Det fortjenstfulde franske forlag Les petits Platons har specialiseret sig i udgivelser om filosofi for børn. Senest er udgivet ”Kierkegaard et la sirne”(da. ”Kierkegaard og havfruen”). Bogen har ikke meget med H.C. Andersens eventyr at gøre, for anslaget og indholdet er et ganske andet i denne fabel om havfruen, der bliver forlovet med den flotteste af havmændene. Men havfruen bliver undervejs i tvivl om, hvorvidt det er hende selv eller hendes forældres ønske, der dermed er gået i opfyldelse: ”Hvad enten jeg gifter mig eller ej, så vil jeg fortryde det, for det er ikke mit valg!”.
En følelse af fortvivlelse påkommer den lille havfrue, der svømmer ind til København, hvor hun træffer Søren Kierkegaard og indvier ham i sine anfægtelser. Kierkegaard råder den lille havfrue til at være sig selv. Og man får lyst til at tilføje, at det jo også er det mest oplagte: De andre er jo taget!
Kierkegaard gør det klart for havfruen, at man kan diskutere sine valg med andre, men at træffe et valg, kan man kun selv. Engang var det havfruens mor og far, der bestemte, men nu skal hun selv være ansvarshavende redaktør i livet. Og det går op for havfruen, at hun rent faktisk har lyst til at gifte sig med sin forlovede. Havfruen bliver såmænd også gravid, men på ny hjemsøges hun af fortvivlelse, og igen opsøger hun Søren Kierkegaard. Men denne gang går hun i rette med ham.
”Det er Deres fejl! De fortalte mig, at hvis jeg bare blev mig selv, så ville min fortvivlelse forsvinde! Jeg har fulgt Deres råd og se så lige resultatet!”, raser havfruen og peger på sin mave. I lang tid tier Kierkegaard, men så forklarer han den lille havfrue, at først i det øjeblik, hun forholder sig til Gud som sin skaber og herre, vil hun undslippe fortvivlelsen og blive sig selv.
Men hvordan skal man tro på Gud? Kierkegaard forklarer, at det kræver mod at tro på Gud. Ja, det svarer til at springe ud på de 70.000 favne vand uden sikkerhed af nogen art. Populært sagt opfordrer Kierkegaard havfruen til at bevæge sig fra det etiske stadie til det religiøse stadie. Havfruen skal lade sin livsfortælling blive omskrevet af kristendommen, der ikke blot er den største, men også den sandeste af fortællinger.
Dette sidste møde med Kierkegaard bliver en forløsning for havfruen, der vender tilbage til det undersøiske rige og fra nu af ikke blot elsker mand og barn, men også alle andre skabninger.
Det er prisværdigt, at forfatterne ikke bliver stående ved etikken, men også fremdrager den religiøse dimension hos Kierkegaard, og selvom bogen nok kræver en ledsagende og uddybende forklaring fra den voksne, så er der alt i alt tale om en sjov og saglig introduktion til Danmarks største tænker for de mindste.