netop det, skønlitteraturen og fiktionen kan. Den kan sætte ansigter og skæbner på de tunge og svære dilemmaer, som artikler, politiske debatter og videnskabelige afhandlinger langt hen ad vejen kun formår at beskrive teoretisk og abstrakt.
 
”Det er svært at forholde sig rigtigt, følelsesmæssigt og indlevende til fertilitetsindustriens dilemmaer, når de præsenteres løsrevet fra de mennesker, de handler om. Det når aldrig rigtigt ind under huden eller bliver rigtigt svært, fordi der ikke for alvor er noget på spil. Det er der i fiktionen, fordi vi kommer helt tæt på dem, det gør ondt på. Helt ned i de lag, som komplicerer alting. Præcis på samme måde, som hvis vi selv kender nogen, der står midt i det, og alting derfor pludselig ikke længere er sort og hvidt.”

Selvom vi følger med i nyhedsmedierne og samfundsdebatten og gør vores bedste for at orientere os, så føles det tit uoverskueligt, svært tilgængeligt og måske kedeligt. Men når vi så læser det som fiktion i et narrativt forløb, som mange af os forstår ting bedst i, får vi en helt ny og dybere forståelse, siger Helle Vincentz.
 
”Det, jeg er allermest stolt af ved mine romaner, er netop, at man med spændingsromanen når ud til en masse mennesker, som måske ikke nødvendigvis er interesserede i de verdener, jeg portrætterer – altså oliebranchens magtstrukturer er jo ikke umiddelbart det mest spændende – men mange kommer faktisk til at interessere sig for det alligevel, fordi det serveres i en krimi. Og det er helt grundlæggende vigtigt, fordi det er en måde at skabe forståelse for verden på og give os forudsætninger for at agere og forholde os til den. Det er ikke forfatteres pligt, men det føles som min pligt. Hvis jeg skal være højtravende, føles det som mit kald. Min fornemste opgave.”

Helle Vincentz blev gravid med sit og sin mands første barn efter bare en måned i fertilitetsbehandling. Parret har i dag to børn på seks og tre år, og hun er pinligt bevidst om, at hendes trængsler blegner i sammenligning med de par, der kæmper i årevis for at få det barn, de ønsker sig, og nåede aldrig selv dertil, hvor hun overvejede, om løsningen på hendes problem lå på den anden side af Danmarks grænser og lovgivning. 
 
”Men jeg mærkede ’drivet’ mod at gå hele vejen. Er du sindssyg, jeg mærkede det. I den meget korte, men intense periode, hvor jeg ikke vidste, om det ville lykkes, følte jeg mig klar til at gøre hvad som helst. Og jeg kan ikke sidde her og sige, det havde jeg aldrig selv gjort. Jeg ved det simpelthen ikke.”