Mød Nate. Kierkegaards æstetiker. Stjerne in spe på New Yorks litterære himmel. Før var han en nørd, men nu leverer han artikler til førende kulturmagasiner og venter på, at hans allerede meget omtalte debutroman skal udkomme.

Søren Kierkegaards æstetiker

Hans mor er jødisk indvandrer fra Rumænien, og hun ser med misbilligelse på hans skiftende partnere. Selv er Nate, trods yderst belæst, ikke klar over, at han personificerer Søren Kierkegaards æstetiker. Ham, der søger nydelsen og det flygtige og forlader den attråede, så snart han har erobret hende.

Det ved til gengæld, gætter jeg på, hans lynende begavede forfatter, der har skabt Nate: Adelle Waldman, der introduceres på dansk med den vittige og meget vellykkede sædeskildring ”Nathaniel P’s affærer”. Waldman kender det litterære Brooklyn-miljø, som Nate boltrer sig i, indefra og har modelleret Nate, gætter jeg igen, over en blanding af Jonathan Safran Foer og en ung Jonathan Franzen.

Gennem romanen er vi med til middagsselskaber, litteraturoplæsninger og gåture i Park Slope-kvarteret, og samtlige scener fanger Waldman på kornet. Hun er en virkelig ferm moderne sædeskildrer – og er med rette blevet rost af avisen Boston Globe som ”sin generations Jane Austen”.

Æstetisk satire

Til sædeskildringens genrekrav hører også et vist element af satire, så den gode Nate bliver jævnligt skildret i et mindre flatterende lys. Hans virkelig søde kæreste Hannah siger meget betegnende, kort før deres forhold løber ud i sandet, fordi Nate har svært ved at engagere sig, at han er som ”en fyr, som er vanvittig interesseret i en kvinde indtil netop det øjeblik, hvor han forstår, at han har hende. Kun at ville have det, man ikke kan få. En sygdom som overfladiske fjolser overalt i verden lider af”.

Men Waldman udstiller ikke kun sin hovedperson. Faktisk er den måske største bedrift i romanen, hvordan hun evner at skildre både mænd og kvinder i den svære datingperiode præcist og sympatiserende. Og hendes format som forfatter viser sig tydeligt henimod slutningen, hvor fremstillingen af Nate løfter sig. Hans poseren som passiv tilskuer til livet får et grundstød, så han frem for kun at være den kierkegaardske æstetiker også får den etiske eksistensform inden for rækkevidde. Hvordan skal ikke afsløres her. Men forfatteren Alain de Bottom har ret i sin anbefaling af bogen med disse ord:

- En påmindelse om at romaner kan være andet og mere end en behagelig adspredelse; på sofistikeret vis kan de hjælpe os med at blive voksne.