Kampen om penslen i Odsherred

I Nordvestsjælland har en gruppe kunstnere og galleriejere oprettet deres egen kunstrute som alternativ til kommunens traditionsrige kunstdage i pinsen. De kalder turistrådets metoder til at udpege kunst for rent smagsdommeri og står selv bag sloganet Bredde og mangfoldighed

Galleri Tårnet i Nykøbing Sjællands havn er en af de faste og velbesøgte deltagere i Odsherreds officielle kunstdage i pinsen. Galleriejer og skulptør Peter Hesk Møller er en af egnens mest berømte kunstnere, der kan leve af sit arbejde. –Se flere billeder på de næste sider
Galleri Tårnet i Nykøbing Sjællands havn er en af de faste og velbesøgte deltagere i Odsherreds officielle kunstdage i pinsen. Galleriejer og skulptør Peter Hesk Møller er en af egnens mest berømte kunstnere, der kan leve af sit arbejde. –Se flere billeder på de næste sider. Foto: Leif Tuxen.

På den gamle hovedvej til Nykøbing Sjælland et sted mellem Vig og den mindre by Svinninge og med hvedemarker og åben himmel som rammer støder man på en gulkalket bygning, der tidligere var et bryggeri. I dag er en del af huset i den lille landsby Nørre Asmindrup indrettet som galleri, og bag de gamle mursten finder man cirka 50 kvadratmeter lokale med en snes farverige malerier på de hvidmalede vægge samt lidt forskelligt kunsthåndværk rundtomkring.

Galleri Bryggergården ejes af Bettina Dreier, som tilbyder vægge til skiftende kunstner og også selv gør det som maler.

Den slags mere eller mindre professionelle og amatørbårne gallerier og værksteder findes der mange af i Odsherred over 100 og omkring dobbelt så mange udøvende kunstnere, og de udgør en slags bærende kulturinstitution i regionen uden andre store kunstneriske trækplastre.

Derfor kører kommunens turistråd, Visit Odsherred, gallerier og kunsthåndværkere i position som den store seværdighed med det årlige arrangement Kunstdage i Pinsen, der fandt sted for 16. gang i maj.

Mange tusinder af besøgende benytter sig hvert år af den officielle kunstrute, som er et kort, der markerer steder, kommunen mener er værd at besøge. I år deltog omkring 61 gallerier og kunstnere men ikke Bettina Dreier og hendes galleri.

Det er ikke umagen værd at forsøge, mener hun. Turistrådets kriterier for at deltage i de officielle kunstdage er for strenge, og chancerne for små. En særligt nedsat komité udvælger nøje de gallerier, der må deltage, medmindre ansøgerne har en kunstnerisk uddannelse eller har været godkendte tre år i træk så er man garanteret en plads inde i varmen.

Turistrådets metoder har gennem de seneste år ført til frustrationer blandt flere gallerister og kunsthåndværkere i Odsherred, der gerne vil deltage i kunstdagene. En ny og alternativ kunstbevægelse er dukket frem uden krav og kunstneriske kriterier for at blive medlem. Sidste år blev denne forening, Kunst i Odsherred, etableret af fire gallerister, der havde fået nok og oprettede deres egen kunstrute i pinsedagene. Her finder man blandt cirka 30 andre også Bettinas galleri i Nørre Asmindrup.

Turistrådet opstiller urimelige krav. Det er folk, der har kendt hinanden længe, og det er blevet lidt sammenspist. Så det er dødsdømt at forsøge sig. Det er upassende, at der sidder en slags smagsdommere og på den måde gør forskel, siger Bettina Dreier, der er førtidspensionist på grund af dårligt hjerte og siden 2011 galleriejer.

Da kunstdagene var i fuldt sving i pinsen for nogle måneder siden, oplevede hun, at der kom en person forbi galleriet, som bare lige skulle se forskellen på dem og jer, som der blev sagt.

Er vi ligefrem i krig?, spørger Bettina Dreier, der hellere så, at man lagde stridsøksen og blev enige om et fælles arrangement til gavn for hele Odsherred.

Bjarne Wyrwick er en af initiativtagerne til Kunst i Odsherred, og de har fået meget opbakning og ros fra lokale kunstnere og kunstinteresserede, der manglede kanaler til at blive set og markedsført, og som sætter pris på den alternative rute, fortæller han.

Vi er utilfredse med kriterierne, og at de varierer år for år. Nogle vurderes, andre er med, fordi de var med helt tilbage fra starten for 16 år siden eller har haft censurerede udstillinger tidligere. Andre fordi de har en kunstnerisk uddannelse. Vi synes ikke, at kunstdagene skal være et arrangement for kun særligt udvalgte. Derfor gik vi en anden vej, siger Bjarne Wyrwick, der ejer Galleri Svanen i Sidinge lidt øst for Vig, som er indrettet i en tidligere kostald.

Turistrådet tillader ikke kunstnere og gallerier at deltage i både den etablerede og den alternative, som den nye kunstrute kaldes i folkemunde. Ifølge Bjarne Wyrwick handler det om at retten til at bedømme, hvad der er kvalitet.

Hvad er god kunst? Det er svært at definere. Det er ikke nødvendigvis betinget af en uddannelse. Vi ønsker lige og fair adgang til én samlet kunstrute, der ikke begunstiger visse kunstnere frem for andre. Turistrådet har jo offentlige kroner og erhvervsmidler i ryggen. Vi er med på censur, hvis det gælder alle. Der skal spilles med åbne kort, der sikrer bredde og mangfoldighed, siger Bjarne Wyrwick, der har forsøgt at få et møde med turistrådet for at tage en snak om næste års kunstdage. Men tilsyneladende forgæves.

I Nykøbing har Visit Odsherred til huse, og turistchef Hans Jørgen Olsen har sit kontor. Han har efter inspiration fra svenske landdistrikter, der også har en høj koncentration af kunstnere, været med til at opbygge Kunstdage i Pinsen, der i begyndelsen kun tiltrak sommerhusejere og turister, men sidenhen har vokset sig til en betydningsfuld begivenhed for egnens befolkning.

Kunstdagene har vist sig at have stor betydning for deltagernes økonomi. Hans Jørgen Olsen fortæller, at op mod 20 procent af årsindkomsten for kunstnere og gallerier, der deltager, indkasseres i de tre dage, hvor Kunstdage i Pinsen afholdes. Der er økonomi i det, som han siger.

LÆS OGSÅ:Edward Munch blev døråbner

Hvad angår arrangementets metoder, handler det om at sikre en form for kvalitetsfiltrering. Og det er helt rimeligt, fastholder turistchefen.

Jeg synes, vi har afbalancerede krav, som vi har besluttet at holde fast i fremover. Der er mange hobbykunstnere i Odsherred, der er flyttet hertil i slutningen af deres aktive liv og bruger tiden på at male eller lave kunsthåndværk. Og det er også godt, men måske ikke egnet til at vise til andre. Og hvis vi skal fremme Odsherred som en kunstegn med kvalitet, må vi sætte en grænse. Vi har respekt for folk, der har uddannet sig og har gjort kunsten til en levevej. Det handler om at respektere en faglighed, som man gør på andre områder, men uden at udelukke autodidakte, som bliver vurderet af en komité af kunsteksperter. Medmindre de er blevet det allerede gennem tidligere censureringer eller er blevet fundet værdige tre gange i træk og dermed bedømt gode nok permanent, siger Hans Jørgen Olsen.

Spliden om kunstdagene i pinsen er også blevet politisk og er nået ind på rådhuset i Højby lidt sydvest for Nykøbing. Socialdemokraten og formanden for Danmarks Biblioteksforening Vagn Ytte Larsen sidder i kulturudvalget og husker samtaler med sine lokalpolitiske kolleger om problematikken for nogle år siden.

Kunstdage i pinsen er sådan set en tradition. For fem år siden fandt man ud af, i takt med at begivenheden blev mere populær, at der kunne være flere med, og at der var et behov for at sortere aftenskolekunstnerne fra, siger politikeren, der er enig i, at en sortering er nødvendig.

Det er svært at bedømme kvalitet, og alle kan kalde sig forfatter eller kunstner. Men nogle har mere forstand på det end andre. Og sorteringen har fungeret godt, siger Vagn Ytte Larsen og understreger, at der arbejdes ud fra et bredt kunstbegreb.

Men i bund og grund tror han egentlig ikke, at andre end særligt kunstkyndige overhovedet lægger mærke til, hvilken kunstrute de følger, og opfatter de forskellige skilte uden for gallerierne.

Vurdering af kunst er jo ikke objektiv, og en gang imellem må man acceptere, at nogle synes om noget frem for andet. Sådan er det i kulturen. Og Odsherred er begavet med mange kunstnere, herunder autodidakte såsom Arne Haugen Sørensen. Der må sættes en grænse, men jeg forstår kritikken, for uanset hvad vi gør, så vil der være utilfredshed. Hvis vi ikke begrænser, flyder det hele bare ud, herunder kritikken, siger Vagn Ytte Larsen.

Han og Hans Jørgen Olsen synes, det er helt fint med en alternativ kunstrute, men er ærgerlige over, at den ligger samtidig med den officielle begivenhed i pinsen.

Ved Nykøbing havn ligger Galleri Tårnet, hvor den eta-blerede skulptør Peter Hesk Møller har til huse. Han er en af egnens mest berømte kunstnere med værker stående i hele landet og har været fast deltager på Visit Odsherreds kunstrute i over 10 år. Han forstår behovet for at skelne mellem kunstnere og dem, der leger med ler, men mener, at det er tåbeligt med to kunstruter.

Det er et område præget af mange kunstnere og kunsthåndværkere. Det er en bred vifte, og der er da en stor spredning i kvaliteten. Men det er ikke konstruktivt med to ruter samtidig, mener Peter Hesk Møller, der har foreslået, at man i stedet indfører en ordning, hvor interesserede kan købe et armbånd for 100 kroner og på den måde besøge alle steder.

Nu har man gjort tingene på samme måde i 16 år, og man risikerer, at arrangementet får et præg af rutine. Lad os prøve noget nyt, siger kunstneren i god tid inden næste pinse.

Foto: Foto: Benjamin Krasnik
Foto: Foto: Leif Tuxen