Hun har rejst i flere end 100 lande på seks kontinenter og set steder, som mange af os kun tør drømme om. Hun har besøgt pagoder i Myanmar, verdens sidste jerntæppe i Nordkorea, nomadestammer i Kirgisistan og indianere i Amazonas. Ikke som traditionel turist og landefræser, men som rejsende i god, gammeldags forstand.
'At rejse er at leve', sagde H.C. Andersen, der nåede at besøge for sin tid imponerende 21 lande. Bodil Johanne Jørgensen vender det berømte Andersen-citat om og siger: 'At leve er at rejse.' For man bliver klogere på verden af at rejse. Ja, man har faktisk pligt til at gøre det. Fordi man kan være med til at ændre verden, blot en smule, ved at udvise venlighed og kærlighed på sin vej.
Og så går det ellers derudad i ”Verden skal opleves”, der ifølge forfatteren ikke er nogen guidebog, men et lille bidrag til verdensfreden.
Men det er en svær genre, som Bodil Johanne Jørgensen har bevæget sig ud i. Alle, der har været tvangsindlagt til at høre andre folks feriefortællinger og se deres fotos, ved, at det først for alvor bliver sjovt, hvis man har været der selv.
Med mindre den rejsende er en fortæller af Guds nåde, der kan sætte de enkeltstående oplevelser ind i et perspektiv, der giver mening for beskueren.
Og det lykkedes ikke altid for Bodil Johanne Jørgensen. Heller ikke selv om hendes fotos er fine, sproget flydende, og kapitlerne som enkeltstående artikler ville fungere udmærket. Men det er svært at få øje på et strukturerende princip, og som bog betragtet bliver det for anekdotisk og uegalt.
Brødteksten, der blandt andet suppleres med lister over Must Sees i Danmark og en kort gengivelse af alle de steder, hvor forfatteren har holdt jul, består primært af dagsbogslignende optegnelser, der har en tendens til at blive for opremsende og refererende med deres ikke altid lige spændende gengivelser af samtaler og ruter.
Nogle gange bliver det krydret med en opskrift, andre gange med en boks med fakta, rimelig konsekvent med korrekturfejl og lidt for ofte med en løftet, men dog velmenende, pegefinger til alle os, der rejser mere konventionelt.
Bodil Johanne Jørgensen kan nemlig ikke skjule, at mange af os danskere burde prøve noget andet.
Og derfor bliver udgangspunktet om at rejse med et åbent sind og møde andre uden fordomme lidt af et postulat, fordi hun ikke kan og måske heller ikke skal skjule, at hun har fundet den måde at leve og rejse på, som er perfekt for hende.
Men det gælder tilsyneladende blot for et fåtal af hendes landsmænd, som hun glad og gerne giver det glatte lag, hvilket ikke kan undgå at virke både belærende og en kende bedrevidende, og man bliver som læser taget så grundigt i skole (hvor man egentlig hellere ville have været ude at rejse), at eventyret aldrig rigtigt folder sig ud for øjnene af en.
kultur@k.dk