Kim Leine kan vel snart få status af ”vores” grønlandsskildrer. I fire bøger har han siden debuten i 2007 beskrevet livet i Grønland med udgangspunkt i sin danske synsvinkel. Leine har boet adskillige år i Grønland og arbejdet som sygeplejerske ved forskellige hospitaler.
Det er oplevelser herfra, som han igen og igen har trukket på, og som han endnu en gang har fat på med romanen ”De søvnløse”. Den er en variation i anden toneart over det land og det liv, som han beskrev i novellesamlingen ”Tunu” fra 2009.
Romanen foregår i og omkring et hospital i byen Tasiilaq på den barske, grønlandske østkyst. Handlingen udspiller sig hen over et døgn i en nær fremtid, hvor Europa er i krig og opløsning, og hvor grønlænderne ser deres snit til at løsrive sig fra Danmark. Det er ikke meget, man hører om denne ramme, for pointen er netop, at en by som Tasiilaq på mange måder er som en lille ø med bare 2000 indbyggere langt borte fra de dramatiske begivenheder i ”den store verden”.
Tasiilaq er selvfølgelig påvirket af, hvad der foregår andre steder i verden. Klimaforandringerne har ramt, så isen er smeltet, og man har måttet aflive slædehundene og opgive den gamle fangerkultur. Krigen sætter også sit præg, da man ikke så let kommer til Danmark, og det kan være svært at få lægepersonale til hospitalet. Men bortset fra det, så er det påfaldende, så meget livet her drejer sig om sig selv og er forbundet med den store natur. Situationen er ikke meget anderledes end i dag, men den er selvfølgelig sat på spidsen her, så vilkår og konflikter træder klarere frem.
Leine fortæller om livet i den lille by gennem en lang række personers tanker og handlinger. Med et meget sikkert og meget vellykket greb lader han synsvinklen glide fra den ene person til den næste og tilbage igen som en stafet. Det bliver således mere stedet og fællesskabet end den enkelte person, der kommer i centrum. Denne glidende overgang har blandt andre Katrine Marie Guldager brugt i sin novelle ”Nørreport”, men her får ”teknikken” lidt bedre plads, og personerne bliver foldet lidt mere ud.
Taget i betragtning, hvor lidt plads der bliver til hver, er det alligevel imponerende, hvor præcist et indtryk man får af de forskellige personer og deres indbyrdes relationer. Her er den kræftsyge danske sygeplejerske, der er gift med den grønlandske portør. Mens hun ligger og dør, glider de fra hinanden. Han betror sig om sine følelser til lægens kone, som til gengæld bliver bedraget af sin mand, lægen, der har en affære med en ung tysk turist. Følelserne går ustyrligt på kryds og tværs, og i det lille samfund er alle klar over, hvad der foregår.
Tasiilaq består af både danskere og grønlændere, og man mærker også kulturforskelle. De to grupper forbander i det stille hinandens vaner og kultur. Bag den kristne og oplyste overflade er grønlænderne i danskernes øjne overtroiske og hedenske. Og hvor danskerne gerne taler sagkundskabens sprog og betragter en uregerlig mand som skizofren, så har grønlænderne et gammelt ord for det – fjeldgænger. Det udtrykker en mere magisk opfattelse af den gale.
Grønlændernes direkte kropslighed, når de smider tøjet om sommeren, har danskerne også svært ved at kapere. Ligesom danskerne har det svært med lyset. Det bliver alt for meget om sommeren, og grønlænderne går ikke i seng! Ikke engang deres børn!
Den gale, men kloge grønlandske Sivert flygter fra hospitalet, hvorfra han skal fragtes videre til Nuuk, fordi man ikke kan have voldelige psykiatriske patienter i Tasiilaq. Han går til fjelds, men lægen går efter ham, og det ender med drama og forløsning ude i den menneskefjendske natur.
Men Leine får i samme åndedrag også lagt sin roman ned på en ikke særlig overbevisende måde. Sivert er pludselig som forvandlet, og så får den døende danske kvinde syner som en anden åndemaner. Hun oversvæver begivenhederne og samler ligesom i en sløjfe romanens handling og personer.
Det er da pænt gjort, men virker ikke rigtigt troværdigt og overbevisende, og som en lidt letkøbt slutning på en ellers fin roman.
kultur@k.dk
