Kan tekster dræbe?

Smædeskriftet Zions Vises Protokoller har bidraget til det 20. århundredes jødeforfølgelser og sælger stadig godt i Mellemøsten. Forsker og forfatter Morten Thing gik på jagt efter afsenderen

Siden den første russiske udgivelse af ”Zions Vises Protokoller” fra 1903 er smædeskriftet optrykt i op mod 950 udgaver og på 38 forskellige sprog. Her er et udsnit af de forskellige landes udgaver.
Siden den første russiske udgivelse af ”Zions Vises Protokoller” fra 1903 er smædeskriftet optrykt i op mod 950 udgaver og på 38 forskellige sprog. Her er et udsnit af de forskellige landes udgaver.

En jødisk vittighed går på, at hvis man har to jøder i et lokale, så har man også tre meninger til stede. Jøder har altid været et diskuterende folkefærd, som har fortolket og været uenig med sig selv.

En omfattende hemmelig international jødisk sammensværgelse om at underkaste sig den ganske verden, ikke mindst den kristne del, er selvfølgelig langt ude, og ikke mindst komisk, fordi det ville være helt urealistisk at samle verdens jøder om én så omfattende plan.

Da der for 100 år siden var cirka 3000 jøder i Danmark, etablerede de over 120 foreninger, fortæller kulturhistorikeren Morten Thing, der har forsket i det udbredte falsum Zions Vises Protokoller og som i morgen udgiver bogen Antisemitismens bibel om de cirka 114 år gamle foragtelige spydigheder om jødernes planer.

Trods den manglende logik bag smædeskriftet, der er udgivet i sin danske oversættelse fra 1920 sammen med Things bog, tages protokollerne fortsat for pålydende rundt om i verden af folk, der i forvejen ser ned på jøder og måske endda ser dem for sig med så store næser, at de ikke kan få mad ind i munden. Det siger ifølge Thing noget om de folk, der tror på det ultimative jødiske mål om at indsætte en dominerende konge med alle tænkelige kyniske og hensynsløse midler såsom revolution, porno og kriminalitet.

Det er en verdensomspændende litterær succes, siger Morten Thing, der for fem-seks år siden som den første satte sig for at tælle, hvor mange udgaver Zions Vises Protokoller er optrykt i.

LÆS OGSÅ: Friheden er flygtig

Siden den første russiske udgivelse fra 1903 er de 24 protokoller blevet optrykt i op mod 950 udgaver og på 38 forskellige sprog. De sælges fortsat i millioner af eksemplarer på internettet og i boghandler verden over ikke mindst i flere mellemøstlige lande og til Things store overraskelse også i Japan.

Den er mere tilgængelig end nogensinde før, mener forskeren, der har undersøgt bogens mytiske fremkomst og uhyggelige fremmarch gennem det 20. århundrede, hvor den spillede en central rolle i de østeuropæiske forfølgelser af jøder og i holocaust.

Trods værkets fortsatte udbredelse er det ikke en bog, der er omtalt meget herhjemme.

Min jødiske mor omtalte den måske engang som noget om antisemitisme, da jeg var barn, men det var ikke en bog, vi havde liggende. Og så stødte jeg ikke på den igen, før jeg faldt over den danske oversættelse, Jødefaren, i begyndelsen af 1980erne. Jeg blev forbløffet over dens indhold, der er fyldt med modsigelser og rent volapyk, fortæller Morten Thing, der er forundret over, at så mange mennesker før og nu er hoppet på myten om et jødisk råds magtsyge.

Han tænkte dog ikke yderligere over de vanvittige protokoller, indtil han senere faldt over et værk af den engelske historiker Norman Cohn, der tog udgangspunkt i holocausts betydning for værkets succes.

Cohns teori om protokollernes oprindelse var den hidtil mest fremherskende og gik på, at det var en fra tsarens hemmelige politis udenlandske operationer, der selv nedfældede ordene i Paris eller fik en anden til det. Det skulle være sket som en reaktion på bolsjevikkernes oprør, som altså også skulle tilskrives jøderne.

Cohns teori mødte modstand i 1990erne, hvor de russiske arkiver blev åbnet. Siden har forskere ikke kunnet placere en egentlig oprindelseskilde.

Man fandt ud af, at baggrundsteksten til protokollerne var fransk og baseret på en fiktiv tekst udgivet i Bruxelles tilbage fra 1864. Den består af en række dialoger mellem Machiavelli og Montesquieu i Helvede, hvor førstnævnte udfolder sit politiske syn på et gigantisk despoti. Det hele viser bare, at protokollerne er et sammenskriv af stjålne tekster og en manipulation af den fiktive Machiavellis kynisme, der tillægges jøderne.

Thing kan pege på et utal af modsigelser i smædeskriftet, der også inddrager en tysk forfatters fortælling om et møde i midten af 1800-tallet på en kirkegård i Prag. Her mødes jødiske repræsentanter for de 12 stammer i Palæstina samt en 13. for jøderne i diasporaen. En myte om en rabbiners tale om den store plan til de fremmødte, som forresten er inddraget i Umberto Ecos roman Kirkegården i Prag.

Uanset primær kilde voksede idéen om det jødiske verdensherredømme frem i Rusland, navnlig på sgrænsen til Ukraine omkring 1900-tallet, hvor antisemitismen var stærk. En antagelse er, at det var den russiske adel, der frygtede et oprør fra samfundets bund og derfor søgte at give jødernes skylden ved at puste til det eksisterende jødehad i regionen. Revolutionen kom alligevel, og det samme gjorde pogromerne, der sendte millioner af jøder mod vest og med dem de falske protokoller.

Det var formentlig også på grund af Første Verdenskrig, at bogen fik succes, mener Thing, idet protokollerne forudser en omfattende verdenskrig. Og i så fald måtte det jo være jødernes skyld, lød anklagen fra mange sider, herunder USA, hvor der også fandtes en gryende antisemitisme. I 1920 blev bogen oversat i Storbritannien, Frankrig, Danmark og ikke mindst Tyskland.

I Danmark hed den Jødefaren de verdensberygtede jødiske protokoller og blev udgivet under et pseudonym. Hovedkraften bag dens udbredelse var oversætteren Gudrun Rørdam og senere de danske nazister blandt andet bag bladet Fædrelandet. Jødehadet i Danmark var ikke så udbredt sammenlignet med for eksempel Sverige, men protokollerne mødte ifølge Thing overraskende lidt kritik i de danske medier. Kristeligt Dagblad bliver dog fremhævet for sin klare holdning: For mig er der ingen tvivl om, at protokollerne er et falsum, et antisemitisk falskneri til udryddelse af alle jøder, skriver israelmissionæren E. Clausen i sin anmeldelse den 8. november 1920.

De følgende år blev protokollernes fiktive udgangspunkt afsløret, blandet andet i amerikanske Times i 1921 og i Rusland blev de forbudt fra 1917 frem til 1989.

Alligevel holdt mange i mellemkrigstiden fast i skriftets budskab blandt andet på grund af den økonomiske krise, der krævede en syndebuk. En af dem var Adolf Hitler, der ikke overraskende var meget begejstret for protokollerne, som han også skrev ind i sin egen bog, Mein Kampf.

Nazipartiet overtog den tyske udgivelse, og bogen fik en vigtig rolle i holocaust i den mentale oprustning af det tyske jødehad.

Selv efter Anden Verdenskrig har protokollerne haft et efterliv, ikke mindst i lande som Tyrkiet og Japan. Og igen i Rusland efter Sovjetunionens sammenbrud.

I Mellemøsten blev den populær i kølvandet på Israels oprettelse, og i Tyrkiet er den udkommet i næsten 100 udgaver. I Egypten har man lavet en tv-serie over den, og der er opstået en isoleret fortælling om jøderne, der kobles til Israel, der i stedet for hele jorden nu omringer Mellemøsten som en glubsk slange. Japan er en sag for sig og har intet historisk jødehad. De har snarere brugt den som inspiration til, hvordan de som jøderne igen kan komme til at spille en rolle på verdensmarkedet. Selv i Kina kan man få den.

I dag bliver Zions Vises Protokoller indimellem sammenlignet med den voksende antiislamisme. Ifølge Morten Thing er det ikke en helt forkert parallel, fordi antiislamisterne også slår på, at muslimer jo ikke siger, hvad de egentlig vil, men at de i virkeligheden ønsker magt og et altomfattende kalifat.

På en måde er det egentlig utroligt, at mange har så lidt tillid til, hvilke ressourcer det moderne samfund har, og at indvandrere om det er jøder eller muslimer har så mange kræfter, at de kan vælte det hele, siger Morten Thing.