Kendissladder får filosofisk dybde på ny hjemmeside

Det filosofiske konsulentfirma School of Life sætter nye perspektiver på tabloidpressens sladderspalter. Ved at belyse de kendtes sidespring og slankekure filosofisk og etisk kan vi lære noget om begreber som kærlighed og misundelse, påstår hjemmesidens initiativtagere

Kendissladder får filosofisk dybde på ny hjemmeside
Foto: Matt Sayles.

Hvordan ville du have det, hvis du var eks-Spice Girlen Victoria Beckhams søster? Du ville garanteret være misundelig, sprede rygter om familieintriger, sladre om bagsiden af berømmelsen og måske også prøve chancen af hos selveste hr. Beckham, hvis du fik chancen.

Sådan ville almindelige tabloidaviser fremstille historien om et søskendepar, hvor den ene er verdenskendt popstjerne gift med en mindst lige så kendt fodboldstjerne, mens den anden arbejder som kassedame i Coop.

Det filosofiske konsulentfirma School of Life gør nu op med sladderbladenes overfladiske fremstilling af de kendtes liv gennem lanceringen af en hjemmeside ved navn "The Philosophers' Mail, hvor tabloidhistorier om kendisser sættes ind i en begavet og filosofisk kontekst. Initiativet er et led i en målsætning om at udvikle briternes følelsesmæssige intelligens ved at tage kulturelle emner op til debat.

LÆS OGSÅ: Hvorfor må vi ikke kede os?

Vi startede The Philosophers Mail ud fra en opfattelse af, at der er opstået en stor kløft mellem, hvad der er vigtigt, og hvad der er populært. Vores fornemmelse er, at der allerede er masser af vigtig information derude, problemet er bare, at folk er ligeglade med det. Udfordringen i dag er at motivere et publikum til at bekymre sig om de ting, der sker. Vi vil gerne lytte til, hvad læserne interesserer sig for; skønhed, glamour, mord, katastrofe og rædsel og ser sladderspalterne som en mulighed for at snige store idéer ind i folks hverdag, siger Alain de Botton, der er cheffilosof og medstifter af hjemmesiden.

Tag for eksempel historien om de verdenskendte skuespillere Katie Holmes og Tom Cruise. Bland den tyske filosof Schopenhauers ideer om kærlighed ind i fortællingen om skilsmisse, svigt og nye romancer og vupti en filosofisk artikel om, hvorfor vi forelsker os. På samme måde perspektiveres den franske præsident François Hollandes' utroskab med Søren Kierkegaards forestillinger om parforholdet.

Og det er kun godt, at vi kan bruge filosofien som et oplysningsprojekt til at hæve debatniveauet," siger forfatter og filosof Anders Fogh Jensen.

"Hvis hjemmesiden kan løfte en konkret begivenhed op på til ideernes niveau, ser jeg ikke noget problem i, at sladderspalter belyses filosofisk, siger han.

Anders Fogh Jensen mener, at filosofien først får liv, når den står i forbindelse med sin tid. Hvis den kun er en disciplin på universitetet, kan den hverken leve eller overleve.

Det handler om at forstå den tid, vi lever i. Hvis sagerne bare bliver klistret på filosofien, så sker der ikke noget nyt, men hvis Kierkegaard eller Nietzsche kan bidrage til en anden måde at tænke på, så har filosofien gjort sin opgave. Det afgørende er, om filosofien bruges til at tænke nye tanker, siger han.