Jobs-film minder selv om et Apple-produkt

Steve Jobs ændrede måden, vi kommunikerer på, men filmen om ham er næsten for perfekt til, at man rigtig forstår manden bag myten

Michael Fassbender, der spiller Steve Jobs, er intens og overbevisende i et drama i tre akter båret af skarp dialog. - Foto fra filmen.
Michael Fassbender, der spiller Steve Jobs, er intens og overbevisende i et drama i tre akter båret af skarp dialog. - Foto fra filmen.

Hvordan indfanger man en mand, der med sine produktlanceringer ”slog en bule i universet”, som et af Jobs' egne iværksætterråd lyder? Aaron Sorkin har med ”Steve Jobs” skrevet et noget nær perfekt manuskript om manden bag gigantsuccesen Apple.

Sorkin løser opgaven ved at koge essensen af Jobs ned til tre akter, der alle følger det samme skema omkring lanceringen af et nyt produkt. Og det er oplagt, tænker man umiddelbart, at bygge filmen op om de samme karakterer og de samme omstændigheder.

Aaron Sorkin er dialogens mester. Han perfektionerede kunsten i dramaserien ”The West Wing”, hvor den amerikanske præsidents stab travede rundt på gangene i Det Hvide Hus og ordnede verdenssituationen. Det kræver en knivskarp dialog, hvis det skal fungere.

Og det gør det i ”Steve Jobs”, hvor Michael Fassbender endnu en gang overbeviser med sit kamæleonske talent, der gør ham uovertruffen troværdig som superhelt, Macbeth og nu også som afstumpet Apple-chef.

Michael Fassbenders Steve Jobs er brutal, lynende intelligent og overbevist om sin egen særstatus - ikke blot i Apple, men i verden. Han skælder ud, truer og er nedrig med en skræmmende intensitet. Samspillet med især Kate Winslet er Oscar-værdigt for dem begge. Winslet er Jobs' ”work wife”, marketingchef Joanna Hoffman, der som den eneste tør gå tyrannen imod.

Vi begynder i 1984, hvor Steve Jobs skal lancere Macintosh-computeren. Stemningen er intens, og salens sitren matcher skuespillernes nerve og engagement. Bag scenen venter Jobs' ekskæreste med datteren Lisa, som han ikke vil anerkende. De dukker også op til de næste produktlanceringer og strides med hovedpersonen om børnebidrag og forældreskab.

Medskaberen af Apple, Steve Wozniak, higer efter verdens anerkendelse i filmens tre akter, men verden ser kun Steve Jobs. Teknikergeniet Andy Hertzfeld bliver skammet ud tre gange, mens Jobs' relation til Apple-topchefen John Sculley dog udvikler sig gennem filmen.

Jobs fik selv Sculley ansat, men Sculley ender med at fyre ham. Filmen angiver da også, at Jobs' lancering af computeren NeXT i anden akt kun er udspekuleret hævn. Jobs vender da også triumferende tilbage til Apple i tredje akt med iMac'en.

Daniel Pemberton står for musikken. Han har løst en svær opgave forbilledligt. Et så dialogtungt manuskript levner umiddelbart ikke plads til en selvstændig musikalsk fortolkning, men Pemberton rammer både kronologien og scenografien rent. I første akt ledsager elektronisk 1980'er-musik dialogen, men det er især i filmens midterste del, musikken kommer til sin ret.

Lanceringen af NeXT-kuben, som Jobs udviklede for at udfordre Apple, sker i San Franciscos operahus. Det er et bedrag af Pucciniske dimensioner, Jobs bedriver. Pembertons operamusik forstærker følelserne og trænger ind i gangene bag kulisserne, hvor Steve Jobs som diabolsk dukkefører holder hof og tager imod tidligere Apple-kolleger i audiens.

Dialogen, skuespillet og musikken er nær perfekt, men desværre ærgrer alt det formfuldendte. Måske på grund af noget så banalt som, at livet jo netop ikke er formfuldendt. Det beundringsværdige manuskript bliver i al sin perfektion også en hindring for identifikation.

Datteren Lisas mellemkomst skal vise den menneskelige side af Jobs, men hendes tilstedeværelse inden hver lancering er så konstrueret, og hendes rolles funktion er så tydelig, at det menneskelige bliver maskinelt.

Filmen spørger, om man både kan være et godt menneske og et geni. Men egentlig er svaret i denne sammenhæng nærmest uinteressant. Med den stramme struktur og dygtige iscenesættelse taber filmen om Steve Jobs nemlig det almenmenneskelige perspektiv.

Steve Jobs fremstilles som psykopat. Selv hans tilsyneladende samvittighed i filmen synes kalkuleret. Måske var han virkelig sådan, men egentlig føler man sig ikke klogere på manden bag myten.

Derfor virker det, som om Aaron Sorkin og instruktøren, Danny Boyle, har besluttet sig på vores vegne: Steve Jobs var måske et geni, men et dårligt menneske. Er virkeligheden så enkel? Nok ikke, men sådan ser det ud, når et levet liv bliver sat ind i en skabelon og formidlet i så fejlfri en form, at det næsten mimer Apples gennemdesignede produkter. Men de er jo også netop design - og ikke mennesker.

Et mere menneskeligt og mindre veldesignet manuskript ville have gjort en imponerende dialogbåren film endnu bedre.