Processen. Frit efter Franz Kafk. Aarhus Teater Borgerscenen. Instruktør: Anne Zacho Søgaard. Scenografi: Siggi Óli Pálmason. Spiller indtil den 31. januar 2015.
På Aarhus Teaters Borgerscene er teaterprocessen, som vi kender den, vendt på vrangen. Skuespillere og publikum har byttet plads, og en stor del af den nye forestilling finder sted i gangene under og over teatret i selskab med blandt andre pilgrimspræsten Elisabeth og idéhistorikeren Joachim. Man skal gå tjept og ikke nøle, hvis man skal følge med rundt i de snirklede passager, op og ned, gennem kostume- og våbenlagre, forbi scener og igennem kantiner. Undervejs mister vi bagtroppen. Branddøren smækker. Bare ærgerligt for dem.
Tilbage i salen møder vi alle borgerne, som på den ene eller anden måde har noget til fælles med Franz Kafkas hovedperson Josef K. fra romanfragmentet ”Processen”. Josef K. arresteres uden at ane, hvad han er sigtet for, og efter en lang kamp mod systemet dømmes han til døden.
Borgerskuespillerne har ligesom Josef K. ladet sig indsluse i systemet og har kæmpet imod. Hver især fortæller de en række virkelige og gribende historier, og deres meget personlige bearbejdning af Kafkas historie er en ganske effektiv illustrering af vores omgang med bureaukratiet. Men ”Processen” fortaber sig undervejs alt for dybt i teksten, der kræver et niveau, som amatørskuespillerne ikke mestrer. På den måde mister forestillingen det personlige fokus, hvori borgerscenens styrke ligger.
Det begyndte så godt og frit og nytænkende med Borger-scenens vellykkede forestilling ”Inde ved siden af”, som blev opført tidligere på året. Her havde teatret fundet et fint og passende format med et ensemble af amatører, der laver ”virkelighedsteater” til deres medborgere funderet i ensemblets egne personlige historier. Det er en overraskende seværdig og vedkommende form, så længe man undlader at presse regulært skuespil ud af borgerne.
Første del af ”Processen” har samme styrke. Dialekter og accenter blandes umærkeligt sammen, og vi møder folk fra alle verdenshjørner: I den ene ende Kirsten, som var vejleder for psykisk udsatte unge, men blev fyret, fordi hun ytrede sig kritisk. Og i den anden den unge Kay fra Congo, som repræsenterer to politiske asylsøgere, der sidder i Sandholmlejren og venter og håber. Alle står de i kø for at fortælle de grimme historier om kontroltab.
Samtidig stiller forestillingen en række interessante spørgsmål, som er relevante for os som borgere i et overvågningssamfund: Føler du dig overvåget? Er du skyldig? Er du helt sikker?
Ligesom Josef K. ved vi aldrig, hvornår vi er i proces, og vi forsøger at opføre os så rigtigt, at der ikke er noget at komme efter - hvis nogen skulle finde på at tjekke. Det er en fin kobling.
Men efter at de personlige historier er blevet fortalt, finder fortællingen tilbage til Josef K., og her taber forestillingen momentum. Der serveres for mange forskellige greb, for mange af Kafkas ord og ordkløverier og for mange pointer på én gang. Det er, som om man har villet afprøve rammerne for borgersceneformatet, hvilket i sig selv er et rosværdigt ærinde.
Men alt dette på én gang er et læs, borgerscenen ikke kan trække. Hvis man havde turdet at stille helt ind på de personlige historier og satset mere på totalteateroplevelsen, havde ”Processen” fungeret hele vejen igennem.