Man har ofte hørt tale om ”kvindelig intuition”.
Denne sjette sans, det kvindelige køn siges at have til at forudse, hvad der vil ske i den nærmeste fremtid, og dernæst træffe det rette valg. Hjerneforskere har forklaret evnen med, at kvinder ofte har praktisk erfaring fra moderrollen og derfor helt naturligt tager højde for en række potentielle scenarier, mens ligestillingsforkæmpere har kaldt tale om kvindelig intuition nedgørende og det rene vås.
Ikke desto mindre findes den, denne magiske evne hos det smukke køn, og beviset kan findes i kunsten. Det mener Eva Pohl, der er ph.d. i litteratur- og kunsthistorie, kunstkritiker og forfatter til bogen ”Et lyst værelse”. I bogen, der netop er udkommet på Syddansk Universitetsforlag, undersøger Pohl værker af kvindelige danske kunstnere og forfattere i perioden 1930-1990 og identificerer et såkaldt ”kvindeligt røntgenblik”, som går igen i såvel billedkunst som digtning og litteratur.
Fælles for så forskellige kunstnere som forfatterne Karen Blixen og Tove Ditlevsen, malerne Anna Klindt Sørensen og Else Alfeldt og billedhuggerne Astrid Noack og Helen Schou er et træk, som med rette kan tilskrives kunstnernes køn, mener Eva Pohl.
”Jeg mener, der er nogle klare overensstemmelser i de temaer, de er optaget af. Oven i det kan jeg se, at de har en evne til at trække noget frem, som man ikke sanser med almindelig hverdagserfaring, det jeg kalder 'røntgenblikket',” siger hun.
Hvad vil det sige at have ”røntgenblik”?
”Der er en lyst til og fornemmelse for at skildre det, vi ikke har set før.
Det er især den måde, kunstnerne ser rummet på. Deres billeder, tekst og skulpturer peger på et liv i det rum, der tilsyneladende er tomt. Inger Christensen siger for eksempel, at 'det er en forfatters opgave at skabe et nyt sprog'. Det kan også være en særlig stemning eller dynamik i interaktionen mellem mennesker. Pia Tafdrup har indkredset det meget godt, når hun skriver: 'På væggen stiger skyggen og forsvinder, rummet er fyldt af vinger af dit liv og mit.' Kvinder er meget optaget af situationen som helhed, hvis flere mennesker er samlet.”
Hvorfor er det sådan?
”Det er et spørgsmål om 'antenner'. Det kan selvfølgelig skifte fra person til person. Men jeg tror, man som kvinde er gearet til aflæse andre, både fra naturens hånd, men også fremelsket af kulturen. Man er nødt til at have evnen til at forstå andre menneskers behov og følelser. Og det giver en ny dimension til kunsten.”
Du taler om ”en oceanisk bevægelse” i kvindekunsten. Hvad går det ud på?
”Det at være forbundet med altet. Else Alfeldts måde at male bjerge på er en kosmisk universel fornemmelse af tings sammenhænge. Kunstnerne beskriver oplevelser af naturen og verdensaltet som tæt forbundne med deres egen kreative situation. Karen Blixen i 'Karyatiderne - en ufuldendt historie' eller nyere forfattere som Josefine Klougart har den også.”
Mener du, de har en slags skabertrang?
”Ja, det kan man godt sige. Flere af kunstnerne ser i øvrigt moderrollen og kunstnerrollen som noget af det samme. Agnes Henningsen kan på én og samme tid være højgravid og helt opslugt af at male eller skrive. Det ene tager ikke kræfter fra det andet, men indgår i ét skaberværk. Det indkredser en begejstring for at skabe, som er en energi, hvor man har uendelige ressourcer at tage af. Det er dog ikke altid lystbetonet. Hos Tove Ditlevsen er det en splittelse. Hun vil egentlig gerne være i offentlighedens søgelys, men når hun er dér, er hun tilbøjelig til at søge ind i sig selv og tilbage til det skabende rum - 'det runde værelse', som hun kalder det.”
Er der andet, du mener kvinder særligt kan?
”Empati. Det er en ekstrem indlevelse i en anden kvindeskikkelse og forståelse af den situation, ens karakterer eller modeller er i, uden at erotisere. Billedkunstneren Astrid Noack skriver for eksempel et sted, at 'jeg har fået en henrivende model'. Sådan ville en mand ikke have skrevet.”
Men er der virkelig ingen mandlige kunstnere, der har ”røntgenblikket”?
”Man vil ikke kunne finde den samme måde at fremstille kvinder på. Det mandlige blik vil være meget mere erotisk orienteret og give en mere idealiseret fremstilling af kvinder. Eller gå helt i den anden grøft og vulgarisere hende. Her viser for eksempel Helen Schous skulptur 'Moder med barn' i Bellevue Strandpark et andet og mere nøgternt blik på kvinden. Det skal dog siges, at der er danske mandlige kunstnere, der nærmer sig. n, der var vældig god til at beskrive kvinders følelser og oplevelser, var Klaus Rifbjerg. Han var god til at beskrive kvindelig følsomhed og viser også en stor grad af empati med karaktererne. Men det er stadig ikke det samme.”
Nogle vil mene, at det ikke er særlig ligestillingsfremmende, det, du peger på?
”Jeg har kastet mig ud i en form for værdighedsforskning i kunstnernes evne til at formidle det, de ser. Det kan man opfatte som grøftegravning. Men det handler om at bore sig ned i det kvindelige og prøve at forklare det særlige dér. Ligesom man kunne gøre det med mænd.”WWJeg tror, man som kvinde er gearet til aflæse andre, både fra naturens hånd, men også fremelsket af kulturen.
