”Anne Franks dagbog” er blevet kernen i et opgør om, hvem der ejer Europas kulturarv.
En fransk universitetsforsker trues med en retssag, fordi han har offentliggjort den originale, nederlandskprogede udgave af en af europæisk litteraturs mest markante øjenvidneskildringer.
”Jeg finder det hårrejsende, at man i år kan lægge Hitlers ’Mein Kampf’ på nettet, fordi ophavsretten er udløbet, men ikke ’Anne Franks dagbog’, som er en modgift mod antisemitismen, og hvis forfatter også døde for 70 år siden,” siger Olivier Ertzscheid, lektor i kommunikation og informationsvidenskab ved universitetet i Nantes i Nordvestfrankrig.
Læs også vores specialhistorie "Den stædige pige i Auschwitz" om Anne Franks stedsøster, der overlevede opholdet i koncentrationslejren.
Anne Frankrig døde 15 år gammel i koncentrationslejren Bergen-Belsen i 1945, mindre end et år efter at have sat det sidste punktum i sin gribende dagbog om den jødiske families liv i skjul for Gestapo i Amsterdam.
Ifølge international ophavsretslov udløber rettighederne til et værk normalt 70 år efter forfatterens død. Men værker, der er udgivet posthumt, efter forfatterens død, er beskyttet i 50 år efter udgivelsesåret.
Og selvom den første nederlandsksprogede udgave blev udgivet i 1947, kom den officielle, videnskabeligt redigerede udgave først i 1986. Og dermed er ”Anne Franks dagbog” beskyttet frem til 2037, mener Anne Frank Fonds, der har rettighederne til dagbogen.
”De penge, som ophavsretten indbringer, går til humanitære aktioner i fattige lande,” har Yves Kugelman, medlem af bestyrelsen i Anne Frank Fonds, udtalt til det franske dagblad Le Monde.
Olivier Ertzscheid medgiver, at der ikke står kommercielle interesser bag beskyttelsen af ophavsretten. Og Anne Frank Fonds forhindrer heller ikke læserne i at købe eller låne bogen, som er en af de mest læste i verden.
”Men jeg håber, at en diskussion om netop dette værk kan skabe opmærksomhed om en voksende tendens til at privatisere værker, som får stor succes. Det betyder, at forskere forhindres i at arbejde litteraturvidenskabeligt med værker som for eksempel ’Den lille prins’ eller Tintin. Retten til at filmatisere eller på anden måde lade sig inspirere af kulturarven begrænses. Arvingerne har 70 år til at tjene penge på et værk, men derefter bør det være alles eje,” siger Olivier Ertzscheid.