Jørn Lund: Intet sprog forandrer sig så hurtigt som dansk

Det er skønt at sidde med et skriveredskab, have et afmålt antal minutter til rådighed og så redegøre ...

Det er skønt at sidde med et skriveredskab, have et afmålt antal minutter til rådighed og så redegøre for en tanke ved hjælp af symboler - en evne, vi mennesker er de eneste væsener på Jorden, der har,” siger Jørn Lund. - Foto: Leif Tuxen

Forandringerne sker i dag så hurtigt, at vi har en generations-problemstilling. Det kan være svært at få ældre til at forstå, at sproget ikke bare degenerer, når det bliver talt på en anden måde.
jørn lund

Jørn Lund har siden 1968 siddet på en lang række vigtige poster inden for sprog, litteratur og kultur. I morgen fylder han 70 år og konstaterer, at selvom han ikke er en sur, gammel mand, er det langtfra alle sprog-forandringer, han ser grund til at juble over

Jørn Lund var en ganske ung mand, da han i 1968 blev ansat til at undervise i dansk på Københavns Universitet. Den unge mand var ellers i gang med samtidig at tage adgangsgivende prøver til medicinstudiet, for han interesserede sig for så meget, og ligesom mange studerende før og siden var han ikke helt sikker på, hvad han ville.

Men nu blev han sporet i retning af det danske sprog, om hvilket man dengang lærte, at udtalen, lydsystemet, siden Reformationen havde været nogenlunde uforandret bortset fra nogle små krusninger, hvilket må betragtes som en sandhed med modifikationer.

Jørn Lund begyndte at interessere sig for forandringerne og blev ekstra interesseret, da han erfarede, at der var bevaret lydoptagelser med danske personers udtale af dansk helt tilbage fra dem, der var født i begyndelsen af 1800-tallet. Sammen med kollegaen Lars Brink udgav han i 1975 tobindsværket ”Dansk rigsmål”, som beskrev det foranderlige danske sprog.

I morgen fylder han 70 år, og inden længe udkommer den næste bog i en lang strøm af udgivelser fra Jørn Lund. Temaet er stadig sproget. ”Hvor går gransen?” er titlen - og stavningen af det sidste ord er ikke en smutter i Kristeligt Dagblads korrektur, men en hilsen til de forskydninger, som er sket i de yngre generationers måde at udtale æ-lyden på.

Selv professionelle yngre sprogbrugere kan komme i tvivl om, hvorvidt de skal skrive, at man arbejder som prast, går fram eller taler grask - for sådan udtaler de ordene.

”Jeg har altid været meget optaget af, hvad der sker med sproget fra generation til generation. Der sker hele tiden små forskydninger. Jeg bilder mig ind, at jeg nogenlunde vil kunne aldersbestemme enhver dansker ud fra hans eller hendes måde at tale på,” fortæller Jørn Lund.

Som sprogforsker er han vidende om, at ældre danskere lige siden Gorm den Gamles tid har begrædt og beklaget ungdommens måde at bruge sproget på. Han ved, at sproget er ustyrligt.

Det lever i høj grad sit eget liv, og selv ikke formanden for Dansk Sprognævn kan gøre meget for at ændre på udviklingen. Sprognævnet kan regulere stavning, bøjning og tegnsætning, men kun give nogle anbefalinger om, hvad der er fornuftig sprogbrug samt beskrive den udvikling, som sker.

”Sproget lever sit eget liv, og jeg så nødigt, at det blev statsreguleret. Vi må leve med, at det er markedsmekanismerne, som bestemmer sprogets udvikling, langt mere end det er nogle folk på et kontor i København. Men forandringerne sker i dag så hurtigt, at vi har en generations-problemstilling. Det kan være svært at få ældre til at forstå, at sproget ikke bare degenererer, når det bliver talt på en anden måde. For intet sprog i verden udvikler sig hurtigere end dansk,” siger Jørn Lund.

Enhver, der er i tvivl herom, kan blot finde en 10 eller 15 år gammel radioudsendelse og lytte den igennem. Lytter man grundigt efter, vil man kunne finde tidskarakteristiske træk i stil og taletempo. Og enhver viden om sprog tilsiger, at sådan må det være. Men selvom Jørn Lund understreger, at han ikke er nogen sur, gammel mand, må han også indrømme:

”Jeg jubler ikke over alt det, der sker, selvom jeg forstår det. Så jeg er splittet på det punkt.”

Et karakteristisk træk i sprogudviklingen er, at yngre generationer har en øget tilbøjelighed til at tale på samme måde, uanset hvilken situation de er i, og hvem de taler med. Det kan dels give en række praktiske forståelsesproblemer, hvis for eksempel en præst mener, han eller hun skal tale på samme måde på prædikestolen i kirkens vanskelige akustik som hjemme ved kaffebordet.

Et andet forhold er, at Jørn Lund undrer sig over mange af de sproglige ensretninger, som gør sig gældende i tiden.

”Der findes 300 ord på dansk for at sige, at noget er godt. Alligevel virker det, som om den yngre generation har forelsket sig så meget i ordet fedt, at det bruges om det hele,” siger Jørn Lund, som blandt andet undrer sig over en sætning, han hørte i bussen forleden: ”Det er en fed kæreste, du har fået der!”.

Et tredje forhold er, at der er sket flere forskydninger i, hvad man føler, man kan tillade sig at sige i bestemte situationer.

”Da jeg gik i skole i flinkeskoletiden, var der faste regler. Man sagde 'De' til læreren, rakte hånden op, når man ville sige noget, og man drømte ikke om at bande, når man var i skole. I dag er alle de gamle tabuer forsvundet. Enhver form for sprogbrug og kraftudtryk, der henviser til religion, fordøjelsen eller kønslivet, bruges i flæng. Til gengæld er der opstået nye tabuer, som for eksempel at ordet neger anses for nedværdigende,” forklarer Jørn Lund, som tilføjer, at her er et punkt, hvor hans egen generation kan risikere at blive anklaget for groft sprog af de unge, hvis for eksempel den korrekte brug af roma over for sigøjner ikke er på plads.

Forandringer er aldrig entydige. Det bliver ikke bare værre og værre. Jørn Lund peger således på, at flinkeskoletiden ikke var mere flinkeskoletid, end at korporlige slagsmål i skolegården med en kødrand af heppende børn var en del af dagligdagen dengang. Sådan er det ikke længere.

”Det er mit indtryk, at i dag slår børn i stedet hinanden med ord. Det er sproget, børn bruger til kampe med og udgrænsninger af hinanden,” siger han.

Her trækker vi en grænse - som i dette interview endnu er med æ frem for a. For egentlig vil vi meget hellere høre lidt om, hvad der så er det gode danske sprog. Og vi får at vide, at det er det sprog, som ikke alene er korrekt, men også fremfører afsenderens ærinde på en klar og ordentlig måde, som er stilbevidst og fyldt med nuancer.

”Hvis man læser de fremmeste moderne danske forfattere, synes jeg, man må sige, at de som sprogbrugere er fuldt på højde med deres kolleger fra tidligere generationer. Jeg er medlem af Det Danske Akademi, beudnrer hver og en i kredsen af danske forfattere og sluger ny dansk litteratur som en gal. Jeg er imponeret over den spændvidde, der er i dansk litteratur, og over, at der er gode lyrikere, som fortsat fornyer sproget,” siger Jørn Lund.

Af nutidige forfattere fremhæver han Benny Andersen, Jens Smærup Sørensen og Ida Jessen samt Klaus Rifbjerg, der døde sidste år, som forfattere, der er kendetegnet ved en god, nuanceret, mangfoldig, sober og aldrig vulgær omgang med det danske sprog. Efter moderat pres fra intervieweren indvilger han også i at opstille en fempunkts mini-kanonliste over fem sproglige gode værker i dansk litteratur, som kan ses i faktaboksen.

I disse dage fylder daværende kulturminister Brian Mikkelsens (K) kanonprojekt 10 år. Men ifølge Jørn Lund var dette langtfra det væsentligste. Langt større betydning havde danskfagets lidt ældre kanonliste over forfatterskaber, elever i folkeskole og gymnasium skal stifte bekendtskab med, mener Jørn Lund - som var kanonudvalgsformand på begge dele.

”Jeg prøvede at overtale Brian Mikkelsen til at kalde listen for en kunstkanon, for det var det, det var. Når kulturminister Bertel Haarder (V) nu taler om en kulturkanon, er det jo noget andet. En kunstkanon kan være fin at have som et tilbud til dem, der har lyst og har brug for en vejviser. Men det giver ikke så meget mening at pådutte for eksempel en indvandrer, at han eller hun skal gå ind på Thorvaldsens Museum og studere ”Jason med det gyldne skind” for at forstå dansk kultur, men det giver god mening at sige, at der er nogle værdier omkring for eksempel kønsligestilling, vi er nødt til at nå til enighed om,” siger Jørn Lund.

At han sad for bordenden ved begge de nævnte kanonprojekter var ingen tilfældighed. Han undrer sig lidt over, hvorfor han egentlig var leder for Det Danske Akademi i 12 år, når normen er, at man kun sidder i fem år.

Men når man stilfærdigt gør opmærksom på, at der ser ud til altid at have været folk omkring ham, der har ment, han var den rette at sætte for bordenden, når et projekt inden for sprog, litteratur eller kultur skulle gennemføres - hvad enten Den Store Danske Encyklopædi manglede en redaktør, kanonudvalgene en formand, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab en direktør eller Det Danske Akademi eller Dansk Sprognævn en formand - ja, så kan han godt se, at det måske ikke er helt tilfældigt:

”Jeg har stadig mange vigtige opgaver, som engagerer mig. Ikke mindst er det en stor lykke for mig at skrive. At sidde koncentreret og redegøre for en tanke ved hjælp af symboler - en evne, vi mennesker er de eneste væsener på Jorden, der har fået som gave.”