Kærlighed er også had

Under læsningen mindedes jeg den påstand, som Johan Herman Wessel vover sig frem med i et berømt digt. Nemlig den, at kærlighed ikke er had. En letsindig påstand, skriver anmelder. Iris

Det er et stofrigt og sikkert komponeret værk.

”Dengang i Lemvig” er erindringslitteratur på et meget højt niveau

Dette er en sindsoprivende bog. Men trods alt, bag det forfærdelige og på sin egen barske måde også en smuk bog. Som når et uvejr løjer af samtidig med, at det fortsat rumler.

Under læsningen mindedes jeg den påstand, som Johan Herman Wessel vover sig frem med i et berømt digt. Nemlig den, at kærlighed ikke er had. En letsindig påstand.

For kærlighed kan sagtens være en slags had. Det bliver vi mindet om i nærværende bog, hvor følelserne netop er så sammenfiltrede, som Wessel tilsyneladende vægrer sig ved at tro, at følelser kan være.

Forfatteren, som er født i 1946 i Lemvig og tidligere direktør for Kvinfo samt hovedredaktør for Nordisk Kvindelitteraturhistorie, lægger i stor og modig åbenhed fortællingen om sin barndom og ungdom frem, et omfattende og detaljeret personligt dokument med mange og lange citater fra breve og dagbøger samt fotos.

Et materiale, der indgår naturligt i sammenhængen og er med til at give det den dybde, der gør det alment, ja, mere end det: Uafrysteligt.

Det er et stofrigt og sikkert komponeret værk. Repræsentanter for flere genersationer medvirker. Men det er det komplicerede og meget vanskelige forhold til moderen, der er hovedsagen.

Konsekvent omtaler hun hende som Gudrun, vel som et forsøg på at se hende udefra. Faderen, som hun i barndommen idealiserede ”ud over enhver grænse”, omtales tilsvarende som Tage. Vilkårene var trange - og i det hele taget belastende.

Med en far, der var gået fallit med sin bagerforretning, og en psykisk syg mor, men også højt begavet, mere end almindeligt velskrivende og i sine bedste stunder charmerende og udadvendt.

Men sværere og sværere havde hun ved at styre sit vanskelige sind, gang på gang måtte hun indlægges. Og efterhånden udviklede hun det misbrug af medicin og alkohol, der førte til hendes tidlige død i 1975.

Hun døde knælende. Datteren tænkte: Kan Gud afvise én, der går knælende ind i døden? Hun forestiller sig, at moderen, der angiveligt hverken kunne leve med eller uden religion, døde midt i afsigelsen af Fadervor.

Gudrun frygtede, at hun kunne komme til at slå datteren ihjel. Hun sagde det direkte til Elisabeth Møller Jensen, da denne var i 12-års alderen år. Allerede da datteren nogle år forinden i skolen havde hørt den bibelske fortælling om Abraham, der skal ofre Isak, var det, som om en afgrund åbnede sig under hende.

Hun mener, at hun kender årsagen: At hun ubevidst fornemmede, at det utænkelige var tænkeligt. At forældre godt kan slå deres børn ihjel.

Hun skriver:

”Jeg lyttede til hende og forsøgte at leve med dobbeltheden, indtil jeg måtte erkende over for mig selv, at den gode mor var forsvundet for mig, at jeg havde mistet den mor, jeg elskede.”

Og så alligevel ikke. En morgen vågnede hun årtier efter moderens død med ordene ”min mors tryllekreds” i hovedet.

Og i samme øjeblik havde hun en sanselig, næsten fysisk følelse af hendes nærhed med ”levende øjne”. Oplevelsen fik hende til at konkludere, at hun stadig har en stor kærlighed til moderen i sig.

Også en anden oplevelse hjalp hende. Og en oplevelse, som hun stadig ikke ved, hvordan hun skal forklare. Det var da moderen lå i åben kiste i kapellet på Lemvig Sygehus. Alligevel hørte Elisabeth Møller Jensen hende højt og tydeligt sige, hvad hun betegner som de ”forløsende ord, der gav mig retten til livet”. Ordene lød:

”Jeg er svag, men du er stærk, og du har lov til at være stærk.” Datteren opfattede ordene som den endelige befrielse og afslutning på en barndom, der formelt længe havde været forbi.

Det optimale udtryk for forsoningen opstod, da Møller Jensen besluttede at kalde en datter op efter sin mor. Denne smukke gestus er dog ikke ensbetydende med, at alt dermed er harmoni.

”Dengang i Lemvig” er erindringslitteratur på et meget højt niveau.