Aarhus Teater har i det sidste årti taget store navne under musikalsk behandling gennem den særegne genre teaterkoncerten - blandt andre Nick Cave, Beach Boys, Leonard Cohen og Kim Larsen. Nu er turen kommet til John Lennon.
Uddrag fra Lennons sangkatalog fortolkes under tematikken ”Give Peace a Chance”, altså ”Giv freden en chance”. Og med tanke på de stærke billeder af mennesker på flugt, der lige nu præger mediesfæren, så synes dette et oplagt tidspunkt at tale for netop begrebet fred.
Det er bestemt et sympatisk projekt, instruktør Maria Kjærgaard-Sunesen har taget på sig, men desværre lader udførelsen noget tilbage at ønske.
Musikken starter i mol med en melankolsk cello og en megafonforvrænget kvindestemme. Et stort stykke blankt papir smyger sig højt til vejrs op ad bagvæggen på Store Scene, og sang efter sang vælter spillerne ud over kanten og præger papiret med Lennonske sanghistorier, der bindes sammen, ikke af en narrativ, men af tematikker og løse biografiske markører.
Et lille nik til Yoko Ono finder man hos orkestret, der betræder scenen iført dekonstruerede kimonoer. Der er store drømme på spil, men også en underliggende tone af gru.
Sangene synges på originalsproget engelsk, hvilket er fint, for meget ville jo gå tabt i en oversættelse til dansk. Men for et publikum med dansk som modersmål går der desværre også meget poesi og symbolik tabt i de små sangvignetter. Man søger desperat efter en kronologi eller et holdepunkt.
Med tidligere teaterkoncerter in mente synes det, at genren er blevet synonym med vilde og løjerlige kostumer, og ”Imagine” er ingen undtagelse. Men det er svært at få øje på en sammenhæng i de konstante kostumeskift - fra undertøj til pudedyr til snoreforhæng for øjnene.
Det virker forceret, unødvendigt - for sangenes tematikker skinner ikke igennem i kostumevalget. Sort-hvid-metaforerne er for banale, og scenografien tilfører ingen udvidet værdi.
Trods forestillingens dramatiske og scenografiske utilstrækkeligheder er der dog en styrke at finde i Kåre Bjerkøs musikalske arrangementer. Lennons melankoli vendes på hovedet med elektronisk lyd, lækre trommebeats og banjoklang.
Det er Jakob Madsen Kvols, en af Aarhus Teaters stærkeste ensembleskuespillere, der er forestillingens stjerne på herresiden. Kvols kan ramme de dybe toner, så det vibrerer i gulvbrædderne. På damesiden har man hyret den karismatiske og alsidige sangerinde Dicte Wester-gaard.
Det er hendes teaterkoncert-debut, men hun overstråler alle med sin hæse røst og store dådyrøjne. Særligt hendes jazzede udgave af ”I'm Losing You” fortjener fremhævelse. Hos de lidt mindre øvede medlemmer af ensemblet er der for meget luft på stemmerne og en temmelig usikker engelsk diktion.
Med teaterkoncerten har det kreative hold frie tøjler til at forstørre følelserne i musikken og gange dem med 1000, og for at teaterkoncerten ikke skal ligne en gentagelse af sine forgængere, skal den bryde grænser.
Man forventer efterhånden en vis ”wow-faktor” i den ene eller den anden retning. Men ”Imagine” er præget af mangel på mod til at gå derud, hvor det bliver enten helt vildt eller helt nøgent.
Uden de store musikalske eller dramatiske overraskelser flyder numrene sammen og fører ingen steder hen. Forestillingen savner vildskab og pondus - og hvor i alverden er humoren blevet af? Det lader til, at man har taget konceptet ”fred” lidt for bogstaveligt.
En formildende finale baseret på titelsangen giver os dog noget af det, som det ikke lykkedes resten af forestillingen at indgyde - nemlig inderlighed, intensitet og sammenhæng mellem musik og billeder.
Med ”Imagine” på hjernen forlader vi salen med en lille lomme fuld af håb.
kultur@k.dk