Storvildtjægeren i Karen Blixen kan skygge for hendes forfatterskab

Nyeste skud på Blixen-stammen af bøger om baronessen er den aktuelle ”Karen Blixen. Baronesse, ...

Nyeste skud på Blixen-stammen af bøger om baronessen er den aktuelle ”Karen Blixen. Baronesse, storvildtjæger, storyteller”, der på 400 sider viser lige så mange billeder fra og om forfatterindens liv. Foto: Scanpix

Resultatet er, at man i Danmark alt for sjældent hører folk diskutere eller omtale, hvad hun har skrevet. Det er synd, for hun er virkelig en stor forfatter, som vi skylder så meget i dansk litteratur
Anders Thyrring Andersen

En ny billedbog om Karen Blixens liv rejser spørgsmålet om, hvorvidt myterne om baronessen, storvildtjægeren og verdensdamen Blixen fylder så meget, at ingen læser hendes bøger længere?

Her 130 år efter, at hun blev født, bliver Karen Blixen ved med at fascinere. Ikke alene er hun blandt de meget få danske forfattere og intellektuelle, hvis navn ikke skal gentages langsomt over for en udlænding, der så alligevel ryster beklagende på hovedet. Den stadigt voksende mængde af bøger om hende og hendes forfatterskab vidner også om, at hver generation har sin Blixen.

Men al fascinationen er ikke problemfri. Baronessen og storvildtjægeren er nemlig kommet til at skygge for forfatteren og det litterære værk. Det mener litteraturforsker, ph.d., teolog og foredragsholder Anders Thyrring Andersen.

”Sådan har det været næsten fra begyndelsen af. Selv Heretica-kredsen med Thorkild Bjørnvig i spidsen, som var blandt de få, der var opmærksomme på hendes forfatterskab herhjemme i starten, var alt for tryllebundet af myterne om Blixen. Resultatet er, at man i Danmark alt for sjældent hører folk diskutere eller omtale, hvad hun har skrevet. Det er synd, for hun er virkelig en stor forfatter, som vi skylder så meget i dansk litteratur,” siger Anders Thyrring Andersen.

”Men hun er ikke - som visse andre forfattere - et uskyldigt offer her. Hun spillede i ekstrem grad på sin myte og var med til at lave den. Også på den måde var hun forud for sin tid, synes jeg. Hun var en meget selviscenesættende forfatter, som i alt for høj grad lod folk høre om baronessen, der boede på Rungstedlund, hvor vi burde have hørt om den fremsynede forfatterinde.”

Seneste skud på Blixen-stammen kommer fra Sune de Souza Schmidt-Madsen, forfatter og redaktionschef på Lindhardt & Ringhof.

Han er aktuel med en ny udgave af sin bog ”En lille bog om Blixen”, som i 2013 modtog den prestigefyldte Georg Brandes-pris. Men denne gang er den lille bog vokset til coffee table-format og udstyret med fotografier af alt fra Rungstedlund, hendes egne malerier til de berømte opstillinger af Blixen draperet i dramatiske pelse eller skælmsk klædt ud som Pjerrot. Hvad siger de Souza til forholdet mellem Blixens værk og Blixens liv?

”Jeg er faktisk enig i, at der er for meget fokus på det biografiske, når det kommer til Karen Blixen. Det skriver jeg også i min bog, og derfor handler den netop om hendes værker. Når vi har valgt at inddrage det biografiske og vise hendes billeder og fotografier, er det som opbakning til værklæsningen,” fortæller de Souza.

”Når det er vigtigt at have fotografier af Blixen med i bogen, er det, fordi selviscenesættelsen og billeder i det hele taget spillede en kolossal rolle i hendes forfatterskab og skrivestil.”

De Souza har en fortid i skoletjenesten på Rungstedlund, hvor Blixen blev født og levede det meste af sit liv, og som siden blev museum for hende. Netop derfor betyder litteraturformidlingen meget for den måde, de Souza har lavet sin bog på.

”Hvis vi skal have nye læsere til Blixen, skal vi tale til dem, så de bliver indfanget. Hele pointen med min bog er at finde nye læsere til Karen Blixen, for det interessante ved hende er, at hun er forfatter, og at hun på så mange måder foregriber sin tid. Tag hendes beskrivelse af forskellen mellem det europæiske retfærdighedsbegreb, der baserer sig på straf, og det afrikanske, der baserer sig på kompensering. Det har antropologer først kastet sig over i de seneste år.”

Forbindelsen mellem Blixens selviscenesættelse og hendes litterære værk er også en vigtig pointe for professor, dr.phil. Johnny Kondrup fra Københavns Universitet.

”Hvis hendes liv fylder meget for os, er det, fordi det ligger i forlængelse af hendes egen strategi. Hun anlagde fuldt bevidst forskellige masker - som den hvide farmer i det sorte Afrika, som aristokraten i middelklasselandet Danmark, som heksen blandt de pæne, kristne hereticanere, der beherskede det danske kulturliv i 1950'erne, og som storytelleren med 3000 års ælde midt blandt de moderne og - som hun så dem -fladbundede romanforfattere H.C. Branner og Martin A. Hansen,” forklarer han. Samtidig deler han ikke Thyrring Andersens bekymringer på Blixens vegne.

”Hvis man ser på, hvad der faktisk udgives, så ligger der bag ved bøgerne med fokus på hendes privatliv - som altså ikke var spor privat, men netop en iscenesættelse - også solide udgaver af forfatterskabet. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab har siden 2007 udgivet Karen Blixens værker i en videnskabelig udgave med tekstkritik og kommentarer. Og i 2013 fik vi en solid, kommenteret udgave i fire bind af hendes breve fra Afrika. Det, synes jeg, er de vigtigste argumenter for, at det, hun skrev, ikke er sat i skyggen af, hvem hun var.”

At forfattere kan bruge deres eget liv eller en bestemt version af deres eget liv, er blevet en decideret trend i især nordisk litteratur med Karl Ove Knausgård, Tomas Espedal og Claus Beck-Nielsen i spidsen.

Jon Helt Haarder, lektor og ph.d., forsker i den strømning, som han sidste år udgav bogen ”Performativ Biografisme” om. På den ene side kan han godt forstå Thyrring Andersen kritik - ”hvis det hele bare handler om at rode i hendes forhold til Denys Finch Hatton og i hendes natpotte for at finde sandheden om hende og hendes tekster, så går det galt,” som han siger. Alligevel vil han gerne se på Blixen som én, der blander myten om sig selv med det litterære værk.

”Det er et fænomen, som kendetegner samfund med en medieoffentlighed. Allerede H.C. Andersen var en aktiv former af en offentlig Andersen, og hele Søren Kierkegaards pseudonyme forfatterskab handler om noget af det samme. Og Blixen er en senere udvikling, også hun havde en mytologi at forvalte. Jeg ser hende i en kongerække af forfattere med Tove Ditlevsen, Suzanne Brøgger og så op til Karl Ove Knausgård og Claus Beck-Nielsen, der har gjort deres offentlige persona til en del af det værk, de har skabt,” forklarer han.

Og, føjer han til, den spænding mellem, hvem man er, og hvad andre ser, som forfatterne eksperimenterer med, er på en måde blevet noget, vi alle er underlagt.

”Det, at de skulle repræsentere sig selv i sproget, har gjort dem til forløbere for en situation, der er meget mere almen, hvor vi hele tiden repræsenterer os selv i forskellige medier. Der kommer en uoverensstemmelse mellem det selv, vi viser til andre, og det selv, vi går rundt og er. Og det er den figur, Blixen-mytologien handler om: Hvem er jeg? Og Blixen siger selv et sted, at kun historien kan vise, hvem jeg er.”

Tilbage hos Anders Thyrring Andersen er den advarende pegefinger ikke sænket.

”Man skal selvfølgelig ikke blive så puritansk, at man helt glemmer at oplyse om, at Karen Blixen eksisterer. Men en god grundregel er, at hvis man pakker noget ind i pop, så gør man det til pop. Man kommer meget sjældent ud på den anden side, og så får man skjult for folk, hvor store værdier der faktisk ligger gemt i det. Og så svær er Karen Blixen heller ikke at læse. Det er jo ikke total utilgængelig avantgardelitteratur.”