Men er han nu lykkelig?, lyder det ud på aftenen i Tisvildeleje Højskoles foredragssal.
Det er blot et af mange meget åbne spørgsmål, der farer rundt i lokalet, da diskussionen af aftenforedraget synger på sidste vers, og kommentarer og spørgsmål fra salen til allersidst flyder ud i en summen, som knap kan indfanges.
LÆS OGSÅ: BILLEDSERIE: Farvel til Henning Moritzen, en af scenens kæmper
Heller ikke af mødelederen, der derfor må konkludere:
Den tager vi i morgen, for nu er vi vist ved at være der for i aften.
Efterfølgende fortsætter man imidlertid til over midnat ude ved bordene i de tilstødende lokaler med at vende og dreje den danske forfatter Henrik Pontoppidan (1857-1943) og hans mange personer inden det igen går løs næste morgen med nye perspektiver på forfatterskabet. For definitionen på en klassiker er en bog, der fortsat kan føres en meningsfuld diskussion om. Og det gør de så i det litterære selskab ofte med afsæt i Pontoppidans klassiske romaner og forskellige foredrag, der i hvert fald alle har referencer til Pontoppidans omfangsrige forfatterskab.
Til stede i Tisvilde er læseheste i alle aldre, lige fra unge studerende til for længst pensionerede lektorer. Kun en tredjedel er undervisere fra universiteter og gymnasier. Blandt de øvrige sommermødegæster er for eksempel den gamle DR-journalist Ruth Sperling og den kendte psykiater Birgit Petersson foruden Flemming Behrendt. En mand, der også vil være nogle læsere bekendt grundet sit mangeårige virke som journalist og redaktør.
For tiden går Flemming Behrendt og brygger på en biografi om sin yndlingsforfatter, som gerne skulle indleveres til forlaget i det nye år. Og den 73-årige forfatters interesse for Pontoppidans bøger er ikke af nyere dato:
Som 12-årig læste jeg hans lille roman Kirkeskuden, og gennem mine gymnasieår og universitetstid arbejdede jeg også intensivt med hans mange værker.
Det var da også Flemming Behrendt, der tog initiativ til selskabets oprettelse tilbage i år 2000 og løb aktiviteterne i gang med lidt fondsmidler foruden en dedikeret gruppe af Pontoppidan-kendere. I årene siden er flere især mange yngre folk kommet til.
Der findes en række litterære selskaber i Danmark, hvor en kreds af kendere og liebhavere dyrker en klassisk dansk forfatter. Dels for egen fornøjelse, men ikke mindst for at fastholde og udbrede interessen for forfatterskaberne i offentligheden hos både litterater og lægmænd. Kun Jeppe Aakjær- og Blicherselskaberne har en større medlemsskare end Pontoppidan Selskabet.
Forlaget Gyldendal har for nylig udsendt en sjette udgave af Pontoppidans mest kanoniserede værk, Lykke-Per, som oprindelig udkom i flere etaper mellem 1898 og 1904, hvilket har vakt en del omtale i aviserne på det seneste. Endnu har man ikke oplevet den store opmærksomhed om Pontoppidan og hans hovedværk i det litterære liv, der foregår på engelsk, som over mange år er blevet mere og mere dominerende.
Det har sin forklaring i og med, at Pontoppidan aldrig er blevet oversat til engelsk. Ikke engang fransk har han været oversat til. Et sprog, der på Pontoppidans egen tid var særdeles fremmende for karrieren at udkomme på, da Paris var et kunstnerisk kraftcenter tilbage i 1800-tallets sidste halvdel.
Til gengæld har han altid haft gennemslagskraft på de germanske sprog ikke mindst i Skandinavien selvfølgelig selvom interessen i mange år har været behersket sammenlignet med in-teressen for hans samtidige landsmænd og kolleger Herman Bang og J.P. Jacobsen.
Men måske bliver der ændret på hans aktuelle placering på den internationale litterære scene. I hvert fald har Peter Langs Forlag fået Gyldendals velsignelse til omsider at introducere Pontoppidan til det engelsklæsende publikum. Og professor emeritus fra RUCs litteraturvidenskabelige afsnit Søren Schou står da også i forbindelse med sit foredrag lørdag morgen i Tisvilde og vifter med en bog, der bærer titlen Lucky Per. Men der melder sig altid meningsbegrænsende eller -forstyrrende problemer, når der skal oversættes, fremhæver Schou:
Lykke-begrebet er en vanskelig størrelse, for hvordan oversætter man ordet lykke til engelsk? Når vi taler om tegneseriehelten Lucky Luke, er det jo ikke en lykkelig, men bare en heldig mand, vi har med at gøre. Og når Cliff Richard i sit pophit synger om sine lucky lips, er det jo heldige læber, det drejer sig om, siger Søren Schou.
For Pontoppidan er Pers lykke imidlertid et begreb med en dobbelt betydning: På vej op er den håbefulde fantast, ingeniøren Per Sidenius, heldig. Og lykkelig bliver han, da heldet slipper op, og han opdager, at lykke er lig med udfrielse fra alle illusioner uden at afsløre, hvor det mere konkret ender for Lykke-Per.
Det ved dog i hvert fald alle, der residerer på højskolen i Tisvilde denne weekend. Men altså de færreste angelsaksiske litterater, selvom veteranen Fredric Jameson for nylig har leveret en udførlig anmeldelse af og litteraturhistorisk indføring i Lucky Per og dens forfatter i det indflydelsesrige tidsskrift London Review of Books.
Men måske bogen burde have heddet How Lucky Per Became Happy Per (hvordan heldige Per blev lykkelige Per, red.) for at indfange originaltitlens betydning, funderer Søren Schou, der derudover kan fortælle forsamlingen, at endnu en oversættelse af samme værk er på vej i den engelsksprogede forlagsverden. Denne gang med arbejdstitlen A Fortunate Man.
Endnu afventer man, om lanceringerne af Lykke-Per kan give den danske nobelprismodtager lidt vind i sejlene og dermed en ny platform for at vinde indpas som verdenslitteratur 70 år efter forfatterens død. De færreste derude husker nemlig, at Henrik Pontoppidan vandt verdens mest prestigefulde litterære pris for 95 år siden, selvom han måtte dele prisen med den i dag helt glemte Karl Gjellerup. En deling, der i øvrigt ikke huede Pontoppidan.
En status og udbredelse på linje med H.C. Andersen, Søren Kierkegaard og Karen Blixen ligger dog langt væk, vurderede lektor i litteraturhistorie på Aarhus Universitet Mads Rosendahl Thomsen i sit foredrag på sommermødet. Men samtidig fremhævede han Herman Melville og hans i dag kanoniserede roman Moby-Dicks vej til verdenslitteraturens topklasse, der begynder omkring 70 år efter, at bogen udkom.
Et eksempel på, at en ihærdig indsats for en afdød forfatter i de rigtige litterære miljøer kan bære frugt på længere sigt.
