Vi æææælsker franske film, siger Lone og Bettina de to kulturelskende kvinder fra DRs satireprogram I Hegnet. De nyder livet med PolitikenPlus-kortet i tasken og udstillingsåbninger i kalenderen. For mange unge er disse kvinder indbegrebet af den velhavende og selvtilstrækkelige 68-generation, der har svært ved at klemme et besøg hos børnebørnene ind mellem teaterture, akvarelkurser og kulturrejser til Umbrien.
Lone og Bettina er også medvirkende årsag til, at misundelse og forargelse breder sig hos deres børn, der kæmper med at få hverdagen til at hænge sammen med fuldtidsjob, lukkedage i daginstitutionen og afdrag på boliggælden.
Og det grå guld har nok at gøre. Både de, der er økonomisk forgyldte, og de, der bare er begunstiget af tid. For det vrimler med teaterforestillinger, foredragsaftener, koncerter og udstillingsåbninger, der frister med tilbud om viden og dannelse til den tredje alder.
Landets kulturinstitutioner burde derfor læne sig roligt tilbage og nyde, at der tilsyneladende er et næsten ubegrænset publikum over 55 år. Tilmed bliver de ældre og ældre og vil således fylde betryggende op i plyssæderne de næste mange år. Men næ nej. Så let går det ikke. For lige pludselig er det ikke længere godt nok at have de mange glade, nysgerrige og entusiastiske Bettinaer og Loner rendende på landets museer og teatre. Nu optændes kulturinstitutionerne af ønsket om publikumsudvikling. Underforstået: at komme af med de gamle. Veksle det grå guld til hipster-hype. For sandheden er, at når der bliver for mange gamle, holder de unge op med at komme. Derfor er tendensen, at der udvikles særlige tilbud til de unge.
LÆS OGSÅ: Til forsvar for langsomheden
Udviklingen er på én gang forståelig og brandærgerlig. For jo mere kulturtilbuddene opdeles og tilpasses henholdsvis de unge og de gamle, desto sværere har vi ved at skabe en fælles kulturel og dannelsesmæssig referenceramme. Når de gamle snakker om museum, mener de kunst, mens de unge måske tænker cocktails. Og når de gamle snakker musik, tænker de Mendelssohn og de unge tænker Medina.
Tidligere betragtede man pensionister og arte-publikummet med et overbærende smil, når de indfandt sig på de knap-så-attraktive teatersæder. I dag, ja der sidder de gamle på balkonens forreste rækker, mens deres børn skuler misundeligt fra gallerierne. Det styrker ikke just inter-essen for at fælles kulturoplevelser med forældregenerationen. Så hellere foretage sig noget helt andet.
Det unge og ældre publikum har langtfra samme interesser, når et gælder kunst og kultur. Men kløften bliver kun værre, i takt med at de ældre så massivt indtager de traditionelle kulturinstitutioner og får de unge til at flygte ved udsigten til at udgøre en brøkdel af publikum. Og dermed vil også værdikløften mellem unge og ældre skærpes. For pludselig vil generationerne stå og hive i hver sin ende af kulturbegrebet og kæmpe indædt om de beskedne kulturkroner. Det er næppe i kulturlivets interesse. Trangen til at veksle det grå guld bør derfor erstattes af lysten til at skabe oplevelser, der kun kan eksistere, hvis begge parter er til stede.
Så kan vi nemlig på tværs af generationerne diskutere kulturens betydning for samfundet.
I klummen skriver sprogprofessor Niels Davidsen-Nielsen og historiker og festivalleder Ulla Tofte hver anden fredag om kulturhistorie og værdidebat set gennem et aktuelt og personligt prisme