Det er ikke i alle læsegrupper, at man vil kunne stifte bekendtskab med så radikale tolkninger af litteratur som dem, der kom frem, da der var foredrag om Karl Ove Knausgårds mastodontværk ”Min kamp” i Studenterkredsen i København i torsdags.
”Buddhistisk mistolker af kristendommen”, ”narcissistisk sprogkirurg” og ”fascist” var blandt de ord, der blev hæftet på den norske stjerneforfatter under de almuemalede bjælker på loftet i Vartov, hvor Studenterkredsen holder til.
Formen var et såkaldt studenterkollokvium, et finere ord for et uformelt foredrag, og ophavsmændene til de radikale fortolkninger var to studerende, nemlig Johan Christian Nord og Hans Nørkjær. Begge er bidragydere til en ny antologi om Knausgård i serien ”I syv sind” fra det teologiske forlag Anis.
Mens Nord er ph.d.-studerende ved Institut for æstetik og kommunikation ved Aarhus Universitet, Tidehvervs-skribent og nationalkonservativ, så er Nørkjær specialeskrivende teologistuderende ved samme universitet med håb om at blive præst. Begge har gennem flere år haft tilknytning til Studenterkredsen, der er kendt for at tiltrække teologi- og litteraturstuderende for i traditionen fra Grundtvig at debattere tidens væsentlige spørgsmål.
Efter at de omtrent 50 fremmødte havde forsynet sig med dåseøl til tørsten og sunget igennem til Kaj Munks ”Den blå anemone”, lagde Nørkjær ud fra talerstolen med sit syn på Knausgård.
Når Knausgård skriver om de mange timer, han kan bruge på at studere sig selv i spejlet, er det ikke ren narcissisime, mente Nørkjær, der har valgt at navngive Knausgårds spejl ”troldspejlet”.
”Knausgård er selvoptaget, og det er negativt, men samtidig med til at give ham en afgørende indsigt i livet. Spejlet afdækker den del af ham, der ligger i skygge. Det er et forsøg på at afdække hans mørkeste sider, men i høj grad også et forsøg på at forsone sig med dem.”
Flere af Knausgårds familiemedlemmer får en hård omgang i forfatterskabet. Knausgårds onkel har anlagt sag mod ham for injurier, og i bogen er det beskrevet, hvordan Knausgårds udlevering af samlivet med hustruen Linda næsten koster dem ægteskabet. Det er ondt, men ikke uden formål, lød det fra Nørkjær.
”Han ser bjælken i sit eget øje, kan man sige. Det er ikke hensynsfuldt, det, han skriver om sin kone og sine børn. Men jeg mener, at det, han vil, er at skære sig vej gennem kulden til sit inderste hjertekammer.”
Artiklen fortsætter under billedet
Knausgård begynder første bind af ”Min kamp” i dyb frustration over sin egen kynisme - at kunne få tårer i øjnene over et kunstværk, men ikke over sine egne børn. Men i værkets sjette bind erkender han, at han har brug for sin familie, og at de har brug for ham.
På den måde bliver Knausgårds mere end 4000 selvudleverende sider til et verbalt vulkanudbrud, der forbinder Kierkegaards æstetiker med sit sande, etiske jeg gennem sproget, mente Nørkjær.
”Det bliver en slags Via Dolorosa, en smertelig selvterapi. Men ved sit selvportræt får han varmen i hjertet tilbage,” sagde han.
Men Nørkjærs milde fremstilling af Knausgård fik hurtigt modspil af Johan Christian Nord, der indtog talerstolen i brun fløjlsjakke og runde briller. Han påpegede, at hans største problem med Knausgård ikke er selvfremstillingen, men Knausgårds tale om religion.
”Knausgård er mystiker. Og det er ikke nogen god ting,” fastslog han, mens tilhørerne fniste.
”Jeg er dig,” skriver Knausgård i sjette bind af ”Min kamp” og ophæver således, mente Nord, alle forskelle mellem mennesker. I samme del af ”Min kamp” skriver han i en passage om Hitler, at diktatoren i Jesu øjne må være lige så meget værd som de jøder, han sendte i gaskamrene. Og at der for Jesus ikke kan være forskel på massemorderen Anders Behring Breivik og de socialdemokratiske unge, han så brutalt nedslagtede på Utøya den 22. juli 2011.
”Jeg er dig: Så kan man ikke sige mere. Så er man enten fascist eller virkelighedsfjern mystiker,” sagde Nord og forklarede videre:
”Knausgård tror ikke på, at det onde kan udsondres, og forstår kristendommen som et sted, hvor der ingen forskel er på godt og ondt. Det bliver til en buddhistisk misforståelse af kristendommen, som jeg mener er ødelæggende for menneskelivet. Hvad han i virkeligheden vil sige, er: 'Køb mine bøger!'. Knausgård bedriver æstetisk sværmeri i stedet for at handle i en verden, hvor der virkelig er brug for det.”
Den svada fik flere af de unge på det efterhånden drivhusvarme loft til at nikke anerkendende, mens de tog noter på deres mobiltelefoner.
”Der var lidt til teologerne,” sluttede Nord af og fik energiske klapsalver med på vejen.
Efter foredraget, hvor der blev lagt an til flere dåseøl og mere uformel studenterdiskussion i lænestolene i rummet ved siden af, forklarede Nord, at det for ham handler om at ”lade opgørets ord lyde” og ”slå afgudsdyrkelsen ned”.
”Kristendommen handler om, at jeg skal elske min næste, selvom min næste ikke er mig. På samme måde, som Gud elsker os, selvom vi er 'nederen',” forklarede han.
Nørkjær, der ønsker at arbejde som præst, når han er færdig, forklarede, at Knausgård for ham er en mulighed for at komme i øjenhøjde med sine kommende sognebørn.
”Knausgård afskriver ikke bare kristendommen. Han giver en mulighed for, at det moderne menneske, der er sovset ind i nihilisme, kan nå en form for håb eller tro. Det er da fedt, at en postmoderne forfatter gør det og på mange måder gør det bedre end teologerne. Kan han i sidste ende være et salt, der får flere til at gå i kirke?”, sagde han, mens der blev lyttet intenst i lænestolene.
Herefter opløstes studenterforsamlingen til tonerne af Højskolesangbogens nummer 534, Thomas Kingos salme ”Den klare sol går ned” og snak om, hvem af de talende der nu havde mest ret.
”Er der nogen, der vil med i byen?”, gjaldede det ned ad trapperne, da Kredsen gik ud i mørket.