Kan Tolstojs krudt og kugler kede?

Interesserer man sig for Krim er disse Tolstoj-fortællinger vel en læsning værd, men det er ikke et mesterværk

Lev Tolstojs (1828-1910) ”Sevastopol fortællingerne” (1855-56) er blevet genudgivet i ny revideret oversættelse og forsynet med et udmærket forord af Flemming Rose.
Lev Tolstojs (1828-1910) ”Sevastopol fortællingerne” (1855-56) er blevet genudgivet i ny revideret oversættelse og forsynet med et udmærket forord af Flemming Rose. .

Kan man tillade sig at kede sig over en klassiker om så dramatiske begivenheder som Krim-krigen 1854? Lev Tolstojs (1828-1910) ”Sevastopol fortællingerne” (1855-56) er blevet genudgivet i ny revideret oversættelse og forsynet med et udmærket forord af Flemming Rose om disse fortællingers betydning for den russiske selvforståelse.

Det må være Putins anneksion af Krim-halvøen, der har aktualiseret genudgivelsen, for ellers er det svært at se, hvorfor ikke en genudgivelse af Wilhelm Dinesens ”Fra ottende Brigade” fra Dybbøl-nederlaget (1864) kunne have haft en lige så stor aktualitet i Danmark. For begge bøger handler på yderst realistisk vis om krig, tab og nederlag. Amputerede lemmer flyder med blodet ud fra lazaretterne, mens kanonkuglerne trækker deres spor over himlen, og skanserne sønderbombes.

Og ja, alligevel keder man sig over disse rapporter i let fortællende form, der kun i en meget udstrakt definition kan påberåbe sig genren ”fortælling”.

Og det er jo ikke, fordi det ikke er interessant med soldater, med krigsmateriel, med byen i ruiner, med soldaters samtale i diverse beskyttelsesrum og så videre. Men det er, fordi teksterne er mere optaget af, i datidig journalistisk stil, at berette om krigsbegivenhederne, hvor franskmændene slog en russisk hær, der forsvarede byen. Egentlig fortælling bliver det ikke til. Personerne dør eller såres så at sige ud af forløbene, inden de bliver til en fortælling.

For særlige Ruslands-kyndige er det indlysende, at disse nederlagsfortællinger indtager en vigtig position og har været brugt i den sovjetiske hær til at stive moralen af i vanskelige situationer under blandt andet Anden Verdenskrig. For midt i nederlagene priser bogen de tapre almindelige russiske soldater, der med dødsforagt kæmper for deres land og deres kammerater. En ung nyankommen løjtnant står midt i kugleregnen og kalder begejstret sine folk frem: ”... (generalen) kunne ikke lade være at fryde sig over den unge smukke knøs, som stod der med glødende kinder og lynende øjne og med opknappet feltkappe, så man kunne se hans røde skjorte.”

En sådan heroisme er bogens forfatter selv forelsket i!

Vi er med i de bombede bastioner, vi er med på byens stille spadserestrøg bag forsvarslinjerne, og vi er med i mandskabsstuernes humør og kortspil. Tre tidspunkter danner kernen i disse tre krigsrapporter, som Tolstoj skrev som ansat i hæren, hvor han gjorde sin iagttagerposition til krigskorrespondentens. Situationen omkring Sevastopol gengives i december 1853, maj 1854 for endelig at beskrive nederlaget og tilbagetrækningen fra Krim i august 1854.

Tolstoj skriver selv, at der ingen helt eller skurk er i disse fortællinger, men skulle der alligevel være en helt, som er uendelig skøn, så er det ”sandheden”! Og ja, det må man give ham ret i. Alle de små detaljers sandhed, de rigtige replikkers sandhed, lyden af kugler, morterer og bomber er sprogligt sandt gengivet.

Udgivelsen understøtter med tidlige fotografier af byen og de indgående personer denne tendens, som er at give vidne om Krim-byens fald 1854.

Så jo – hvis man interesserer sig for Krim og halvøens historie, så er disse fortællinger vel en læsning værd. Men noget litterært mesterværk, som bagsiden hævder, er de ikke. Skønt skrevet af en stor klassisk forfatter er de endnu et rapportarbejde af en begynder.

kultur@k.dk