Folkeklubben-sanger: Kim Larsens sang hjælper os med at holde kursen

Sangskriveren Kjartan Arngrim var allerede som syvårig begejstret for Kim Larsens sang ”Jutlandia”

Kim Larsens album ”Forklædt som voksen” fra 1986, hvor sangen ”Jutlandia” er på.
Kim Larsens album ”Forklædt som voksen” fra 1986, hvor sangen ”Jutlandia” er på.

En aften, hvor jeg sammen med mine forældre var på besøg hos deres venner, opdagede jeg et sjovt pladecover. En hund med jakkesæt og hat på – det havde jeg ikke lige set før. Jeg fik lov at sidde med coveret i hænderne, mens vinylpladen blev sat på pladespilleren, og så skete der noget forunderligt. Jeg var kun syv år, men Kim Larsen, der sang sin ”Jutlandia”, gjorde et kæmpe indtryk.

Det var i fattigfirserne, og jeg var lige begyndt at fatte, at der var noget, der hed kartoffelkur og tvangsauktioner. Og ikke mindst var der noget, der hed den kolde krig. Jeg forstod jo meget lidt af Korea-krigen, Røde Kors og alt det der, han sang om, men det, jeg forstod, var, at med den stemme og den sang ville det gode sejre over det onde. Det var jo en ret vild erkendelse at få som syvårig. Men der er en helt særlig opbyggelighed i den sang, som gjorde dybt indtryk allerede første gang, jeg hørte den.

Jeg har genhørt ”Jutlandia” mange gange siden, og i de her dage spiller jeg den for min søn, der er næsten tre år. Han kan også godt lide den.

Det er først og fremmest teksten, men apropos debatten om Bob Dylan som nobelprismodtager, så kan tekst og melodi ikke adskilles. Sangens betydning ligger i selve præstationen hos Kim Larsen, som jo også selv har skrevet den. Han mente virkelig det, han sang, og særligt der i 1980’erne, hvor alt var ironi, var det noget særligt. I dag tænker jeg over at tage den udfordring op og ikke at lade ironi flyde ud over mine tekster. Ironi og melankoli er billige følelser og en lidt for nem måde at gå til verden på, synes jeg. Jeg vil gerne tage udfordringen fra Kim Larsen op og fortælle nogle store historier på en opbyggelig måde. Uden at det bliver kedeligt og belærende.

Når jeg hører ”Jutlandia” i dag, tænker jeg, at den er helt absurd relevant. Tænk, hvis et hospitalsskib som ”Jutlandia” blev sendt til Syrien i stedet for droner og F16-fly. Så ville radikaliserede muslimer slet ikke tænke på Danmark som et terrormål. Jeg er sikker på, at hvis folk havde lyttet mere til ”Jutlandia” så ville der ikke være krig. Der er noget med ordene i den sang, der binder. Man kan ikke synge den sang den ene dag og så gå i krig den næste. Derfor burde man faktisk give Kim Larsen Nobels Fredspris for ”Jutlandia”.

På det personlige plan får sangen mig altid til at finde kursen. Hvis jeg er i gang med at sejle ud af et forkert spor, så får den mig til at sige til mig selv: Hej, hvad nu lige med at gøre det ordentligt og finde den rette sejlrende igen.

For et par år siden varmede mit band Folkeklubben op for Kim Larsen i Helsingør. Vi har været omvarmning for mange bands i tiden løb og altid haft det privilegium at overbevise os selv om at være bedre end hovednavnet. Men den illusion kunne vi ikke holde fast i den aften. Kim Larsen gik på scenen i en alder af 70 år og sang ”Jutlandia” med samme renhed, som da jeg hørte den første gang. Da lå vi andre altså lidt som nogle boksere i ringhjørnet. Der blev vi slået hjem.

Jeg vil helt sikkert fortsætte med at lytte til ”Jutlandia” og spille den for mine børn. Jeg tænker, at den er perfekt til at lære dem om godhed og selvopofrelse, hvilket er sundt at være opmærksom på i vores narcissistiske tidsalder. Om nogle år vil de forhåbentlig selv finde den frem fra vinylsamlingen.