Kærlighed, geni og fantasi er den røde tråd i Claussens digtning

Sophus Claussen døde i 1931 og markeres på sin 150-årsdag med to nye udgivelser.

Sophus Claussen døde i 1931 og markeres på sin 150-årsdag med to nye udgivelser. Foto: Scanpix

I morgen er det 150 år siden, digteren Sophus Claussen blev født. Claussen-kender Bo Hakon Jørgensen tegner her et portræt af den store symbolist

En fan kan aldrig forstå, hvorfor verden ikke også jubler over hans forkærlighed! Hvorfor er Sophus Claussens lyriske diamanter ikke mere kendt i dag, nu hvor han bliver 150 år? Hvorfor står han ikke på top-kanonlisten over danske forfattere?

Jo, han blev værdsat til og med Per Højholt, men da han døde 2004, forsvandt også Sophus Claussen (1865-1931) ud af den litterære horisont. Højholt huskede Claussen med linjen: ”Det er som fan af diamanter som dine, jeg kender den sved, de tier om” (fra ”Månens gestus. En Sophus Claussen-identifikation”).

Sveden eller arbejdet med digtet, anstrengelsen med at finde det rigtige ord: diamanten i sproget: den sved genkendte Højholt hos Claussen og lovsang ham for at skjule den.

Men måske er Claussen bundet til modernist-generationerne efter krigen og deres formbevidsthed, og måske er hans erotiske, hetero-seksuelle evangelium om ”en livsanskuelse grundet på elskov” overhalet i nutidens differentierede seksualitet?

Spørger jeg de unge, så har de næsten aldrig hørt om Claussen i deres litteraturundervisning. Så skønt opretholdt af særskilte fans er han - siden udgivelsen af hans samlede lyrik og hans breve i midten af 1980'erne samt store bøger om forfatterskabet i 1990'erne - blevet glemt.

Måske har al denne ”forældre”-interesse lagt sig som en uoverstigelig vold mellem ham og de unge? Hans rim synes gammeldags, hans brug af digtet til at søge betydning med måske ligeledes?

Men en digter, der kan skrive følgende linjer, må da ramme alle generationer?: ”Floder har vi gennemvadet, Sorg, som aldrig er forbi,/ jeg, som altid før har hadet alt forbandet Rimeri,/ har ved Rim nu gjort mig fri.” (fra ”Mennesket og Digteren”). Måske er han dog bare sunket ned i fortidsglemsel, nu hvor stenalderen begynder for bare ti år siden. Derfor prøver jeg her at grave ham op af glemslen, så han kommer til at stå, som han selv sagde, som ”blødte den yppigste Oldtid endda” (fra ”Ekbatana”).

Grundtvig huskes, fordi der kom højskole ud af hans poetiske syner. Claussen burde huskes, fordi han skabte poetik-traditionen i Danmark! Altså den essay-tradition, der taler om digtet, og arbejdet med det, som en vej til menneskelig erkendelse.

Med ”Jord og Sjæl”-essayet fra 1917 lagde han grunden til den lange række af poetikker, som gjorde lyrikkens landvindinger i det 20. århundrede forståelige: Paul La Cours ”Fragmenter af en Dagbog” (1948), Per Højholts ”Cézannes metode” (1967), og de følgende af bl.a. Søren Ulrik Thomsen og Pia Tafdrup.

Men poetik er jo svært, så måske blev han også dermed utilnærmelig, og dertil også ofte kaldt ”digternes digter”, hvad der jo ikke får den almindelige læser til at tro, at der ligger noget til ham eller hende.

Men altså: Det handler i poetikken om, hvad digtet kan som digt, og på hvilken måde det opnår det. Sværere er det ikke, men det river måske læseren ud af tiltroen til digtet som stemningens direkte følelsesformidler?

Claussen er ofte morsom i sine rim, og også når han skal forklare et lyrisk problem. I ”Jord og Sjæl” skildrer han således sin ungdoms splittelse sådan:

”Mellem Kaal og Rabarber/ Digterne med deres uhyre Harper”. Morsom er jo splittelsen mellem land eller natur og på den anden side by-kunst og selvtilbedelse (”Harper”).

Dermed har vi nærmet os, natur- eller landskabssiden i Claussens poesi, som næsten altid er menneskerelateret, om ikke andet set af en person midt i den. Her i digtet ”Hvidtjørn” er hvidtjørnen desuden et billede på pigen, han har stævnemøde med, men læg mærke til køerne i landskabet, der både indfanger den tidlige juniaften og mødets tyggen drøv på sig selv:

”Brune skumle Kør, som gumle/ Aftengræsning efter Regn!/Hvidtjørn , lille vilde Hvidtjørn, dufter i det store Hegn.”

Claussens omverden, det være sig by eller land, er hele tiden både land eller ting, men også symbol på jegets stemning, som her i slutningen af ”Balaften”, hvor en gadelygte ved dag (sikkert gas bag glas) bliver symbol på jegets eftertænksomme stemning: ”Hvad er dog saa sært som en Lygte ved Dag,/ naar blankrudet, bleg og forsovet/ den løfter mod Lyset i udslugt Ro/ sit fine og tænksomme Hoved - ?”.

Hidtil har jeg hentet eksempler fra forfatterskabets tidlige, idylliske fase, men omkring 1900 begyndte en mere djævelsk poesi at gøre sig gældende, som for eksempel i ”Trappen til Helvede”: ”Det er, som skjulte Orkestre klinger,/ paa Skuldrene voxer usynlige Vinger - saa ofte man rækker Fanden en Finger.”

Journalisten i dette digt forsøger at finde trappen til helvede, men efter et langt udsvævende liv må han erkende, at der ikke mere findes nogen vej til helvede.

Digtet fortæller langt om hans forskellige forsøg og viser et yderligere karakteristisk træk ved Claussens poesi: at den har et episk tilsnit, det vil sige at digtene ofte har en fortællende vej til deres kerneformuleringer.

Af eksemplet fra ”Trappen til Helvede” ser man tillige Claussens hang til revysproget og folkelige udtryk som at ”række Fanden en lillefinger” eller ”man kan ikke blæse og have mel i munden” (”Sorte Blomst”) - eller ”vil du med, så hæng på” (”Jeg skrev en Dag en Petition”).

På deres steder er disse revy-udtryk med til at give hans poesi en jovialitet og en komisk gestus, som også mange af hans rim kolporterer. Man mærker i denne stil, at digtet er betragtet, genovervejet, men også hvordan det lader sig lede af ordenes indbyggede muligheder for anderledes og glemte betydninger. Verset er et organ - en grotte til opbevaring af glemte klange - sagde Claussen og mente dermed, at dets ordvalg lige som et ekstra menneskeligt sanseorgan kunne hente glemte betydninger frem af sproget.

Men sent i sit liv (1917) sagde han tillige: ”Poesien er et evangelium, ja Poesien er egentlig Messias” (”Efterskrift til Fabler”) - og mente vel hermed, at den åbenbarede mennesket verdens grundliggende betydning, hver gang den skabtes. Det vidste han ud fra sin skabererfaring med dets overraskende ny-åbninger i sproget: ”Jeg er ej født endnu, men fødende forløses jeg. / Af Livet i mit Værk, jeg aner Livet i mig selv, (...)” (Skabelse).

Alt dette lyder meget selv-spejlende, men Claussens ”jeg” er i tjeneste ved den fantasi, som findes i alle mennesker - og han brugte gerne Goethes ord om, at i det mindste rummes muligheden det største, eller at ”alt er i alle”.

Og han mente alle: at alle mindst én gang havde oplevet kærligheden i deres liv, og at alle mindst en gang havde oplevet, at de lykkedes med noget og følt deres genialitet lige netop da. Kærlighed, geni og fantasi var i dem såvel som i poesien.

Disse tre var for ham samlet i verset, som ”Aandens Nøgle til alle Jordens Værdier”. Med ånd mente han sandsynligvis ”et åndeligt overskud” og ikke den kristne ånd. Men at han forstod dette overskud næsten religiøst, viser udsagnet om poesien som Messias, som dog er et enkeltstående udtryk. Gennemgående holdt han fast ved de tre: kærlighed, geni og fantasi i et langt forfatterskab, der strakte sig fra 1887 til 1930 og som ud over lyrik også omfattede romaner, skuespil, og essaysamlinger. Samtiden var ikke venligt stemt over for hans ”sprængte” poesi. Man forstod ikke hans alliance med dumheden, de pludselige indfald, de fablede sammenhænge. Men selv vidste han, at ”en Dumhed bragt i Form, det er en Tanke...//Naar Verset ryster stolt sin Løvemanke”.