Jens Kruuse var en svindler - og den bedste

Jens Kruuses antiideologiske anliggende satte ham fri til at se litterær kvalitet uafhængigt af smålige ...

Jens Kruuses antiideologiske anliggende satte ham fri til at se litterær kvalitet uafhængigt af smålige fløjkampe. - Foto:

Jens Kruuse havde et i dansk sammenhæng unikt litteratur- og kritiksyn, der var forbundet med traditionen. Og så var han en festlig kritiker og kulturredaktør

Jens Kruuse (1908-1978) havde et umiskendeligt talent for fest. Ikke blot in persona - Kruuse var en insisterende ynder af vingudens gaver og en god middag - men også i spalterne, hvor han huserede i Morgenavisen Jyllands-Posten og endte med at blive den bedste kulturredaktør i mands minde.

I 1973 skulle han anmelde Sofokles' ”Elektra” på Aalborg Teater, og manchetten blev ret sigende: “ Musik og instruktion var glimrende. Det hele var møgkedeligt,” og derefter brugte Kruuse et gennemgående motiv for anmeldelsen, som han kaldte de to kor. Koret på scenen, naturligvis, og så Kruuses private kor bag ham på tilskuerrækkerne:

Hun: (med lydelig teaterhvisken) Du... det er kedeligt.

Han: (langt borte fra, men han sidder da vist ved siden af hende): Hva'? Hva' si'r du?

Hun: Jeg si'r, at det er kedeligt, ke-de-ligt.

Han: (synker igen sammen): Hyss. Ja.

Det var to gode kor den aften, mente Kruuse. Men kun ét af dem var ikke møgkedeligt.

Jens Kruuse var en berejst litterat med ophold i London og Paris og fabrikantsøn af den ret rige slags. Han var det intellektuelle Danmarks funklende unge stjerne og blev doktor i litteraturvidenskab som blot 26-årig.

Efter et lektorat ved Sorbonne var han en indlysende kandidat til professoratet i litteraturvidenskab ved det nye universitet i Aarhus. Men, som Finn Slumstrup skriver i sin bog om Jens Kruuse; det kan godt være, at det kun gik fremad. Men det var mest af alt ”en uafbrudt acceleration direkte ind i sammenbruddet.”

For Jens Kruuse var en patologisk lystløgner og måtte finansiere sit dyre forbrug af veltilberedte dyr, så han begyndte at forfalske checks. Det må man jo ikke, og den lovende universitetskarriere blev således svindlet i småstykker. Men det var heldigt for både ham og Danmark, for Jens Kruuses redning blev Askov Højskole.

Kruuses ubetvivleligt vigtigste bog, ”Den ny Virkelighed” (1948), skrev han i årene på Askov, som desværre også sluttede på grund af vilde svindlerier i slutningen af 1940'erne - men Kruuse tog altså til Aarhus i stedet og blev en mesterlig kulturredaktør og kritiker. Alligevel slap han aldrig højskolen.

Mange år senere spurgte han en veninde, hvorfor man aldrig bliver færdig med Askov. Fordi man aldrig kan rejse derfra, svarede hun. Det kunne den rapkæftede Kruuse ikke svare på. For han græd.

Kruuses litteratursyn blev helt sikkert påvirket af den virkelighed, han mødte i det grundtvigske Danmarks pulsåre. Den rodløse rigmandssøn og mestersvindler mødte den rodfæstede lærersøn Jørgen Bukdahl, og deres bøger vidner om en hidtil overset forbindelse, som vi burde døbe ”Askov-kritikken”. Et i dansk sammenhæng unikt litteratur- og kritiksyn, der er intimt forbundet med traditionen.

I tidsskriftet Heretica skrev Kruuse eksempelvis et længere essay om Nis Petersen og Kaj Munk, og det åbner meget karakteristisk:

”Jeg vil lægge vægt på, at de kom fra Herning, fra Lolland - ikke fra København - og at de voksede op med Bibelen og Shakespeare - ikke med Freud, Marx eller Georg Brandes og Politiken,” skrev han. Denne traditionsbevidsthed tog han med ind i den voldsomme og nødvendige ”Den ny Virkelighed”, hvor traditionsbevidstheden blev koblet med et eksplicit antiideologisk litteratursyn. Kruuse kunne ikke lide retninger som kommmunisme, humanisme og naturalisme. Både fordi de ikke stod godt til dr.phil.ens traditionsbeundring, og fordi de altid politiserede. Særligt slemt stod det til med mange kritikeres lummert-klamme overfald på kunsten ved brug af Freud. Den norske psykoanalytiker Arne Duve skrev i 1967 en bog om H.C. Andersen. Den kunne Kruuse ikke lide: ”Duve styrker sig over de vidunderligste eventyr med en seksualpsykologisk glubskhed. Digtningen er værgeløs, vi andre målløse, Duve er værdiløs.”

Med alle disse aversioner kan man sige, at det er sært, at Kruuse var elsket bredt fra højskolen over Morgenavisen Jyllands-Posten til de kulturradikale. Forfatteren Flemming Chr. Nielsen har eksempelvis godtgjort, hvordan en type som Klaus Rifbjerg også var vild med Kruuse - og der er sørme et stykke ideologisk vej fra Askov til Rifbjerg.

Men det handler om, at Kruuses antiideologiske anliggende også satte ham fri til at se litterær kvalitet uafhængigt af smålige fløjkampe. Han hyldede både Bukdahls ”Folkelighed og eksistens” og Rifbjergs ”Camouflage”.

 Bukdahl blev fejret som en ensom Roland, der fra Askov blæste i sit horn og sejrede, mens Rifbjergs digte fik nogle legendariske ord med på vejen: ”Jeg siger det stille og roligt. Dette er vældigt.”

Kruuses ubegribeligt elegante mikstur af underholdning, fingerede samtaler og fortættede teser om litteraturens grundlæggende uideologiske beretning om livets storhed og nedrighed var på sin egen vis mindst lige så vældigt.