Det er ikke først den døende, desillusionerede Søren Kierkegaard, som er kommet godt og grundigt på kant med alle i det danske samfund, der opponerer mod at forbinde kristendommen med et nationalistisk perspektiv og gøre den til et dansk projekt. Tværtimod er det et tema, som er til stede fra først til sidst i forfatterskabet.
Det er den grundlæggende pointe i Stephen Backhouses bog om Kierkegaard, Kierkegaards Critique of Christian Nationalism.
Backhouse, der til daglig arbejder med social og politisk teologi ved St. Mellitus College i London, har to overordnede intentioner med sin bog. For det første vil han afdække Kierke-gaards ikke-nationalistiske kristendomsforståelse, altså lave en form for historisk rekonstruktion. For det andet vil han overføre problematikken på nutidens tendens til at tilskrive nationale konstruktioner guddommelig betydning. Backhouse vil med andre ord generalisere og aktualisere det fænomen, som Søren Kierkegaard i sin tid polemiserede mod.
Når Søren Kierkegaard så konsekvent vendte sig mod nationaliseringen af kristendommen, hang det ikke mindst sammen med, at kristendommen efter hans mening er noget, der i fundamental forstand er et mellemværende mellem den enkelte og Gud. At gøre kristendommen til et nationalt projekt, et samfundsanliggende, var for Kierkegaard en statskirkelig perversion, som ikke har noget som helst med Det Nye Testamentes kristendom at gøre. Kristeligt handler det ikke om at elske nationen, men om at elske sin næste.
I bogen viser Backhouse, hvordan Søren Kierkegaards synspunkt kommer markant til udtryk i hans polemik mod den kobling af kristendom og danskhed, som man finder hos to overordentlig betydningsfulde teologer i både sam- og eftertiden, nemlig Grundtvig og Martensen.
Begge anlægger en af de verdenshistoriske betragtninger, som var så populære i tiden, og kommer på den baggrund frem til surprise, surprise! at lige præcis deres egen, danske gestaltning af kristendommen er den endelige og afsluttende kulmination på en lang udviklingsproces.
Men sådan tænkte Kierkegaard ikke. Efter hans mening er der ingen progression og ingen kulmination, når det handler om forholdet til det guddommelige. På det område er alle henvist til at begynde forfra. Til enhver tid.
Det er en interessant tilgang til Kierkegaard, Backhouse anlægger i sin bog. Han trækker Kierkegaard ind i en socio-politisk kontekst, som åbner for nogle nye dimensioner, der ikke bare har historiske, men også aktuelle perspektiver. Og selvom man traditionelt og for så vidt med rette har fokuseret på Kierkegaard som eksistentialist, så er socio-politiske forhold på ingen måde fremmede for Kierkegaard selv. Tværtimod.
Hver onsdag skriver vi på denne plads om nye bøger fra udlandet, der handler om trosmæssige forhold.